Om det er fordi, unge lytter til politikerne, vides ikke. Men aldrig nogensinde har så mange søgt ind på en videregående uddannelse som i år. I går klokken 12 udløb fristen for at søge, og det har 92.477 personer gjort.
Det er én procent flere end i 2014, som var året, hvor flest indtil videre søgte ind på en videregående uddannelse, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagde, at Danmark skulle have den bedst uddannede generation nogensinde. Og den nyslåede uddannelsesminister, Esben Lunde Larsen (V), roser også de unges lyst til at studere:
- Overordnet set er det godt og glædeligt, at så mange unge er bevidste om, at uddannelse er nøglen til både frihed over eget liv og til at blive en attraktiv part for arbejdsmarkedet, siger han.
Sygeplejerske er stadig populært
Erhvervsakademiuddannelserne står med 11 procent for den største procentvise stigning i antallet af årets ansøgninger.
Det er uddannelser som for eksempel bygningskonstruktør, datamatiker, markedsførings- og serviceøkonom og laborant.
Professionsbachelor-uddannelserne har oplevet en stigning på to procent – det er uddannelser som sygeplejerske, fysioterapeut og folkeskolelærer – og på bacheloruddannelserne er der sket et lille fald i antallet af ansøgere på én procent.
Men hvad er det så for uddannelser, som flest ansøgere har haft som deres første prioritet?
De 10 mest søgte
På listen herunder kan du se de 10 mest søgte uddannelser i år målt på antal ansøgere. Pædagoguddannelsen ligger i top, men det høje antal af ansøgere er også et udtryk for, at man kan læse til pædagog mange steder i landet.
Tallet i parentes viser en stigning eller et fald i antal ansøgere i forhold til sidste år.
1. Pædagog: 7.134 ansøgere (- 658) 2. Sygeplejerske: 5.662 ansøgere (178) 3. Medicin: 3.397 ansøgere (222) 4. Diplomingeniør: 3289 ansøgere (405) 5. Socialrådgiver: 3186 (254) 6. Civilingeniør: 2821 ansøgere (95) 7. Markedsføringsøkonom: 2.753 ansøgere (263) 8. Folkeskolelærer: 2.745 ansøgere (233) 9. Fysioterapeut: 2.734 ansøgere (- 50) 10. Jura: 2.469 ansøgere (55)
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet
Ansøgerne får svar på, om de er blevet optaget på en uddannelse 30. juli. Du kan se en længere liste her.