Da jeg møder Theis, er han en fyr med helt vildt mange jern i ilden, men det virker til, at han har styr på det.
Han er vildt udadvendt og fyldt med sjove ideer og tanker. Han er mega social og engageret i en masse ting. Jeg tænker: Wow, gid jeg kunne alle de ting.
Jeg er virkelig imponeret.
Jeg synes dog, at han drikker lidt meget, når han er sammen med sine venner. Så han har ofte tømmermænd, når vi skal være sammen, hvilket er ret nederen, når man er nyforelsket og bare vil være sammen.
Jeg har lige mødt ham, så jeg kender ham jo ikke så godt og tænker, at det nok bare er sådan, han gør, når han er sammen med sine venner.
Sammenbrud
Som jeg lærer ham bedre at kende, fornemmer jeg, at han drikker i de her sammenhænge for overhovedet at kunne holde ud at være der. Og jeg kan godt mærke, at ikke kan overskue så meget.
Der er flere og flere dage, hvor han simpelthen ikke møder op på studiet. Han tager flere dage hjemme, og jeg kan komme hjem til ham, hvor han har ligget hele dagen på sofaen og set NCIS eller en eller anden serie.
En dag bryder han helt sammen.
Vi ligger i sengen, og han skal op til et eller andet, men det er tydeligt, at han ikke har lyst til det. Det er ikke sådan, at han begynder at græde helt vildt. Men han kan virkelig ikke overskue det.
Jeg spørger ham, hvad der sker, og han bliver rigtig ked af det og synes, at det hele er forfærdeligt. Det er mega skræmmende, for jeg har jo ikke set ham så sårbar før.
Jeg har selv været ramt af stress og kender rigtig mange, der har været det, så jeg tænker, at det godt kan være det. Jeg ved, man ikke bare kan ignorere det. At man bliver nødt til at tage hånd om det. Så jeg beder ham om at ringe til en læge.
Smilet og det gyldne skær
Det er to år siden, at jeg mødte Theis, og få uger senere blev ham ramt af stress. Jeg kendte ham jo ikke og troede, at det var sådan, han var.
Han var stadig dejlig, og da han brød sammen, tænkte jeg jo bare, at jeg skulle være der for ham. Jeg var så nyforelsket. Men når jeg tænker tilbage på det og ved, hvordan Theis er, når han ikke har stress, så kan jeg godt se, at der var nogle tegn på, at han ikke havde det godt.
Lige da jeg mødte ham, lagde jeg mærke til, at hans smil vendte nedad. Det havde jeg ikke set hos nogen før, men tænkte jo bare, at han smilede sådan. Det var lidt interessant.
Han havde heller ikke det der særlige gyldne skær, som jeg jo synes, at han har omkring øjnene nu.
Han var mere mut og kunne ikke overskue noget.
Dobbelt dårlig samvittighed
Der var ingen tvivl om, at han ikke kunne forlig sig med, at han havde stress. Han var jo vant til at lave så meget. Studie, frivilligt arbejde og venner. Og være sammen med mig.
Så Theis havde dårlig samvittighed over, at han ikke kunne overskue mig eller nogle andre.
Når jeg tænker tilbage på det nu, så var det sådan lidt ’hot and cold’-agtigt. Nogle gange var der rigtig meget kontakt, og nogle gange kunne der gå to døgn, hvor der ingen kontakt var. Hverken på Facebook, Snapchat, sms eller andet.
Det var jo ikke særlig fedt. For jeg bekymrede mig også over, hvordan han havde det, og hvad han gik og tænkte på.
Jeg vidste jo egentlig godt, at han bare lå i sin seng og sov 18 timer ud af døgnets 24, så serier og ikke så meget andet.
Men Theis talte ikke så meget om sine følelser, og jeg kunne ikke trække det ud af ham. Det havde han ikke behov for, men jeg havde lyst til, at han skulle have behov for det, fordi jeg ville være en del af det.
Rationelt kunne jeg jo godt forstå, at han ikke kunne overskue noget, men følelsesmæssigt føltes det jo stadig som at blive valgt fra. Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg kunne tænke sådan, og jeg tror heller ikke, at jeg sagde det til ham.
Det var pinligt, at jeg havde det sådan. Jeg sad og var ked af det og sur over, at han ikke kunne overskue mig, mens han jo havde det rigtig dårligt.
Skulle ikke tænke skidt om Theis
Men jeg lod ham gøre det, han havde brug for.
Når han havde brug for de her dage, hvor han ikke snakkede med nogen, heller ikke med mig, så gav jeg ham plads til det, selv om jeg synes, det var megahårdt. Jeg ville jo se ham hele tiden og vise ham frem til familie og venner, men det blev nødt til at blive i hans tempo.
Jeg talte ikke så meget med andre om, hvordan Theis havde det.
Jeg synes jo, at der var en grænse for, hvad jeg kunne fortælle til mine veninder om min kæreste. Jeg havde ikke lyst til, at de skulle have et dårligt indtryk af ham.
Vi havde rigtig mange lørdage, hvor vi bare var derhjemme, og jeg tror, at Theis tit brugte mig som undskyldning for at sige nej til en anden aftale.
Jeg sagde ofte bare, at Theis havde tømmermænd.
Smilet vendte
Der gik mere end et halvt år, før hans smil begyndte at vende opad. Der kom faktisk et rigtigt smil. Det havde jeg ikke set før.
Og jeg kunne se det gyldne skær om Theis’ øjne.
Der var pludselig et helt andet overskud. Jeg kunne komme hjem, og så havde han lavet aftensmad eller planlagt noget, vi skulle. Vi gik lange ture ved vandet. Vi fangede krabber. Det havde vi ikke gjort før. Han var bare mere glad og kunne overskue mere. Der blev færre af de dage, hvor jeg ikke kunne komme i kontakt med ham.
Theis fik det bedre, som tiden gik. Det var godt, at tiden bare gik.
Men han havde ingen forkromet plan over, hvad der skulle ske, og det kunne lige så godt have været, at han var blevet i det sorte hul og skulle bruge en psykolog til at hive ham op af det.
Det var vildt frustrerende, at han aldrig gik til den psykolog. Jeg tror, at det kunne have hjulpet helt vildt meget.
Nu klarede han det jo selv, hvilket er mega sejt, men jeg kan da godt være lidt bekymret for, om det kan ske igen.
Er du ok?
Vi lever i et samfund, hvor det er svært at undgå stress. Det hele går bare så stærkt, og man kan sgu ikke vide sig sikker.
Jeg tror ikke, at det kommer som en bombe lige pludselig, men der kan komme pres fra så mange andre sider.
Hvis det ikke er frivilligt arbejde og studiet, der presser en, så er det måske pludselig familie, fritid og venner, der gør det.
Både Theis og jeg kan godt være stressede i perioder, men det kan vi også godt tåle, så længe det ikke er hele tiden. Vi er blevet meget opmærksomme på, når vi bliver for pressede, fordi vi begge to har været der. Men så er vi ærlige over for hinanden, og så er det ok at sige stop, når der kommer for meget.
Hvis Theis har travlt i en periode, så prøver jeg at tage mere fra herhjemme eller sætte mine forventninger til ham lidt ned. Jeg giver plads til, at der er noget andet end os, der fylder.
Når jeg kan mærke på ham, at han ikke er helt ok, så spørger jeg, om han er træt, eller om det er noget andet. Det er vigtigt at spørge. Jeg håber også, han synes, det er ok, at jeg spørger, om han er ok.
Jeg gør det jo af kærlighed.