1. november: Tilsynsrådet begærer tiltale rejst mod Brixtofte Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt begærer over for bagmandspolitiet - Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet - tiltale rejst mod Peter Brixtofte for at have optaget to lån på tilsammen 450 millioner kroner uden om byrådet.
10. oktober: Byrådsmedlemmer overtrådte loven De 19 medlemmer af byrådet i Farum, som det så ud før 1. januar i år, brød loven i forbindelse med deres byrådsarbejde, fastslår Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt. De forsømte deres pligt til at reagere over for bevillingsoverskridelser. Tilsynsrådet har taget initiativ til sanktioner over for alle 19. Ifølge byrådsmedlem Bent Jensen (V) er der tale om, at Tilsynsrådet vil forsøge at idømme byrådsmedlemmerne dagbøder.
8. juli: Sagsanlæg mod byrådsmedlemmer Tilsynsrådet i Frederiksborg Amt truer med sagsanlæg mod hvert enkelt byrådsmedlem i Farum, hvis de ikke personligt kan dokumentere, at de har levet op til deres forpligtelser til at føre tilsyn med kommunens økonomi.
5. juli: Embedsmand søger sin afsked Farum Kommunes ordførende direktør Leif Frimand søger byrådet om sin afsked på grund af sygdom. Leif Frimand er den eneste embedsmand i kommunen, der sammen med tidligere borgmester Peter Brixtofte (V) er sigtet af bagmandspolitiet for mandatsvig.
2. juli: Ny sag for bagmandspolitiet Bagmandspolitiet går ind i sagen om kommunens pensionistrejser. Farum Kommune har tilsyneladende entreret direkte med en udenlandsk rejseagent, hvilket er i strid med loven om rejsegaranti. Samtidig har kommunen forudbetalt 1,8 millioner kroner til en tyrkisk rejsearrangør i forbindelse med 400 Farum-pensionisters ferie i Cesmé i Tyrkiet.
29. juni: Kommunen betalte mobiltelefoner Byrådsmedlem Morten Pflug lækker til B.T., at en række af Peter Brixtoftes nærmeste venner og medarbejdere har fået en kommunal mobiltelefon og fået betalt deres gigantiske telefonregninger med skatteborgernes penge. På et enkelt år løb regningen for de 10 telefoner op i ikke mindre end 199.757,16 kr.
28. juni: Regnskab i Farum afslører kæmpe underskud Farum Kommune offentliggør det længe ventede regnskab for 2001. Det viser et alarmerende underskud på 85 millioner kroner. Beløbet ryster flere byrådsmedlemmer, fordi der oprindelig var budgetteret med et underskud på blot 2 mio. kr., men det enorme forbrug i kommunen har ført til et underskud, der er 83 mio. kr. større end forventet.
26. juni: Nye bilag offentliggøres Farum Kommune offentliggør i den fjerde store ladning bilag. Det drejer sig denne gang om i alt 949 bilag fra informationskontoen. Bilagene afslører bla. at Peter Brixtofte lod Farums skatteborgere betale for det mindeord, som han i eget navn indrykkede i Jyllands-Posten for den tidligere formand for Venstres Vælgerforening i Farum, Gerd Jochimsen. Regningen lød på små 3000 kroner. Det kommer også frem, at Farum Kommune købte ikke mindre end 170 eksemplarer af Peter Brixtoftes to år gamle bog med titlen "Et Opgør med 13 Tabuer - En Handlingsplanfor Danmark".
19. juni: Gældsaftale med Farum Boldklub underkendes Det borgerlige flertal i Farum Kommune indgår en økonomisk aftale med Farum Boldklub om en afdragsordning for fodboldklubbens gæld til kommunen på i alt 2.258.000 kroner. Men Hele det økonomiske fundament for aftalen er ulovlig,fastslår Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt.
17. juni: Flertal for undersøgelseskommission Et flertal i Folketinget vil uden om regeringen have nedsat en kommissionsundersøgelse af Farum-sagen, der blandt andet skal kigge nærmere på Tilsynsrådets og Indenrigsministeriets gøren og laden. Flertallet består af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten.
12. juni: Farum stopper pensionistrejser Et bredt flertal i Farum Byråd beslutter, at sætte en stopper for Farums pensionistrejser.
11. juni: Afviser uvildig undersøgelse af tilsyn Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser et krav fra en gruppe Farum-borgere om at nedsætte en undersøgelseskommission til at kulegrave tilsynsmyndighedernes ansvar for, at Farum Kommuneøkonomisk er kørt af sporet.
7. juni: Tilsynsråd truer byråd med tvangsbøder Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt skruer bissen på overfor medlemmerne af Farum Byråd: Hvis ikke byrådet senest den 30.juni kommer med en plan for en uvildig undersøgelse af forholdene i kommunen, vanker der tvangsbøder. Rådhuset i Farum giver aktindsigt kontoudtog fra kommunens kreditkort. De giver et tydeligt billede af, at topembedsmænd i kommunen har deltaget aktivt i det overforbrug af skattekroner.
6. juni: Bagmandspolitiet ind i ny sag Bagmandspolitiet undersøger, om Farum Kommune har overtrådt straffeloven ved at afgive forkerte oplysninger i forbindelse med aktivering af ledige. Det sker efter skarp kritik fra Folketingets Ombudsmand.
4. juni: Brixtofte ekskluderes fra Venstre i Farum Brixtofte mister endnu et politisk ståsted da bestyrelsen for Venstre i Farum vælger at ekskludere ham fra partiet. Det har den ellers tidligere nægtet. Beslutningen er tæt på at splitte Venstregruppen i Farum. Flere gruppemedlemmer annoncerer, at de vil forlade gruppen i protest. Det sker 3 dage senere, hvor fem medlemmer forlader partiet. De fem er 2. viceborgmester Marianne Helslev, Hüseyin Tas,Berit Torm, Bent Jensen og Ketty Træholt. Også Venstres 1.suppleant Marina Vitagliano forlader partiet.
30. maj: Farum må selv betale Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen slår fast, at Farums skatteborgere selv må for det gabende hul i kommunekassen, som Peter Brixtofte har efterladt.
29. maj: Peter Brixtofte på afvænning i USA Peter Brixtofte søger professionel hjælp for sit alkoholmisbrug i USA.
29. maj: Brixtoftes højre hånd sigtes Bagmandspolitiet sigter Peter Brixtoftes nærmeste medarbejder og kommunens topchef, ordførende direktør Leif Frimand, for mandatsvig.
27. maj: Venstre i Farum har tillid til Brixtofte På et møde i den lokale vælgerforening i Venstre i Farum beslutter medlemmerne, at Peter Brixtofte ikke skal ekskluderes. Dermed overhører Venstre i Farum de kraftige henstillinger fra statsminister Anders Fogh Rasmussen om at skille sig af med Peter Brixtofte.
21. maj: Farum smidt ud af internationalt netværk Som en direkte følge af de mange sager bliver Farum kommune smidt ud af det internationale netværk Cities of Tomorrow. Siden 1995 har Farum været med i det internationale samarbejde, der består af 15 af de mest visionære kommuner i verden, når det drejer sig om at udvikle det lokale demokrati.
19. maj: 8,5 mio. kr. på repræsentation i 2001 Farum kommunes beregninger afslører at der alene i 2001 er brugt 3,8 millioner kroner på fire nordsjællandske restauranter. Samlet kan repræsentationsudgifterne i 2001 gøres op til 8,5 millioner kroner.
17. maj: Sportsarrangementer for skattepenge Nye bilag bekræfter, at Farum har trukket store sportsarrangementer til byen i kraft af massiv økonomisk støtte på skatteborgernes regning. Motionscykelløbet "Ritter Classic" kostede Farum-borgerne næsten 200.000 kroner. Også afholdelsen af den internationale bordtennisturnering "Danish Open", samt Danish Open i badminton har kostet dyrt for kommunen.
15. maj: Peter Brixtofte vil skrive en bog Peter Brixtofte bedyrer sin uskyld og uvidenhed omkring de mange bilag for dyre vine, og han erklærer, at han vil skrive en bog.
14. maj: Brixtofte ekskluderet af Venstres folketingsgruppe Venstres folketingsgruppe besluttede at ekskludere Peter Brixtofte, og han kan dermed fortsætte i Folketinget som løsgænger. Beslutningen vedrører alene medlemskab i folketingsgruppen, en eksklusion af partiet er op til den lokale vælgerforening i Farum. Statsminister Anders Fogh Rasmussen opfordrer vælgerforeningen til at tage skridt til en eksklusion, men vælgerforeningen afviser umiddelbart.
13. maj:Lars Carpens vælges overraskende som ny borgmester Lars Carpens vælges overraskende som ny borgmester med 11 af byrådets i alt 19 stemmer. For Carpens stemte de 10 Venstre-medlemmer samt den konservative Per Edrén, mens de fire SF'ere og to socialdemokrater stemte imod. Løsgængerne Paul Wachtell og Morten Pflug undlod at stemme. Dagene inden havde Venstres gruppe ellers været enige om at pege på Henrik Jerger som borgmesterkandidat.
8. maj: Pressen fik aktindsigt i kommunens repræsentationskonto En længe ventet aktindsigt i Farum Kommunes repræsentationskonto åbenbarede et overvældende forbrug af dyr vin og middage for blandt andet Venstres byrådsgruppe. Samtidig vælger formanden for Venstres vælgerforening i Farum, Jens Hoffmeyer, at trække sig. Hoffmeyer har gennem de seneste måneder været en af Brixtoftes stærkeste støtter. I en pressemeddelelse forklarer han, at årsagen er indenrigsministerens stadfæstelse af byrådets suspension.
6. maj: Indenrigsministeren stadfæster suspension Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen vælger at stadfæste den suspension, som byrådet besluttede at anbefale den 20. marts. Indenrigsministeren lægger vægt på tre punkter i sin stadfæstelse af suspensionen. Først og fremmest det ulovlige lån på 250 millioner kroner, som kom for dagen den 17. februar, desuden det faktum, at Brixtofte har givet vildledende oplysninger til byrådet om kommunens reelle kassebeholdning, og sidst men ikke mindst, at borgmesteren har nægtet at optage et punkt på byrådsdagsordenen, som Socialdemokratiets Sabine Kirchmeier-Andersen havde krævet.
24. april: Farum under administration i otte år Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen godkender den genopretningsplan, der betyder, at Farum Kommune vil være under administration i otte år.
9. april: Bagmandspolitiet sigter Brixtofte Selvom efterforskningen af Farum-sagen langt fra er slut, har bagmandspolitiet allerede nu sigtet Peter Brixtofte. Statsadvokat Henning Thiesen ønsker ikke at oplyse, hvad sigtelsen lyder på. Det er første gang, en dansk borgmester risikerer at blive straffet for misbrug af skattekroner.
20. marts: Suspension af Brixtofte vedtages, byrådet peger på Wachtell På et ekstraordinært byrådsmøde beslutter Farum Byråd at anbefale en suspension af Peter Brixtofte og peger i stedet på Paul Wachtell som borgmester. Suspensionen skal godkendes i Indenrigsministeriet, inden den formelt træder i kraft. Bag beslutningen i Farum Byråd står Socialdemokratiet, SF, De Konservative, de to Venstre-medlemmer Erik Fuchs og Morten Pflug, og Paul Wachtell, der oprindelig var medlem af Borgerlisten, men som undervejs i sagen er blevet løsgænger.
19. marts: Indenrigsministeriet beregner 200 mio. kr. i underskud om året Brixtofte og Farum Kommune mødes med Indenrigsministeriet, hvor ministeriet fremlægger beregninger, som viser, at Farum frem til 2009 vil have et løbende driftsunderskud på 200 mio. kroner om året.
15. marts: Flertal peger på Paul Wachtell Konstellationerne i Farum byråd ændrer sig, da Paul Wachtell fra Borgerlisten skaber alliance med Venstre-gruppen. Det betyder, at flertallet for Erik Fuchs er væk, og Wachtell nu har flertal. Alliancen har Paul Wachtell som borgmesterkandidat.
11. marts: Flertal peger på Fuchs som borgmester Et flertal i Farum Byråd peger på Erik Fuchs (V) som "skyggeborgmester", hvis det lykkes at få suspenderet borgmester Peter Brixtofte.
10. marts: Byrådet stemmer for at suspendere Brixtofte Et flertal på 10 ud af byrådets 19 medlemmer bliver enige om at anbefale en suspension af Peter Brixtofte som borgmester.
28. februar: Farum skal deponere over 600 millioner kroner Farum Kommunes økonomi er på vej til at vælte omkuld. Kommunen skal senest om en måned deponere mellem 600 millioner kroner og en milliard for byggerierne af de to store sportsanlæg Farum Arena og Farum Park, fastslår Tilsynsrådet.
23. februar: 9 mio. hemmelige kroner til entreprenør Farum kommunes ordførende direktør Leif Frimand har i hemmelighed og bag om ryggen på både økonomiudvalget og byrådet i Farum udbetalt knap ni millioner kroner til Peter Brixtoftes gode ven, entreprenør Kay Wilhelmsen for et byggeri, der slet ikke var gået i gang, skriver B.T. Pengene var blot et kommunalt udlæg for de udgifter, som Kay Vilhelmsen har haft i projekteringsfasen, påstår Brixtofte.
21. februar: Besøg fra julemanden Af en økonomioversigt for Farum Boldklub fremgår det, at klubben opererer med indtægter fra julemanden på 600.000 kroner i både 2000 og 2001. Flere medlemmer af Farum Byråd vil nu have undersøgt, om julemanden reelt er Peter Brixtofte, der har kanaliseret penge fra kommunekassen til Farum Boldklub.
19. februar: 100 millioner kroner hævet fra båndlagt konto Ifølge B.T. har Peter Brixtofte, foruden at optage et hemmeligt lån på 250 millioner kroner, hævet 100 millioner kroner fra en båndlagt konto med deponerede midler, der blandt andet stammer fra salget af kommunens rensningsanlæg. Pengene er trukket uden om byrådets økonomiudvalg. Det kan ifølge formand for Tilsynsrådet i Frederiksborg Amt, stiftamtmand Christian Trønning, føre til en politisag mod Peter Brixtofte for grov pligtforsømmelse. Samme dag sættes Farum Kommune under administration. Det sker efter et møde mellem Peter Brixtofte og indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
17. februar: Brixtofte lånte hemmeligt 250 millioner kroner Lånet blev optaget sidste år og bag ryggen på økonomiudvalget i Farum kommune. Et byrådsmedlem vil ikke udelukke at Peter Brixtofte holdes personligt ansvarlig. Med oplysningen om det seneste lån har Farum Kommune muligvis et underskud på over en milliard kroner.
14. februar: Brixtofte vender hjem - Kommunen enes om undersøgelse. På et økonomiudvalgsmåde bliver Farum Kommune enige om at sætte en uvildig juridisk og økonomisk analyse af forholdene i kommunen i gang. Brixtoftes beslutninger skal desuden granskes nærmere. Peter Brixtofte vender hjem efter en uges sygeorlov på Lanzarote.
12. februar: Brixtofte annullerer sygeorlov Peter Brixtofte vælger at droppe den bevilgede sygeorlov på tre måneder og vender tilbage som borgmester. Desuden beslutter han, at han ikke vil genopstille til Folketinget, at han går som formand for Farum Boldklub, og at han vil ikke drikke rødvin i arbejdstiden.
11. februar: Farum bag kommunalt lønfup Det bliver afsløret, at Farum Kommune i årevis har rodet sin egen økonomi sammen med lønkassen i det private aktieselskab Farum Boldklub A/S. Kommunen har betalt offentlige lønkroner til medarbejdere, der var ansat i Farum Park, som ejes af Farum Boldklub.
10. februar: Bagmandspolitiet går ind i sagen Bagmandspolitiet undersøger Farums sygemeldte borgmester, Peter Brixtofte (V), for mandatsvig. Kort før klokken 21 lørdag den 9. februar slog Hillerød Politi og Bagmandspolitiet i fællesskab til mod mindst ni adresser i og omkring Farum. Blandt andet blev Rådhuset og Peter Brixtoftes bolig ransaget. Politiet sikrede sig dermed beviser i sagen mod den bortrejste borgmester.
9. februar: Overtræder EU-regler for udbud Klagenævnet for Udbud fastslår, at Farum Kommune overtrådte EUs regler om udbud, da kommunen byggede det store sportscenter Farum Park og Arena til 600 millioner kroner. Overtrædelsen kan indebære et erstatningsansvar for kommunens politikere.
8. februar: Pensionistrejser en pengemaskine Nye beskyldninger afsløres i B.T. Farum Kommune betaler en overpris for rejserne til arrangøren Alletiders Rejser. Til gengæld tegnede rejseselskabet så et sponsorat på en halv million kroner i Farum Boldklub, hvor kommunens borgmester Peter Brixtofte var formand. Rejserne kostede ifølge B.T. reelt knapt 5000 kroner, men Farum Kommune betalte alligevel godt 7.800 kroner per rejse. Fidusen blev stoppet, da rejseselskabet fik ny direktør.
7. februar: SF melder Brixtofte til politiet for mandatsvig Farums borgmester Peter Brixtofte bliver meldt til politiet af SF i Farum for mandatsvig. Det påstås, at Brixtofte med overlæg har givet ordre til, at købet af et areal ved Farum bevidst skulle betales én dag for sent. Dermed fik sælger, en god ven af Brixtofte, 325.000 kr. af kommunen. Tidligere teknisk direktør i Farum Kommune Jørn Frederiksen bekræfter, at han fik ordren til at betale en dag for sent, og også han melder Brixtofte til politiet. Samme dag vælger Brixtofte at tage sygeorlov i tre måneder efter råd fra sin læge og af hensyn til familie. Han skriver i en ny pressemeddelelse torsdag aften, at han føler sig udsat for en ensidig hetz fra B.T. Venstres byrådsgruppe i Farum beslutter torsdag aften enstemmigt at pege på Henrik Jerger til konstitueret borgmester i stedet for Peter Brixtofte. Tidligere har viceborgmester Per Edren krævet, at han skulle overtage posten for at indlede en undersøgelse af beskyldningerne.
6. februar: Artikler i B.T. afslører fusk med regnskaber Ifølge avisen har Brixtofte fabrikeret falske fakturaer for millioner, ført dobbelt bogholderi og opdigtet mødeudgifter, der skulle dække over et luksusforbrug af vine og restaurantbesøg. Borgmesteren har, ifølge B.T., uretmæssigt sendt regninger fra møder i Farum Boldklub, hvor han er formand og aktionær, til kommunen. På én af regningerne bliver vinudgifter på over 30.000 kroner skrevet på som "dagarrange- menter" for at sløre, hvad pengene reelt er gået til. |