Jeg er nået til et punkt nu, hvor jeg brækker mig, hvis der kommer en undersøgelse mere, som skal fortælle mig, at studerende er stressede og mere pressede, end hvad godt er.
Der er så mange, der er stressede, og jeg ser så mange af mine venner, der bliver syge. Folk knækker nakken. Det sker systematisk. Og jeg kan ikke se, at nogen gør noget for at knække den kurve.
Det eneste jeg ser, det er flere undersøgelser, der konkluderer det samme, som den seneste undersøgelse, nemlig:
At studerende er stressede, og at vi bliver nødt til at gøre noget ved det.
Måske bare et individuelt problem?
Engang imellem kommer der så en eller anden studerende, som siger, at hun ikke kan forstå, at folk er stressede, fordi hun har læst statskundskab på normeret tid og selv havde det fremragende, mens det stod på.
På den måde siger hun jo også, at alle de, der siger, at de er stressede, er fulde af pis. Og at de bare skal tage sig sammen.
Så er vi tilbage til start, for så siger alle politikerne, at stress måske bare er et individuelt problem.
Vi var alle overbelastede
Jeg har selv en ven, der har været ramt af stress. Jeg var i Studenterrådet med ham, og pludselig kom han ikke til møderne. Han glemte aftaler, og de ting han skulle lave.
Der gik lidt tid, før vi fandt ud, at han ikke bare sov over sig et par gange. Og der gik noget tid, før det gik op for os, hvad der skete.
Vi burde nok have opdaget det tidligere. Men vi var ikke rigtig et sted, hvor vi kunne.
Vi var alle sammen overbelastede, og overskuddet til at passe på hinanden var måske noget af det første, der røg.
Det betød, at han fik lov til at køre sit eget show i ret lang tid, uden nogen tog fat i ham og sagde, at det ikke kun handlede om, at han skulle sove i tre dage, men at han skulle stoppe helt op.
Det tog lang tid, før han sagde noget, men det tog også lang tid, før vi spurgte.
Jeg ville gerne have reageret hårdere og tidligere.
Det havde nok ikke løst problemet, men måske var det ikke blevet lige så grelt, eller måske havde vi stoppet ham noget før. Måske havde han stoppet sig selv noget før, hvis han vidste, at det var ok ikke at være ok.
Er du ok?
Det er i virkeligheden bare det, det handler om. At det er ok ikke at være ok. Det er det for os alle sammen. For vi har det jo alle sammen sådan engang imellem. Nogle har det bare lidt mere.
Jeg blev selv ramt helt vildt meget. Det var helt elendigt.
Jeg fik migræne otte gange hver måned og tænkte ’hov, hov, det er ikke godt det her’. Og jeg kunne ikke sove ordentligt.
Så jeg tog på udveksling og sov i en måned.
Der er to forskellige måder at snakke om det på. Der er den, hvor man føler sig stresset, og det gør alle på et eller andet tidspunkt og i perioder. Det skal man kunne anerkende, genkende og skrue op og ned for. Og så er der den tilstand, hvor man har stress og kommer ind i et sygdomsforløb.
Jeg vil ikke sige, at vi alle sammen i Studenterrådet var stressede, men vi følte os stressede, og for nogle blev det værre.
Nu forsvinder jeg
Det er virkelig et pres at være studerende.
Universitetsstuderende synes, næsten uden undtagelse, at deres fag er det fedeste i verden, hvilket er vildt inspirerende. De går virkelig meget op i det, og de vil gerne give den en kæmpe skalle.
Hvis man så ikke er en af de studerende, som har fundet kærligheden i sit fag, så er det også stressende at gå og være i tvivl.
Og desværre er universitetsstuderende også hele mennesker, og der er også mange andre faktorer, der spiller ind. Vi sidder ikke bare i en læsesal døgnet rundt. Vi skal også have et fedt studiejob for at kunne betale huslejen og gøre vores chancer for at få et job efter studiet bedre.
Vi skal også se vores venner og dyrke sport, så vi er sociale og sunde mennesker. Det bør jo ikke være et pres, men det er det, fordi vi er pressede i forvejen.
Jeg siger nogle gange til mine venner, at jeg kommer til at forsvinde, for det er det nemmeste ikke at ringe til sine venner. Så beder jeg dem om at ringe til mig for at hive mig med til ting.
Den går begge veje
Der er et kæmpe krydspres, og folk knækker nakken, fordi de vil nå det hele, og de vil være gode til det hele.
Det lyder måske helt vildt banalt, men det går galt for dem, fordi de vil for meget. Men det vil de også, fordi de får at vide, at de skal nå det hele. Og fordi de tror, at der er en forventning om, at de kan det hele.
Den forventning går begge veje, og så sidder folk og tænker: Hvorfor kan jeg ikke, når de andre kan?
Samtidig sidder der en på den anden side af bordet og kan knap trække vejret, fordi hun er ved at få et panikanfald over, at hun ikke har læst teksten til næste forelæsning.
Vi skal passe på hinanden
Jeg synes jo ikke, at det er vores skyld, at så mange af os bliver ramt af stress, og jeg synes, at de store ændringer, der skal hjælpe, skal komme fra politikerne på Christiansborg.
Men hvis det ikke skal handle om, at politikerne skal give uddannelsesinstitutionerne flere penge, så rammerne bliver bedre, så skal vi selv blive bedre til at passe på hinanden.
Vi skal alle sammen blive bedre til at sige, at vi synes, det er svært. Det er grænseoverskridende at sige det, de første gange man gør det. Men det er også svært for de andre at sige, at de også har det sådan.
Det handler både om at spørge de andre, om de er ok, men også om at sige, at man ikke selv er ok. Også før man bliver spurgt.
Umuligt at klare stress alene
Vi har en masse ideer om, hvordan vi skal være som mennesker. Jeg kan godt lide at fortælle andre, at jeg passer på mine venner, og at jeg er opmærksom på, hvordan mine venner har det. Og at jeg hjælper mine venner, hvis de har det skidt.
Det holder et stykke hen ad vejen, men i forhold til min ven Theis, der fik stress, så reagerede jeg senere, end hvad jeg godt kunne tænke mig.
Læs også
Theis på 24: Livet er for kort til at spekulere på, om jeg får stress igen
Jeg troede for meget på, at han selv kunne løse problemet, men min erfaring siger, at stress er umuligt at løse alene, for det kommer ikke på grund af en enkelt person. Det kommer, når strukturer, arbejdsgange og forventninger kommer til at løbe løbsk og ikke tilpasser sig den virkelighed, som man rent faktisk befinder sig i.
Og virkeligheden er, at unge går ned med stress på stribe.
Vi er ikke længere der, hvor man kan diskutere, om der er et problem. Det er der. Nu skal vi forsøge at skabe nogle rammer, hvor færre går ned med stress, og hvor de, der allerede er ramt af stress, kan få det bedre.