En 25-årig mand bliver idømt to års ubetinget fængsel for at have dræbt to amerikanske kvinder ved at sejle vildt på en vandscooter i Københavns Havn.
Det har Københavns Byret netop afgjort.
De to års fængsel til den 25-årige mand er en fællesstraf, hvor en tidligere straf på syv måneder er inkluderet.
De øvrige syv tiltalte i sagen bliver straffet med bøde på mellem 3.700 og 11.700 kroner.
Sagen tog sin begyndelse om aftenen den 6. maj sidste år.
Her var to unge amerikanske kvinder ude at sejle i en udlejningsbåd fra firmaet GoBoat i Københavns Havn, da den 25-årige mand sejlede sin vandscooter ind i udlejningsbåden, hvor der i alt sad syv passagerer.
Den ene unge kvinde døde på stedet, den anden døde kort tid efter, og en tredje brækkede kæben. Resten af bådens passagerer fik mindre skader.
Anklager krævede fire års fængsel
I alt var otte personer tiltalt i vandscootersagen.
Anklagen mod dem lød på, at de havde forvoldt nærliggende fare for andre folks liv eller førlighed ved at have sejlet hasarderet gennem Københavns Havn. Det kan ifølge straffeloven §252 give op til otte års fængsel.
Derudover var den 25-årige mand tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder ved at have sejlet for hurtigt på sin vandscooter og derfor ramt de to amerikanske kvinder, som døde. Det kan ifølge straffeloven §241 give op til otte års fængsel.
Anklageren i sagen, Elisabeth Boserup, havde krævet fire års fængsel til den 25-årige mand.
Mandens forsvarer, Jane Ranum, lagde i stedet vægt på, at der var tale om en ulykke og mente, at et års fængsel måtte være nok. Den 25-årige mand har erkendt uagtsomt manddrab, men nægter at have sejlet hasarderet.
I forhold til de restende syv personer, heriblandt seks mænd og en kvinde, havde anklager Elisabeth Boserup krævet mellem seks til otte måneders fængsel.
De syv har nægtet sig skyldige.
Alle har også været tiltalt for at undlade at hjælpe folk i nød.
Sagen fik stor opmærksomhed sidste forår og har blandt andet ført til ændrede regler, så man nu skal have et vandscooterkørekort, ligesom Københavns Politi oftere patruljerer Københavns Havn.
Samtidig er der nye regler på vej, der blandt andet skal forhøje straffen for ulovlig sejlads med vandscootere.