Er det sandsynligt, at to politifolk fra Københavns Politi af egen drift besluttede at forhindre Tibet-demonstranter i at demonstrere under et kinesisk statsbesøg i København i 2012?
Nej, lyder det indirekte svar fra advokat Anders Németh, efter at Tibetkommissionen i dag har afgivet beretning.
Her får to ledende politifolk skylden for, at Tibet-demonstranter fik krænket deres grundlovssikrede rettigheder til at demonstrere og vise Tibet-flag under officielle kinesiske besøg i 2012 og 2013.
- Vi konstaterer, at kommissionen er landet på en konklusion, der går på, at to politifolk fra Københavns Politi har valgt at tilsidesætte grundloven af hensyn til danske handelsinteresser, og jeg er egentligt rimelig tryg ved at overlade det til folk selv at vurdere, om det er sandsynligt, siger Anders Németh.
Advokaten repræsenterer daværende vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen ved Københavns Politi, der udpeges som ansvarlig for den ulovlige ordre om at tage flag fra demonstranter og skærme dem af.
Også daværende politikommissær Henrik Oryé udpeges som ansvarlig.
- Vores holdning er, at min klient og den anden fra Københavns Politi, der får kritik i denne omgang, ikke bevidst har gjort noget som helst for at tilsidesætte grundloven, siger Anders Németh.
Forstå Tibet-sagen:
Skammeligt, at politifolk på gulvet får skylden
Udover markant kritik af de to ledende politifolk, kritiserer kommissionen også daværende politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Politi.
Det kommer bag på Mogens Lauridsen, siger advokat Torben Koch, da mange andre går fri af kritik.
Advokaten langer samtidig kraftigt ud efter kommissionens konklusion om at placere ansvaret hos to-tre navngivne politifolk.
- Jeg er ganske enkelt forarget over det. Jeg synes, det er skændigt og skammeligt på retsstatens vegne, at vi kommer i sådan en situation, siger han.
Advokaten mener, at både PET og Udenrigsministeriet skabte en stemning af, der var store handelsinteresser på spil, som kunne ryge i vasken, hvis kineserne tabte ansigt under besøg i Danmark i 2012 og 2013 ved at se tibetanske flag under køreture gennem Københavns gader.
- Langt nede på gulvet sidder der to loyale politifolk, der misforstår budskabet og omformulerer det til, at der skal laves en forholdsordre. I modsætning til alle de andre, skriver de noget. Det kan de ikke løbe fra. Alle de andre, som siger, at de ikke har læst, set eller opfattet det, de går fri. Det synes jeg, er fuldstændig uacceptabelt, siger Torben Koch.
Tibetkommissionen retter kun mild kritik af Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Udenrigsministeriet, som kritiseres for at undlade at gøre det klart, hvad meningen var med at videregive beskeder om de kinesiske myndigheders syn på Kina-kritiske demonstranter.
Beskeder, der blandt andet gik på, at kineserne var meget bekymrede over 'at tabe ansigt'.
Samtidig bliver PET kritiseret for, at tre af tjenestens agenter har fået lov til at handle på egen hånd uden ledelsens indblanding.
Her ses der, hvordan betjente fjerner Tibet-flag fra demonstranter:
Kan holdes ansvarlig for operationsbefaling
Daværende vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen holdes ansvarlig for at have lavet en generel ordre i operationsbefalingen fra dengang, der slog fast, hvad politiet skulle gøre under statsbesøget i juni 2012.
Her stod blandt andet:
"Politiaktion 04-01 foretager patruljering/opklaring ved objekter og eskorteruter, og sikrer at evt. demonstranter ikke kan ses fra eskorten og objekter, ligesom de ej heller skal have mulighed for at bringe sig i en position som er synlig fra eskorteruten og objekter, lød det i befalingen fra 13. juni."
Samtidig holdes Claus Hjelm Olsen ansvarlig for de konkrete ordrer, der er givet til politiet på gaden.
Derudover holdes Henrik Oryé ansvarlig for - som leder for tre politiaktioner - at afgive ordre til at skærme af for en demonstration for Tibet-støtter.
Tibetkommissionen anbefaler, at der indledes disciplinærsager mod de to ledende politifolk.
Det kommer dog først til at ske, når en anden undersøgelse er færdig.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed er nemlig ved at undersøge de samme to politifolk, der også er sigtet for at have afgivet falsk vidneforklaring i retten i en anden del af Tibet-sagen.
- Rigspolitiet afventer statsadvokatens vurdering, før der tages stilling til et disciplinært ansvar, oplyser Rigspolitiet i dag.
Tidligere vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen nægter sig skyldig i denne del af sagen, oplyser advokat Anders Németh.
Politiforbundet: Politifolk bliver syndebukke
Politiforbundet ærgrer sig også over, at politifolk gøres til syndebukke i Tibet-sagen.
- Efter min mening er der brugt enorme ressourcer på at lukke en politisk møgsag, som også trak spor gennem absolut højeste embedsmandsniveau, siger formand Claus Oxfeldt i en officiel erklæring.
- Det siger jeg ikke for at forsvare de navngivne politifolk. Det siger jeg, fordi de alene tager skraldet i en meget principiel sag, hvor såvel politik som PET spiller en stor og afgørende rolle.
Han mener, at det er for tidligt at spå om konsekvenserne.
- Men jeg er overbevist om, at de fleste politifolk noterer sig det her som en sejr for det system, som på den ene side gerne vil have dem til at løse opgaver, og på den anden side efterlader dem alene med ansvaret, så snart det får konsekvenser, siger Claus Oxfeldt.