Jeg vil være musiker.
Derfor var det et skridt mod min drøm, da jeg kom ind på musikalsk grundkursus. Der var mange til optagelsesprøve, og jeg var en af de få, der kom ind. Jeg var den eneste på min linje.
Kravene fra lærerne var høje, men nok ikke så høje som mine egne forventninger til mig selv.
Jeg blev nødt til at vise, at jeg fortjente pladsen. Det hele skulle være perfekt. Jeg ville nå det hele, men det kunne jeg bare ikke.
En dag kunne jeg slet ikke noget. Intet.
Min mor har haft stress og har fortalt, at det pludselig bare var der en dag, da hun vågnede op. Det undrede mig, at det kunne ramme så hurtigt og voldsomt.
Men det var virkelig voldsomt, fandt jeg ud af:
Jeg vågner op og skal i skole. Jeg rejser mig fra sengen og er på vej ud af døren i mit værelse. Så kan jeg mærke, at min krop står helt af. Jeg kan overhovedet ikke bevæge mig. Jeg prøver at komme ud af døren, men min krop kan ikke. På en eller anden måde kommer jeg tilbage i sengen, hvor jeg føler det, som om jeg falder ned i stort hul og rammer bunden fuldstændig. Jeg græder virkelig voldsomt og ryster. Jeg bliver svimmel, og det hele kører bare rundt.
Så falder jeg i søvn.
En time senere kommer min mor op og spørger, om jeg ikke skal i skole. Jeg bryder sammen og kan slet ikke sige noget. Hun lader mig ligge, og så sover jeg i 18 timer i streg.
Det føles som en meget mærkelig drøm, da jeg vågner. Jeg forstår ikke, hvordan jeg kan sove i så lang tid, og jeg forstår ikke, hvad der sker med mig. Det føles som om, det er verdens ende. Livet er slut, og der er ikke mere at komme efter. Nu skal jeg bare ligge her. Der er noget helt galt, og jeg begynder at græde igen.
Jeg skriver til en lærer fra min gamle efterskole, at jeg er helt forvirret og ikke ved, hvad der sker. Hun mener, at jeg har stress.
Glemsomheden kommer med det samme, og jeg får et tankemylder, der varer ved i al den tid, jeg har stress.
Der gik to uger, før jeg kunne komme uden for huset igen, så jeg sov rigtig meget og ventede på, at det ville gå over. Jeg havde ikke overskud til at gøre noget. Og jeg følte mig totalt magtesløs.
Det gik ikke over, og da jeg kunne mærke, at det ville tage lang tid, før jeg fik det bedre, tog jeg orlov fra musikalsk grundkursus.
Jeg var rigtig utålmodig, for jeg troede egentligt, at det gik meget godt. Jeg havde været inde i en god periode, inden den morgen, hvor det gik helt galt. Jeg ville i gang, og jeg tænkte, at stress kun kom, når man havde rigtig travlt, og jeg havde ikke specielt travlt. Men min krop stod af, hver gang jeg prøvede at gøre noget. Jeg fik det dårligt fysisk. Mavekramper.
Det blev ved i flere måneder, og jeg blev nødt til at droppe ud af skolen.
Jeg havde rigtig dårlig samvittighed over for min familie, for jeg har haft mange dårlige år i skolen. Jeg har også haft det, som jeg nu kan se har været stress, tilbage i folkeskolen, så jeg har altid følt, at jeg var meget til besvær for min familie.
Nu følte jeg endelig, at jeg havde fået det godt. Jeg havde haft det godt på den anden efterskole, jeg gik på, og jeg var kommet videre med min musik. Så jeg havde ikke lyst til at snakke med mine forældre om det. Jeg havde ikke lyst til at være til mere besvær.
Jeg ville skjule det, og jeg havde ikke lyst til at fortælle hverken dem eller andre om, hvor skidt jeg havde det. De kunne alligevel ikke forstå det, tænkte jeg. I starten løj jeg, når andre spurgte, hvad jeg lavede. Det handler hele tiden om, hvad man laver. Hvad man er i gang med. Det handler om at lave det, der lyder mest professionelt, og lige pludselig havde jeg ikke en titel. Det er rigtig svært at sige, at jeg havde stress og bare lå derhjemme. Så jeg sagde, at jeg stadig gik på musikalsk grundkursus, indtil jeg blev bedre til at fortælle om det. Det er nok også derfor, at jeg vælger at fortælle om det nu. Fordi jeg gerne vil bryde det tabu. Det er rigtig vigtigt at tale om stress, fordi der er mange, tænker jeg, der har stress-symptomer.
Folk behøver ikke at forstå det. Bare de lytter opmærksomt.
Det gjorde den terapeut, jeg begyndte at gå til. Hun prøvede at forstå mig, da jeg stod med en følelse af, at ingen kunne forstå mig. Hun var god til at sætte sig ind i tingene. Vi fik talt rigtig meget igennem, og jeg fik renset ud.
Terapeuten fik mig til at lægge alt det, der var træls, væk. Jeg skulle droppe alle pligterne og gøre ting, som jeg kunne lide.
Jeg loggede ud af sociale medier i lange perioder og lagde min mobil væk. Det gør jeg stadigvæk. Begge dele gør mig i dårligt humør. Det handler hele tiden om at præstere noget, og jeg føler, at jeg hele tiden bliver nødt til at gøre mere, hvis jeg skal præstere lige så meget som de andre.
Det har givet mig vildt meget tid og en kæmpe frihed at logge ud, og det er vildt fedt at kunne fordybe sig mere. Jeg havde svært ved at fokusere på musikken, men det kan jeg nu, og jeg spiller kun, hvis jeg har lyst.
Jeg er blevet meget bedre til at lytte mere til mig selv og mindre til omverdenen. Det håber jeg virkelig også, at andre bliver. For deres egen skyld.
Jeg håber, at nogen vil lytte til min historie og ændre deres måde at tænke på i forhold til, at man skal være perfekt. Der skal laves rigtig meget om, hvis man skal undgå det pres.
Det er muligt, men det bliver svært.
Det er vildt at tænke på, hvor meget der er sket på forholdsvis kort tid. Min mor sagde, at der kunne gå fem år, før jeg ville være ovenpå igen. Det kunne jeg slet ikke klare at tænke på, og jeg er vildt heldig, at der kun er gået et år.
Jeg er ikke 100 procent ude af det. Trætheden og de andre psykiske symptomer vender tilbage engang imellem. Og glemsomheden er der stadig. I går kunne jeg kun huske to af de tre ting, som min mor bad mig om at købe.
Men jeg har set stressen i øjnene, og jeg tror ikke, den vender tilbage igen, når jeg er så opmærksom på det.
Jeg har altid gerne ville redde hele verden, men jeg har fundet ud af, at det kan jeg ikke, før jeg har reddet mig selv. Jeg har været ret dårlig til at tænke på mig selv.
Det er jeg blevet bedre til, og jeg skal nok skal få det godt. Jeg har lært mig selv bedre at kende og er blevet så stærk, at jeg tør prøve nogle ting af og spille musik for andre.
Jeg er klar til at forfølge min drøm.