Jeg er ikke i tvivl, da jeg får et tilbud om at være fuldtidsfrivillig i Studenterrådet ved Københavns Universitet.
Det er en stor mulighed med mange spændende opgaver og meget ansvar.
Det vil tage meget tid, men jeg kan sagtens klare det ved siden af fysikstudiet. Jeg skal bare læse lidt mindre. Så går det. Tænker jeg.
Og det går godt. Jeg har længe været aktiv i ungdomspolitik og Ungdommens Røde Kors, og det er jeg fortsat, efter jeg er flyttet til København. Jeg er også begyndt i Mellemfolkeligt Samvirke, og jeg bruger meget tid på at få nye venner og finde mig tilrette i min nye hjemby.
Sådan kører det i et år. Travlt, men jeg klarer det. Indtil jeg ikke klarer det mere.
I sommeren 2015 begynder jeg at misse aftaler i højere grad, end jeg plejer. Jeg kan se, at der står en masse i min kalender, men jeg er ikke i stand til gøre det. Jeg kan ikke overskue det, og det begynder at gå op for mig, at der er noget galt. Men jeg ved ikke, hvad der sker.
Det er nok bare mig, der er svag, tænker jeg. Jeg bliver rigtig vred på mig selv, for jeg kan ikke forstå, hvorfor i al verden jeg ikke kan finde ud af ting, som jeg har klaret indtil videre. Hvorfor kan jeg ikke svare på mails eller deltage i møder? Og hvem skal nu gøre alt det, som jeg ikke kan?
Jeg får en enorm skyldfølelse over for de mennesker, der er afhængige af mig. For hvem skal nu gribe alle de bolde, som jeg har kastet op i luften?
Jeg prøver at tage et par dage fri og laver heller ikke noget i efterårsferien i et håb om, at jeg kan komme i gang igen. Det hjælper ikke. Jeg får det værre. Kan slet ikke overskue noget.
Så jeg trækker stikket. Melder mig ud af alt. Ngo’er. Studiet.
De mails, jeg svarer på, svarer jeg med: ’Jeg kan ikke. Jeg er ude’. I november kommer jeg ikke længere på studiet.
Jeg laver ingenting.
Jeg giver mig plads til at lave ingenting.
Tiden skal bare gå, så får jeg det bedre. Tænker jeg.
I starten af januar melder jeg mig officielt ud af studiet. Min kæreste overtaler mig til at besøge en læge.
Jeg har stress. Og en smule angst. Men ikke depression.
Så min læge anbefaler mig at besøge en psykolog. Han giver mig en liste med navne, jeg kan ringe til, og så er det op til mig.
Jeg ringer ikke.
Jeg har en ide om, at jeg selv kan håndtere det, hvis jeg bare får lov til at slappe lidt af. Så falder det til ro, siger jeg til mig selv.
Det gør det ikke.
Jeg får voldsom hjertebanken, og jeg begynder at græde helt vildt. Som jeg aldrig har gjort hverken før eller siden.
Jeg ryster, når jeg skal være sammen med andre mennesker, og jeg er nærmest ikke i stand til at tale med dem. Hvis jeg alligevel er sammen med andre mennesker, så reagerer min krop ved at ryste endnu mere bagefter.
Jeg havde det virkelig skidt i cirka fem måneder, fra december 2015 til marts 2016.
Jeg husker det som om, at tiden fløj afsted, og der var dage, hvor jeg slet ikke kom op af sengen. Jeg nåede knap at vågne, før mørket sænkede sig, og dagen var gået. Men jeg kunne godt leve med det. Tiden gik, og det var måske lige præcis det, der skulle ske.
Jeg lagde min telefon et sted, hvor jeg ikke kunne høre lydene, og jeg meldte mig aktivt fra Facebook. Det lyder mærkeligt, men jeg lukkede ned for alle steder, hvor der var mulighed for at skulle interagere med andre mennesker.
Jeg lavede en del papmaché og foldede origami-figurer bare for at få tiden til at gå med et eller andet end at se fjernsyn. Det var fem måneder af mit liv, hvor tiden bare gik. Det virker som en vild periode, når jeg tænker tilbage på det. Det er et forfærdeligt kapitel af mit liv. Det var ikke en god afslutning på mit studie eller på det frivillige arbejde i Studenterrådet.
Det var enormt hårdt at melde sig ud efter at have brugt 10 år af mit liv på at være aktiv. Det var enormt hårdt, at jeg ikke længere var i stand til det.
Jeg havde mødt min kæreste kort tid forinden, og det var det eneste lyspunkt, der var i den tid.
Tiden gik, og det var nok det, der skulle til for mig. Jeg ved ikke, om det er den rigtige strategi, men det har virket for mig. Jeg meldte mig ud af alt og gav mig tid og plads til at lave ingenting.
Det er nok for tidligt at sige, at jeg ikke længere kan få stress, men jeg føler mig langt mere afslappet end for halvandet år siden. Jeg tør deltage i ting igen og kaste mig ud i nye udfordringer.
Det ligger stadig og ulmer, og der skal ikke så meget til, før det kammer over. Et af mine mål for det kommende år er også at komme til at snakke med en psykolog om det.
Jeg skal være sindssygt opmærksom på, hvad jeg laver.
Det har hjulpet mig meget at sætte struktur på, alt hvad jeg laver. Jeg slæber rundt på en gammeldags notesbog, hvor jeg skriver alt ned. Når jeg skal mødes med en ven, klippe skægget, til eksamen eller kysse Freja.
Når jeg skriver ned, hvad jeg skal, så kan jeg glemme alt om det, indtil jeg skal gøre det. Jeg behøver ikke at spekulere over, hvad jeg skal. Stress kan være at have en masse opgaver, der cirkulerer i hovedet, og som man aldrig nogensinde får sluppet. Selv om du sidder og ser Barnaby en lørdag aften, så tænker du stadig over den mail, du skal sende på mandag. Hvis man får det skrevet ned, kan man slippe det.
Der gik dog lang tid, før jeg kunne slippe vreden.
Det tog rigtig lang tid at overbevise mig selv om, at det ikke var min skyld, og at det ikke var mig, der havde fejlet. Og så stod jeg pludselig med en masse vrede, som jeg ikke kunne kanalisere ind mod sig selv.
Hvor skulle jeg så rette min vrede hen?
Jeg var sur på studiet. Hvorfor tog min bachelorvejleder ikke fat i mig? Hvorfor var der ikke andre fra studiet, der gjorde det? Der var ingen opfølgende spørgsmål, da jeg meldte mig ud. Der var ingen, der spurgte hvorfor. Jeg var også sur på dem, jeg lavede det frivillige arbejde sammen med. Der var et langt forløb, hvor jeg stort set ikke holdt en eneste fridag, og hvor der var en forventning om, at jeg skulle svare på sms’er inden for en time.
Men jeg er ikke sur mere. De vidste jo heller ikke, hvad man skulle gøre. Vi lærer jo ikke at håndtere stress. Jeg har selv set flere studerende gå ned med stress, og jeg tænker sgu ikke så meget over det. Når folk bliver ramt af det, forsvinder de. Vi kommer ikke til bunds i det. Vi accepterer bare, at folk forsvinder.
Jeg kan selv mærke, at der er noget skamfuldt over, at jeg har haft stress. Det er et nederlag for mig, og jeg har svært ved at se nogle af mine gamle studiekammerater i øjnene. Når jeg lader fornuften tale, så ved jeg da godt, at de ikke ser ned på mig. Mange af dem kender slet ikke min historie. Det foregår inde i mit hoved alt sammen.
Men nu må jeg se, om det, jeg har bygget op, holder.
Livet er simpelthen for kort til at gå at spekulere på, om jeg får stress igen.