Når en af landets største styrelser står til at skulle rykke ud i provinsen, skal der tænkes alternativt for at holde på medarbejderne.
Det er i hvert fald, hvad man har forsøgt at gøre hos Udlændingestyrelsen, der med sine knap 400 medarbejdere forbereder sig på at blive en pendler-arbejdsplads, når styrelsen skal rykke fra København til Næstved i 2020.
Og den løsning ser ud til at give pote blandt de ansatte i styrelsen.
For mens en stikprøve foretaget af DR Nyheder blandt 12 af de styrelser, der står til at skulle flytte, viser, at mere end hver tredje medarbejder har opsagt sin stilling, ser det ikke lige så slemt ud hos Udlændingestyrelsen.
Toget som arbejdsplads
Én af dem, der nu har tænkt sig at tage toget til Næstved for at arbejde, er 47-årige Pernille Piontek.
Hun kan blandt andet se frem til at kunne inddrage tog-turen derned som arbejdstid, og det er en af de ting, der har været afgørende for, at hun kunne se sig selv blive i sit job:
- Det gør jo, at jeg ikke skal lægge så meget fritid for at komme på arbejde, men rent faktisk arbejde, fra jeg træder ind i toget. Det har en stor, stor betydning for, at jeg synes, det kan hænge sammen for mig.
Vicedirektør: Vil sikre sig det faglige niveau
Hos styrelsen håber ledelsen også, at flere vil følge Pernille Piontek og bliver i styrelsen, fortæller vicedirektør for styrelsen, Lene Vejrum:
- Vi vil rigtig gerne fastholde så mange medarbejdere som muligt for at sikre vores faglige niveau – og for at sikre os, at vi har en god styrelse med et godt fagligt og socialt miljø.
Ledelsen har udarbejdet en såkaldt flex-pakke, som indeholder forskellige initiativer, der skal give mere fleksible og pendler-venlige rammer for Udlændingestyrelsens medarbejdere, så de kan fortsætte deres hverdag, hvor de bor - uden at skulle bruge al deres fritid på transport.
Hvad initiativerne helt konkret skulle være har ledelsen fundet ud af i samarbejde med medarbejderne, som har været inddraget i hele processen, siger vicedirektøren.
- Vi har jo spurgt medarbejderne om, hvad de mente, der skulle til, for at de mente, de skulle have lyst til at tage med. Der har det her med hjemmearbejdsdage betydet rigtig meget.
- For store konsekvenser for fritiden
Selvom Pernille Piontek elsker sit arbejde og har arbejdet i styrelsen i 10 år, ville hun have svært ved at se sig selv pendle de omtrent to timer om dagen til Næstved, hvis ikke det var, fordi hun som medarbejder havde fået flex-pakkens goder:
- Det ville få for mange omkostninger for min familie og også for mig selv, ville jeg sige.
At flytte med til Næstved har ikke på noget tidspunkt været i Pernille Pionteks tanker, da hun både har to børn, mand og forældre, der er oppe i årerne, i København.
- Mine børn går i skole herinde og er under uddannelse, min mand arbejder herinde og har en god stilling og mine forældre er gamle, og der skal også bruges noget tid på dem og omsorg der, fortæller Pernille Piontek.
Alligevel ser hun frem til at bruge Næstveds butikker, og hun har allerede fået nummeret på den lokale kaffe-vogn, så Pernille Piontek og kollegaerne kan få tanket op på kaffe på den korte tur fra perronen til de nye kontorer.
Borgmester: Betyder meget for Næstved
Hos borgmesteren for Udlændingestyrelsens fremtidige adresse, Carsten Rasmussen (S), er der stadig glæde at spore, selvom Udlændingestyrelsen ikke i første omgang tager så mange beboere med til byen.
- Uanset hvad vil det være et plus for Næstved at få sådan en stor arbejdsplads lige op og ned ad stationen – også selvom mange af dem selvfølgelig stadigvæk vil pendle frem og tilbage, lyder det fra borgmesteren i Næstved Kommune.
Både bygningen og driften af den vil afføde skattekroner i kassen i Næstved Kommune, lyder det fra borgmesteren, og så håber han, at flere af Udlændingestyrelsens medarbejdere vil gøre det samme som Pernille Piotnik og bruge byen og opdage, hvad Næstved har at byde på.
- Jeg er ikke i tvivl om, at der er nogen, der vil flytte med, siger han.
- Der vil være nogen, der finder nye job, og så vil det være nogen fra lokalområdet, der søger stillingen i Udlændingestyrelsen og får jobbet eller tættere på i hvert fald.
Der indeholder Udlændingestyrelsens flex-pakke
- •
Mulighed for en hjemmearbejdsdag om ugen
- •
Mulighed for en ekstra hjemmearbejdsdag ved særlige behov (for eksempel hvis en arbejdsopgave kræver særligt meget ro)
- •
Mulighed for en fire-dags arbejdsuge for medarbejdere (kan være særlig relevant for medarbejdere med en stilling, der forudsætter tilstedeværelse på arbejdspladsen - som for eksempel medarbejdere i Udlændingestyrelsens Borgerservice og kontorbetjente)
- •
Fleksibel mødetid - mulighed for at møde senere eller gå tidligere og arbejde længere på andre tidspunkter.
- •
Mulighed for at registrere arbejde udført i toget som arbejdstid (kun en mulighed hvis man kan arbejde effektivt med opgaverne og ikke arbejder med personfølsomme oplysninger)
Kilde: Udlændingestyrelsen