Find fem rigtige ved din kæreste

Kig på alt det, der er godt i jeres parforhold frem for at fokusere på fejlene, råder parterapeut

Hvis du lige husker at se de gode ting, din partner gør, og sige tak for dem, så styrker det selvværdet i forholdet og troen på forholdet, forklarer Mattias Stølen Due. (Foto: © Colourbox.com, ColourBox.com)

Har du nogen sinde taget et kig på dit parforhold og din partner med det mål at få øje på de ting, I gør rigtigt? Som går godt.

Det gør de færreste mennesker, og det er en skam, siger psykolog og afdelingsleder i Center for Familieudvikling Mattias Stølen Due, der er aktuel med bogen ”Pas på parforholdet, mens I stadig elsker hinanden.”

- Det kan være en god ide bevidst at tænke på og tale om det, der fungerer. Fordi det kan være med til at booste selvværdet i forholdet og troen på, at det her er et værdifuldt forhold.

- Rigtig mange par kommer til at være fikserede omkring det, der ikke fungerer: Vi kommunikerer dårligt, eller vi rører ikke ved hinanden, eller hvad det kan være. Og så glemmer de at fokusere på, at de fx har en lang historie sammen, er trygge ved hinanden, eller er gode til at være børnefamilie.

Sig tak til din partner

Hvordan får man så italesat, hvad det er, man er glad for ved partneren og forholdet?

Ja, det kan vi gøre lavpraktisk ved at standse op en gang imellem og tænke over, hvad der er grund til at være taknemmelig over og sige det højt, forklarer psykologen:

- Sig det til din partner. For så skaber du ikke bare noget positivt i dig selv, men også i den anden.

- Det kan fx være at sige tak for, at partneren tog ungerne, så man lige kunne få et par timer for sig selv. Eller tak for at partneren grundlæggende er en tryg person at komme hjem til. Eller tak for at partneren er en god mor eller far for jeres børn.

Det kan godt være, at partneren har gjort det tusind gange, men det er fint at få det sagt alligevel.

- Ikke fordi, vi skal rende og sige tak dagen lang, men hvis man gør det lidt hyppigere end man plejer, så kan det være med til at skabe en varme og robusthed i forholdet.

Opvasken kan blive et symbol på kærlighed

Det kan godt være, at det at tage opvasken kan synes som en sur pligt. Men i det øjeblik din partner ser det, bemærker det og siger tak for det, så bliver du motiveret af det.

- For så er det ikke bare for tallerkenernes skyld, så er det faktisk også et symbol på, at du elsker hende og vil hende det bedste.

- Men hvis man skal opleve det som et symbol på kærlighed, så er det jo nødvendigt, at hun en gang i mellem ser det og siger tak for det.

Vi mennesker ønsker faktisk ofte at strække os langt, hvis det bliver bemærket, forklarer Mattias Stølen Due:

- Der er noget fantastisk i at gøre noget for andre og blive set i det, for så har vi betydning.

- Ingen bliver lykkelige af at ligge på sofaen og lave ingenting. Vi bliver heller ikke lykkelige af at drøne rundt, hvis det ikke bliver bemærket, men vi bliver styrket af at gøre ting, som bliver bemærket og anerkendt.