Familien Binderups vandværk vil ikke frivilligt teste for "glemt" pesticid-rest: "Nogen burde tvinge dem"

Manglende test af det "glemte" pesticid, Desphenyl-Chloridazon, bekymrer nogle af de vandforbrugere, DR har talt med.

Vandet fosser ud af hanen hos familien Binderup i Trend i Vesthimmerlands Kommune. Her er der fuld gang i aftensmaden til to voksne og to børn.

Vi er på besøg hos nogle af de vandforbrugere, som er særligt optaget af, at dråberne er helt fri for den "glemte" pesticid-rest Desphenyl-Chloridazon. Et stof, som alle vandværker for nylig er blevet opfordret til at teste for, fordi det efterhånden er fundet over grænseværdien på mindst 30 vandværker landet over.

- Vi vil gerne drikke noget rent vand og bevare vores gode helbred, siger John Binderup.

Han får opbakning fra sin kone.

- Jeg tror faktisk, det er vigtigt, at have noget rent vand, siger Hanna Linnea Binderup.

Og indtil videre har de da heller ikke grund til at tro, der skulle være pesticider i vandet til suppen og gulerødderne, som lige er sat over på komfuret. Men de ved det ikke med sikkerhed.

Deres lokale vandværk i Trend er nemlig et af i alt 28 vandværker, DR har talt med, som har besluttet ikke at undersøge vandet for giftstoffet, før de bliver tvunget til det gennem en kommende ændring af drikkevandsbekendtgørelsen.

Alle kommuner og vandværker har ellers fået en klar opfordring fra Miljøstyrelsen til straks at undersøge, om der er desphenyl Chloridazon i drikkevandet.

- Vi skal tage det alvorligt nu

Men i Trend har vandværket ingen intentioner om at lave en test nu og her.

- Det er ikke i orden. Vi skal tage det alvorligt nu, siger Hanna Linnea Binderup og får opbakning fra sin mand:

- Vi var ikke specielt bekymrede, inden de begyndte at finde de her pesticidrester i grundvandet forskellige steder i landet. Men nu tænker vi jo på, om det også findes i det vand, der kommer ud af vores vandhane. Det ville klart være en fordel at få belyst, om vi skal gøre noget, eller om det er rent nok, som det er, siger John Binderup.

Vandværk: Intet at komme efter

Men intet tyder på, at familien får en afklaring i nærmeste fremtid. Det lokale vandværk er nemlig overhovedet ikke bekymret og vil derfor ikke bruge penge på at få lavet en ekstra test nu og her.

- Vi har så fine vandprøver på alle de andre pesticider, vi tager. Der er intet at komme efter, så hvorfor skulle der lige pludselig komme noget her, siger formand i Trend Vandværk, Edgar Jensen.

Den nye drikkevandsbekendtgørelse, som gør det lovpligtigt at lave rutinemæssige test for Desphenyl-Chloridazon, forventes først at være færdig i løbet af oktober - og herefter kan der alt efter vandværkernes størrelse gå måneder og år, inden testen rent faktisk skal udføres.

Vandforbruger: Nogen skal tvinge dem

Og det er ikke godt nok, mener familien Binderup.

- Så, synes jeg, at der er nogen, der skal tvinge dem nu, siger Hanna Linnea Binderup.

Men de koncentrationer, der er fundet indtil videre, er jo ikke umiddelbart sundhedsskadelige. Nogle vil måske mene, at I overreagerer?

- Men vi kender jo ikke langtidsvirkningen af de her stoffer, man finder i vandet nu om dage. Vi kender jo ikke virkningen om 30, 40, 50 og 60 år, siger John Binderup.

- Min holdning er, når vi snakker om gift: Nej. No way. Vi kan ikke tage det seriøst nok, siger Hanna Linnea Binderup.

"Miljøfans" kan møde op til generalforsamlingen

Men kritikken preller af i Trend Vandværk, hvor formanden opfordrer de utilfredse vandforbrugere til at møde op til den næste generalforsamling for at stemme om det.

- Der kan være nogle miljøfans og alt muligt, der kommer med det her. De kan møde op på en generalforsamling. Der kommer halvandet hundrede mennesker, hvert år, siger Edgar Jensen.

Den opfordring er familien Binderup klar til at tage imod.

- Han må godt stille to ekstra kopper frem til næste generalforsamling, lyder svaret fra John Binderup.