Skyd ikke budbringeren, siger man.
Derfor er det svært at misunde Tibet-kommissionen det forår, de går i møde.
Her skal de tænke og skrive sig frem til konklusionen på det efterhånden mangeårige mysterium, der startede med en kinesisk præsident på vinketur rundt i København og nu er endt i timelange forhør af embedstoppen i Danmark.
Udfordringen er bare, at 61 foreløbige forhør i Tibet-kommissionen ikke har leveret svaret. Vi ved ikke, hvordan en ordre om at skærme den kinesiske præsident Hu Jintao fra Kina-kritiske demonstranter havnede i politiets manualer til at håndtere et fint statsbesøg i 2012.
Vi ved heller ikke, hvorfor det tog Københavns Politi, Rigspolitiet og Justitsministeriet tre år at finde ud af, at der blev givet en sådan ordre videre til betjentene på gaden.
Undersøgelseskommissionen har på mange områder leveret flere spørgsmål end svar. Men et spinkelt håb om at opklare Tibet-sagen klæber sig til dagens forhør, hvor to helt centrale politifolk skal afgive forklaring; Vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen og daværende ledende politiinspektør Mogens Lauridsen.
Når de to sætter sig foran kommissionen, er der især fire ting at lægge mærke til:
1. Det der med hukommelsen:
Tibet-kommissionen undersøger politiets håndtering af tre officielle kinesiske besøg - det første i juni 2012. Vi nærmer os altså en femårsdag, og det giver visse udfordringer for hukommelsen. Langt de fleste embedsfolk og politifolk, der har afgivet forhør i Tibet-kommissionen, husker ikke detaljer om, hvem der har sagt hvad på planlægningsmøder op til besøget i 2012.
Det er ellers centralt, fordi kommissionen undersøger, om Københavns Politi blev præget af andre myndigheder til at beslutte, at tibetanske flag og demonstranter ikke måtte være synlige for den kinesiske præsident. Blandt de afhørte er blandt andet en politimellemleder, som op til besøget skrev en af politiets såkaldte taktiske befalinger, som betjentene på gaden skulle rette sig efter.
Her stod skrevet, at 'det er ligeledes opgaven at undgå at demonstrationer, bannere m.m. kan ses på ruten af den kinesiske formand.'
I kommissionen kunne forfatteren til den taktiske befaling ikke forklare, hvorfor ordet banner pludselig indgik.
Hos andre afhørte er det telefonsamtaler, der ikke længere kan huskes. En politiassistent fra Københavns Politi, som var med i den gruppe, der stod for planlægningen af statsbesøget i 2012, har forklaret, at sikkerhedskoordinatoren i Politiets Efterretningstjeneste, PET, ringer til ham efter et møde i Udenrigsministeriet.
PET-sikkerhedskoordinatoren siger ifølge politiassistenten, at der under det kinesiske besøg skal skrives under på handelsaftaler for 20 milliarder kroner. Sikkerhedskoordinatoren fortæller også, at hvis kineserne ser tibetanske flag, kan de finde på at blive sure og tage hjem.
På trods af at de to havde en relativ tæt og gentagende kontakt til hinanden op til besøget, huskede sikkerhedskonsultenten under sit forhør i Tibet-kommissionen ikke denne telefonsamtale. Faktisk huskede han slet ikke at have talt med denne politiassistent.
Her ville en god hukommelse ellers have været interessant, fordi det næppe har med politiets planlægning af et statsbesøg at gøre, hvor mange penge der forhandles aftaler på plads for.
2. Modsigelser:
Tibet-kommissionen kæmper altså mod hukommelsen hos mange af de afhørte. Læg hertil direkte modsigelser. En politikommissær fra Københavns Politi er i kommissionen blevet modsagt af op til flere betjente på gaden. Her er uenigheden blandt andet, hvem der gav ordre til, at politibiler skulle køres ind foran en flok demonstranter på Højbro Plads, så de ikke kunne ses fra den kinesiske kortege.
Og så er flere politimellemledere uenige med menige betjente om, hvor vidt der også mundtligt på briefinger op til besøget blev givet besked om at tage tibetanske flag fra demonstranter. Mindst en af betjentene på gaden skulle også have nægtet at fratage demonstranter deres flag. Heller ikke det husker politilederne at have hørt om.
Op til 2012-besøget var Claus Hjelm Olsen med til at skrive den berømte operationsbefaling og sad under selve besøget i politiets kommandocentral og havde her radiokontakten til de menige betjente på gaden.
Efterfølgende blev han adskillige gange bedt om at redegøre for politiets håndtering af besøget og han var blandt andet indkaldt som politiets vidne i en civil retssag, som Tibet-demonstranter anlagde mod politiet. Her nægtede Claus Hjelm Olsen, at der skulle ligge en ordre om at skærme præsidenten fra demonstranter - et udsagn, der har fået Den Uafhængige Politiklagemyndighed til at sigte ham for at have løjet i retten. Alt dette skal Claus Hjelm Olsen i dag for første gang, i hvert fald mens offentligheden kan høre det, fortælle om.
3. Et hierarkisk system
Når politifolk og embedsmænd er under forhør i Tibet-kommissionen bliver de spurgt, om der var noget i planlægningen af de kinesiske besøg, som undrede dem. Undrede det dem, at der både hos Udenrigsminister, i Københavns Politi og hos Politiets Efterretningstjeneste blev talt om ‘at tabe ansigt’ hos den kinesiske præsident og om handelsaftaler? Undrede det dem, at der man havde så massivt fokus på anti-kinesiske demonstrationer, selv om der ikke lå noget i trusselsbilledet om, at dette kunne være farligt? Ofte er svaret nej. Ikke mindst med henvisning til, at man i politiet og i ministeriet gør, hvad man får besked på. At der er et særligt hierarkisk system. I politiet stiller man ikke spørgsmål ved en ordre, som en vicepolitikommissær har forklaret.
Senest har protokolchefen i Udenrigsministeriet under sit forhør forklaret, at hun blot gjorde, hvad hun fik besked på - nemlig at ringe direkte til politidirektør Johan Reimann i Københavns Politi. Det gjorde protokolchefen så forud for 2012-besøget, da hendes chef i Udenrigsministeriet bad tage kontakt til politiet med beskeden om, at den kinesiske ambassade på et møde havde udtrykt bekymring for anti-kinesiske demonstrationer.
Den bekymring havde Udenrigsministeriet lovet at bringe videre og protokolchefen ringede direkte til politidirektøren for at opfordre til et statsbesøg med ‘ordentlighed og værdighed’ - det på trods, at Udenrigsministeriets Protokol normalt kun er i kontakt med PET og Kongehuset i forbindelse med den slags besøg.
Protokolchefen forklarede i Tibet-kommissionen, at hun blot var budbringer og blot gjorde, hvad hun fik besked på. Om netop den opringning skulle få politidirektøren til at filtrere en direkte ordre videre ned gennem systemet afviste prokolchefen. Telefonsamtalen mellem protokolchefen og politidirektøren er netop interessant i forhold til Mogens Lauridsen, for Johan Reimann har under sit forhør forklaret, at indholdet af samtalen blev givet videre til den øverst politiansvarlige for planlægningen af besøget - Mogens Lauridsen.
4. Tre år om at opdage ordre
Tibet-kommissionen, der holder til på Fremtidsvej i Søborg, har siden november haft besøg af nærmest talt alle med stjerner på skuldrene i Københavns Politi. Her har især de højst lønnede fortalt om stor forargelse og overraskelse, da det i efteråret 2015 gik op for dem, at det sort på hvidt i politiets manualer til Kina-besøget stod skrevet, at præsidenten skulle skærmes for demonstranter og bannere. Hvordan det kunne tage tre år at finde ud af dette, er der ikke noget klart billede af.
De afhørte deler sig i følgende grupper:
Menige betjente har forklaret, at man ikke stillede spørgsmål ved en ordre. De øverste politichefer har forklaret, at de ikke var med i detailstyringen af planlægningen og derfor ikke nærlæste operationsbefalinger og taktiske befalinger, hvor ordrene fremgik.
Mellempolitiledere har forklaret, at de undrede sig over den megen presseomtale af politiets håndtering, men at de stolede på de medarbejdere, som efterfølgende direkte blev spurgt, om det måtte været blevet givet direkte ordre på dagen.
Og endeligt er der de politifolk, som ikke mener, at ordrerne kunne opfattes som et forsøg på at skåne præsidenten og samtidig knægte demonstranternes ytringsfrihed, men i stedet handlede om ren og skær sikkerhedshensyn.
Tilbage står, at den interne kvalitetskontrol hos politiet har svigtet, når end ikke en byge af folketingsspørgsmål, en civil retssag anlagt af demonstranter, henvendelser til Politiet Uafhængige Politiklagemyndighed og interesse fra medierne på tre år kunne opklare, at det i Københavns Politis planlægning flere steder blev beskrevet, at præsident Hu Jintao skulle skærmes.
61 afhørte har indtil videre givet deres version af historien, hvor den rygende pistol i hvert fald ikke findes på skrift. Der findes ingen mail eller mødenotat, hvor Københavns Politi bliver bedt om at bryde grundloven. Historien er lige nu 61 forskellige opfattelser af, hvem der sagde hvad og hvordan det skulle opfattes.
Men med bare ni forhør igen er dagens to forhør et spinkelt håb om at komme nærmere en opklaring af sagen. Claus Hjelm Olsen har tidligere nægtet at udtale sig til Tibet-kommissionen - hvilket han er i sin gode ret til - men har altså kort før kommissionens lukketid ændret holdning. Mogens Lauridsen skal i forhør for anden gang, da han er blevet genindkaldt.