Politikere: Vi skal kunne stole på at drikkevandet er rent

Politikerne er enige om, at der skal testes mere efter fund af pesticider i drikkevandet.

Lea Wermelin (S) mener, at der fremover bør testes for det fundne pesticide. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Man skal kunne stole på, at vandet er rent, når man åbner for hanen. Det er der bred enighed om hos en række politikere, DR Nyheder har talt med.

Det er kommet frem, at flere kommuner landet over kæmper med rester af ukrudtsmidlet desphenyl-chloridazon, som ikke er på den officielle liste over pesticider, drikkevandet skal testes for.

Politikerne mener, at der fremover bør testes mere for pesticider, der er blevet brugt førhen, men nu er forbudt.

Socialdemokratiets Lea Wermelin, der er næstformand i miljø- og fødevareudvalgeter, er klar til at tage sagen op med miljøministeren.

- Vi skal have afdækket betydningen af de her fund, og hvor stort problemet er. Og få sikret os at der ikke er andre rester af sprøjtegifte, som vi ikke tester for i dag, siger Lea Wermelin.

Hun understreger, at i den seneste sprøjtemiddelstrategi blev grundvandsovervågningen udvidet, men det fundne ukrudtsmiddel bør nu komme med på listen.

- Det er meget bekymrende, og vi skal være glade for, at nogle vandværker selv har testet for stoffet, siger Lea Wermelin.

Skal tjekkes til bunds

Venstres miljøordfører Erling Bonnesen glæder sig over, at de værdier, der er fundet, tilsyneladende ikke er sundhedsskadelige.

- Det skal myndighederne selvfølgelig lige ind og se nærmere på, men det er godt oplysningerne kommer frem, så det kan tjekkes til bunds, så vi forhåbentlig kan berolige borgerne, siger Erling Bonnesen.

Han åbner op for, at der skal til at testes mere.

- Det er ikke utænkeligt. Det er vigtigt af hensyn til trygheden for os alle sammen, at vi roligt kan drikke det vand, vi får ud af vores vandhaner, siger Erling Bonnesen.

Kræver mere screening

Der er ikke den store tøven hos Enhedslistens Maria Reumert Gjerding, der mener, at det er nødvendigt med et overblik over, hvad der er brugt af pesticider i fortiden og få testet mere.

- Det her må bare ikke ske. Det er uhyggeligt, at vi har så dårligt overblik. Vi ved, at der kan være problemer med fortidens synder, men det her fortæller mig, at vi i langt højere grad bliver nødt til at screene vores drikkevand for stoffer, vi ikke forventer er der, men som tidligere er blevet brugt i stort omfang, siger Maria Reumert Gjerding.

To vandværker i Odense er inden for en uge lukket ned, fordi man har fundet nedbrydningsstoffer fra ukrudtsmidlet Chloridazon over grænseværdierne i det vand, man har sendt ud til forbrugerne.

Og DR kan nu fortælle, at fund af samme stof er fundet i mindst to andre kommuner - nemlig Slagelse og Esbjerg.

Det bekymrende er ifølge en række fagfolk og eksperter, DR har talt med.

Ingen kender i dag omfanget af forureningen – eller hvor længe det danske grundvand potentielt har været påvirket af ukrudtsmidlet.