Restaurant Sepp, der er opkaldt efter tidligere landstræner Sepp Piontek, åbnede 23. oktober 2000. Restauranten ligger i Farum Park og er blevet drevet af Farum Boldklub. Peter Brixtofte har som formand for Farum Boldklub kontor i Farum Park, der ud over restauration også er hotel og konferencelokaler. Restaurationschef Søren Hjorth, der tidligere har været turistchef i Farum, tiltrådte den 4. januar i år. |
Den eksklusive restaurant Sepp er Peter Brixtoftes, yndede spisested. Pressens nyvundne aktindsigt i kommunens repræsentationskonto afslører, at Farum Kommune med borgmester Peter Brixtofte i spidsen, i løbet af de seneste to år har købt over 4800 flasker god vin til en samlet pris af knapt 700.000 kroner, som blev trukket over kommunens repræsentationskonto.
En lille del af vinene er brugt til gaver, men langt hovedparten er konsumeret i forbindelse med borgmesterens møder på Restaurant Sepp, hvor Peter Brixtofte angiveligt havde en aftale om at kunne drikke vine fra kommunens eget vinlager i kælderen mod at betale en såkaldt prop-pris på typisk 200 kroner flasken til restauranten.
Restaurationschef Søren Hjorth, der tidligere har været turistchef i Farum, tiltrådte den 4. januar i år - efter de påståede dyre frokoster og middage skulle være fundet sted. Han tror, at der kan være tale om en fejl fra restaurantens side, når regningerne havnede hos kommunen.
Peter Brixtofte brugte konferencelokalerne i Farum Park, både når han holdt møder som borgmester og som formand for Farum Boldklub. Det kan være årsagen til, at regningen på 63.000 kroner fra et besøg i restauranten i marts 2001 blev sendt til Farum Kommune.
Ifølge Søren Hjorth havde Brixtofte sin borgmesterkasket på i ni ud af ti møder i Farum Park. Kun i få tilfælde er han der som formand for Farum Boldklub.
- Vi kan have taget fejl af en regning og sendt den til Kommunen i stedet for til Boldklubben, siger Søren Hjorth, mens han viser rundt i de flotte konference- lokaler, som Brixtofte benytter, og restauranten, hvorfra man kan skue ud over stadion.
PBX, som er skrevet med håndskrift på den omtalte regning, er nemlig også Peter Brixtoftes initialer i Farum Boldklub, forklarer Søren Hjorth. Han tror dog ikke, at den interne undersøgelse vil belyse sagen.
- Hvem har ekspederet regningen, er vedkommende stadig i huset, og kan han eller hun huske en regning fra marts sidste år?, spørger Søren Hjorth.
Restaurationschefen understreger, at restauranten for fremtiden vil være langt mere opmærksom på, at regninger bliver sendt de rigtige steder hen, så der ikke opstår flere tvivlstilfælde. Søren Hjorth oplyser i øvrigt, at han har sænket priserne på de dyreste vine.
Den dyreste vin koster nu "kun" 750 kr. Før kostede nogle af de vine, som Brixtofte købte, ca. 8000 kr. ifølge de regninger, som B.T. er kommet i besiddelse af. |