Følelsen i dag kan for mange håbefulde unge beskrives som stilhed før stormen.
Ved midnat får de nemlig et officielt svar på, om de er kommet ind på deres drømmeuddannelse, om de har fået deres anden prioritet, eller om de må vente til næste år.
Og for andet år i træk er der et rekordstort antal ansøgere. Hele 93.924 har søgt om plads på en uddannelse.
Det er altså det højeste, siden man i 1979 begyndte at samle langt de fleste ansøgninger til videregående uddannelser ét sted og sende svar til ansøgere på samme dag. Dengang søgte knap 20.000 unge ind på en videregående uddannelse.
Allerede fra i aften kan du på dr.dk se, hvilket karaktergennemsnit der kræves for at komme ind på netop din drømmeuddannelse.
Jordemoder var sværest at komme ind på
Men hvis man ser tilbage i tiden, er det ikke kun udviklingen i antallet af ansøgere, der har været mærkbar. Også hvilke uddannelser, der kræver de højeste snit, har ændret sig.
For 25 år siden var det nemlig jordemoderuddannelsen, der var sværest at komme ind på, med et snit på 10,5 – hvilket i dag svarer til 11,7.
Sidste år skulle man ’blot’ have 11,1 for at blive optaget på jordemoderuddannelsen. Førstepladsen fra 1990 blev derfor sidste år byttet ud med en syvendeplads over de sværeste uddannelser at komme ind på.
Den sværeste uddannelse at komme ind på sidste år var i stedet International Business på CBS, som krævede et snit på 12,1. Uddannelsen eksisterede ikke for 25 år siden, og det var første gang nogensinde, at en uddannelses optagelseskrav sprængte karakterskalaen.
Status betyder meget
Og det er ikke så mærkeligt, at vi har set et skift i, hvilke uddannelser der kræver det højeste snit, mener en ekspert, der har arbejdet med unges uddannelsesvalg i en årrække.
- Det handler meget om, hvilke uddannelser der er mest status i at læse. I 1990 var det meget eksklusivt, at RUC tilbød kommunikation, mens der i dag er mere status i at læse noget internationalt og forretningsorienteret, siger Camilla Hutters fra Danmarks Evalueringsinstitut.
Men selvom det altså er blevet mere attraktivt at være forretningskvinde- eller mand, så vil der ifølge eksperten altid være nogle uddannelser, der er populære uanset tidens tegn.
- Uddannelser som jordemoder, psykologi og medicin har traditionelt set trukket mange ansøgere. Og det vil det også gøre fremover, vurderer Camilla Hutters.
Højere snit end tidligere
Grunden til at kravene til de unges karaktergennemsnit er steget, skal først og fremmest findes i antallet af ansøgere, som også er steget sammenlignet med for 25 år siden. Det skyldes, at der har været nogle store ungdomsårgange, og at der er flere, som læser en gymnasial ungdomsuddannelse, som netop klæder de unge på til at læse videre.
Men Camilla Hutters forklarer samtidig, at nye regler inden for uddannelsessystemet også har givet niveauet et nøk opad.
- Regler om, at man kan gange sit gennemsnit, hvis man starter tidligt eller har haft fem A-niveau fag, har presset gennemsnittet yderligere op. Det er regler, som først er kommet inden for de seneste otte år.
Reglerne for at gange sit gennemsnit kan ændres politisk. Men når det kommer til det rekord høje antal ansøgere, mener eksperten, at det er noget, vi forsat kan forvente nogle år endnu.
- Men inden for de næste år burde antallet af ansøgere falde, da ungdomsårgangene bliver mindre, og dermed vil snittet også falde en smule, siger Camilla Hutters.
Selvom ansøgere først modtager endelig svar i morgen den 30. juli, så kan du allerede fra i aften kl. 24 klikke dig ind på dr.dk, og se, hvilket gennemsnit det kræver, at komme ind på de forskellige uddannelser. I vores interaktive grafik, kan du også sammenligne på tværs af universiteter og uddannelser.