- Jeg har lært at lytte bedre til mine følelser og stole på, at de er rigtige.
Det skrev Gift ved første blik-deltager Ane-Marie Larsen i debatten på dr.dk tirsdag aften. Sammen med de andre deltagere fra det populære tv-programs tredje sæson svarede hun på spørgsmål om sin medvirken, om sit ægteskab med Ulrik Pihl og om fremtiden.
Status efter tirsdagens sidste program er, at to ud af de fire par forblev gift, efter at kameraerne blev slukket. Randi Jespersen og Niels Pold og Line Rask og Michael Hansen beholdt nemlig deres vielsesringe på, da de mødtes med sognepræst Michael Brautch i sæsonens sidste afsnit.
Nogle hårde måneder at komme igennem
Til gengæld sluttede eksperimentet tidligere for Lene Konrad og Poul Fabio Bjørnlund-Larsen og Ane-Marie Larsen og Ulrik Pihl. Ane og Ulrik nåede kun at være gift i lidt over en uge, og Lene og Poul nåede aldrig at finde kemien sammen. Men hvad har de sidste to par lært af at være med i Gift ved første blik? Og har de lært noget, som de kan tage med ind i et nyt forhold?
Ulrik Pihl var ikke klar til at lade sig skille fra Ane, og han lægger ikke skjul på, at de følgende måneder har været hårde at komme igennem.
- Desværre fik jeg ikke det ud af programmet, som jeg ønskede. Isoleret set - lige nu - hælder jeg nok til, at jeg har fortrudt min medvirken. Men når man får det hele på afstand om noget tid, kan det godt være, at jeg føler det anderledes. Lige nu ved jeg ikke, om jeg har lært noget, som jeg kan tage med ind i et nyt forhold, skrev han i debatten.
Okay ikke at kunne løse problemet selv
Ægteskabet mellem Poul Fabio Bjørnlund-Larsen og Lene Konrad blev også meget hurtigt gennemsyret af dårlig kommunikation. Poul kæmpede med at åbne op over for Lene, og han søgte ind i sig selv, da konflikterne mellem parret blev for store. Poul er overbevist om, at han vil takle problemer på en anden måde:
- Jeg stoler endnu mere på mine følelser nu, og jeg har lært, at jeg skal være bedre til at håndtere en situation, hvor jeg føler mig hjælpeløs… At det er okay, at jeg ikke selv kan løse et problem, og at jeg kan lade min partner hjælpe mig med at løse problemet, skrev han i debatten.
Lene Konrad derimod fik hurtigt rollen som den reflekterende og analyserende partner, der gang på gang retorisk prøvede at sparke sig ind til Pouls følelser. Om det skrev hun i debatten:
- Jeg har lært, at man kun kan gøre sit bedste. Jeg synes, det meste af historien er gengivet meget som det var, men jeg oplever, at Poul og jeg fremstod lidt mere karikerede, end vi er i virkeligheden. Dermed ikke sagt at jeg ikke er en overanalyserende dræbersnegl :)