60 procent af de arbejdspladser, regeringen vil flytte væk fra hovedstadsområdet, er nu kommet på plads på deres nye adresser.
Det viser en samlet status på begge runder af regeringens flytninger og etableringer af statslige arbejdspladser.
DR Nyheder har genbesøgt fire af de personer, hvis job er blevet eller skal flyttes, for at høre hvordan det går dem i dag. I artiklen kan du også finde links til de artikler, vi tidligere har skrevet om dem.
En er stadig jobsøgende, en bliver det snart, en valgte at flytte med sit job, og en har fået pendlerliv og hjemmearbejdsdage.
Niels Christians kolleger oplærer deres egne afløsere
Niels Christian Berthelsens ansættelse har en udløbsdato. 1. oktober flytter hans stilling hos Nota – Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder – fra København til Nakskov som led i anden udflytningsrunde.
Den 55-årige it-sikkerhedsansvarlige flytter ikke med. Det skyldes blandt andet hensynet til hans hustrus karrieremuligheder.
- Jeg har meddelt min afsked og stopper, når jeg får et andet job. Det samme gælder for langt de fleste af mine kolleger, fortæller han.
Der er blevet rekrutteret nye medarbejdere, som skal arbejde på Lolland, og lige nu pendler de den anden vej for at blive oplært af de medarbejdere, som stopper. Niels Christian Berthelsens afløser er endnu ikke fundet.
Han beskriver situationen som åndssvag og umulig, men fortæller samtidig, at Notas ledelse har håndteret flytningen godt og åbenhjertigt.
- Det betyder, at vi har kunnet fortsætte arbejdet med ret god stemning.
Susanne tog sin mor med til Lolland
Som Susanne Winther-Nielsen husker det, var hun en af de første på sin arbejdsplads, der besluttede sig for at flytte med Erhvervsstyrelsen til Falster.
På daværende tidspunkt boede hun i Albertslund, hvor hun blandt andet har været socialdemokratisk byrådsmedlem, og hun havde intet kendskab til det område, der i dag er hendes hjem.
- Det har været nemt at komme ind på folk, og jeg er virkelig blevet budt pænt velkommen, fortæller hun om Nysted, hvor hun har købt et hus med søudsigt.
Her bor hun sammen med sin mor, som hun inviterede til at flytte med for at have hende tættere på. For at falde til har hun meldt sig som frivillig billetsælger og kaffebrygger i den lokale biograf. Hun er også blevet sekretær i Nysted Erhvervs- og Turistforening og er med til at sætte flag op i byen på officielle flagdage.
- Jeg fortryder slet ikke, at jeg tog med. Jeg ville have fortrudt, hvis jeg havde sagt op og ikke vidste, hvad jeg så skulle lave. Jeg var 58 år, da vi fik beskeden, og hvor kan du gå hen i den alder og få et job, du bliver lige så glad for?
- Men jeg savner mit barnebarn, min datter og min svigersøn. Og mine venner i Albertslund. Du tager altså ikke hele vejen til Nysted for at få en kop kaffe og et stykke æblekage.
Pernille skal pendle om et år
Det varer et år, før flyttebilerne kører fra Udlændingestyrelsen mod styrelsens nye lokaler i Næstved. Men arbejdsdagen har allerede ændret sig for dem, der efter flytningen vil pendle til jobbet.
Det gælder blandt andre 47-årige Pernille Piontek, som har arbejdet i styrelsen i ti år. Hun og hendes familie bliver boende i København, og den længere afstand rejsetid får hende ikke til at søge nye græsgange.
Styrelsen har tilbudt pendlerne en ordning, der giver én ugentlig arbejdsdag hjemme, og den ordning er allerede ved at blive afprøvet. Pendlerne kan også se frem til fleksible mødetider og til muligheden for at arbejde på vej til job.
- Det er en fordel, at jeg ikke skal bruge så meget fritid på transporten. Det er dog ikke alle arbejdsopgaver, der kan løses i toget, og det er et krav, at man kan arbejde effektivt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Vi kan for eksempel ikke behandle personsager i toget, siger Pernille Piontek.
Thomas flyttede familien til Viborg: Har ikke fortrudt
Thomas Faust Ryborg var en af de få, der flyttede med sin arbejdsplads fra København, da Viborg i første udflytningsrunde blev hjemby for klagesagsmyndigheden Nævnenes Hus.
I dag arbejder han som konstitueret områdechef og har ikke fortrudt flytningen et sekund. Hans hustru går hjemme med parrets yngste – en dreng på snart tre år – og deres piger på seks og 11 år er glade for deres skole.
- Jeg har alt det, jeg har brug for i min hverdag, og mine børn og min hustru er også faldet godt til, fortæller 36-årige Thomas Faust Ryborg.
Alligevel kan han ikke sige, præcis hvad fremtiden vil bringe – eller om den nødvendigvis skal udspille sig i Viborg.
- Jeg er ikke så god til at lægge den slags forkromede fremtidsplaner. På den ene side kan jeg ikke umiddelbart se mig selv bo i Viborg de næste 20 år, men på den anden side har jeg heller ingen planer om at flytte. Vi tager det, som det kommer.