Der er stille og roligt i Nysted på Lolland. Byen, der plejede at være Danmarks sydligste købstad, er smækfuld af bindingsværkshuse omkring kirken midt i byen, industrialiseringen i 1800-tallet tog vejen udenom Nysted, og der er kun omkring 1.400 indbyggere.
En af de nyest tilflyttede er Susanne Winther-Nielsen. Hun arbejder som kundesupporter i Erhvervsstyrelsen, der i 2016 flyttede fra København til Nykøbing Falster.
Susanne Winther-Nielsen var en af dem, der valgte at følge med sin arbejdsplads.
- Det var en stor beslutning at tage. Jeg vidste, at det ikke kunne laves om, jeg ville gerne beholde mit arbejde, jeg var glad for det, så jeg tænkte, at det også kunne være sjovt at bygge noget nyt op, og så måtte jeg jo flytte med, fortæller Susanne Winther-Nielsen.
Hun havde ikke lyst til at køre 130 kilometer hver morgen i al slags vejr og hjem igen om aftenen:
- Det orkede jeg bare ikke. Det ville blive for meget, siger hun.
Billige huse med misundelsesværdig udsigt
Da Susanne Winther-Nielsen havde truffet beslutningen om at rykke til sydhavsøerne, skulle hun finde det helt rigtige sted at bo:
- Jeg rekognoscerede hernede og fandt ud af, hvor jeg kunne tænke mig at bo. Jeg var rundt at kigge på forskellige byer og priser, Boliga var min favorithjemmeside i et halvt år, indtil jeg fandt et sted, forklarer hun.
Hun fandt i dén grad stedet og byttede i juli 2016 huset i Albertslund ud med et 145 kvadratmeter stort byhus med søudsigt i Nysted. Pris: 695.000 kroner.
Susanne Winther-Nielsens nye liv byder ikke blot på udsigt til Rørsøen, men også et aktivt fritidsliv, hvor hun har engageret sig i flere ting i lokalområdet. Det har været nødvendigt for at falde til.
- Jeg skal finde et ståsted et nyt sted. Selvfølgelig ser jeg mine gamle venner og bekendte i København, men det er jo ikke hver dag. Jeg skal have lavet en ny hverdagsomgangskreds hernede, siger hun og fortsætter:
- Så jeg er nødt til at være opsøgende og komme ud og give en hånd med, hvor der er noget at hjælpe med og møde andre mennesker. Det gør jeg glad og gerne.
Hun har blandt andet meldt sig ind i Nysted Erhvervs- og Turistforening, der manglede en til at skrive referater og indkalde til møder.
- Det kunne jeg da godt hjælpe med. Igennem den har jeg fået kontakt til nogle andre mennesker, så nu er jeg også med i biografen og hjælper med at sælge billetter derhenne.
Hun hjælper også med ved ”Børneliv i Nysted”, der arbejder på at skabe børneliv i byen blandt andet med fællesspisning. Og det har ikke været svært for Susanne Winther-Nielsen at være opsøgende:
- Ligeså snart det bliver opdaget i et lokalsamfund, at der er nogen, der gider at være med og har tid til det, så får du faktisk så mange tilbud, at du skal passe på ikke at få budt ind på for mange ting.