Vandforsyninger tager sagen i egen hånd: Hastetester efter fund af "glemt" pesticid

Mens Miljøstyrelsen tygger på, om test af "glemt" pesticid skal være et krav, handler flere store vandforsyninger nu på eget initiativ.

Fund af rester fra et pesticid, som man ikke normalt tester drikkevandet for, skaber nu bekymring og handling. (© DR)

Flere af landets største vandforsyninger vil nu hasteteste deres vandboringer for Desphenyl-chloridazon, et efterhånden frygtet nedbrydningstof fra et af fortidens ukrudtsmiddler.

Stoffet er ikke på den liste over pesticider, som vandværkerne er forpligtet til at teste for, men skaber i disse dage stor bekymring, fordi det er fundet over grænseværdien i drikkeboringer flere steder i landet - blandt andet i Odense, hvor det har ført til lukningen af to vandværker.

Og det er blandt andet aarhusianernes vand, der nu bliver testet.

- Da vi fik de alarmerende resultater fra Odense, besluttede vi at tage en runde til alle vores vandværker med det samme, fortæller Jørgen Ole Andreasen, teamleder for grundvand og vandkvalitet i Aarhus Vand, der leverer vand til 85 procent af indbyggerne i Aarhus Kommune.

Vil ikke vente på krav

Miljøstyrelsen har indkaldt det såkaldte vandråd for at finde ud af, om Desphenyl-chloridazon skal optages i de rutinemæssige tests på vandværkerne.

Men flere af de store vandforsyninger vil ikke vente, oplyser vandbranchens interesseorganisation, DANVA, til DR.

- Flere af dem planlægger eller er allerede i gang med at hasteteste vandet for stoffet. Det gælder Energi Viborg, Aalborg forsyning, EWII, som er trekantsområdet og Aarhus vand, fortæller Claus Vangsgård, Seniorkonsulent i DANVA.

Stor bekymring

Ifølge Claus Vanggaard har selskaberne ment, det var vigtigt at reagere så hurtigt som muligt.

- Det er helt klart en stor bekymring, der har ramt dem, siger han.

I Aarhus forventer Jørgen Ole Andreasen ikke at finde noget alarmerende, men vandselskabet vil alligevel ikke vente på, at Miljøstyrelsen afgør, om stoffet skal være en del af den rutinemæssige og lovpligtige kontrol for alle landets vandværker.

- Uanset, om det er et krav eller ej, hvis det er noget, vi risikerer at finde, så er vi interesserede i at vide, om det er der, siger han.

Uvisse konsekvenser

Det kan tage uger, inden resultaterne af de mange nye test er klar.

- Alt efter hvilke koncentrationer, kildepladser og boringer, det her rammer, kan det betyde alt fra mindre driftsmæssigt problemer til katastrofer for vandforsyningsselskaberne, siger Claus Vanggaard.