VIDEO Ane: Jeg var lettet over at få det sagt!

Det har været en mærkelig periode, alt har været sat på standby, forklarer Ane om perioden efter deltagelsen i 'Gift ved første blik'.

- Det har været en underlig periode, hvor jeg har gået her og vidst det hele, men jeg har jo ikke måtte sige noget. Alt det, vi ser i programmerne nu, skete jo i juni måned, så det er længe at vente. Alt har ligesom været sat på standby i al den tid, forklarer Ane-Marie Fleischer Larsen, om dét, vi netop har set udvikle sig i aftenens udgave af ’Gift ved første blik’.

- Jeg har haft det fint med at se programmerne, selvom det er meget underligt, at hele Danmark også er inviteret med ind. Normalt er det jo ens nærmeste, man taler med den slags mere intime ting om – nu er det pludselig hele Danmark. Jeg har heldigvis ikke oplevet noget ubehageligt fra folk, men uanset hvad, så bakker mine nærmeste venner og familie mig op, forklarer hun videre.

Er blevet stærkere

I programmet er det Ane, der til sidst smider håndklædet i ringen, og det sidste man ser til parret er, da de går fra samtalen med coach og præst Michael Brautsch.

- Lige der var jeg egentlig ikke ked af det, jeg var nok mere frustreret over, at det var mig, der måtte tage beslutningen om ikke at fortsætte – men jeg var også utroligt lettet over at få sagt det, som jeg følte det. Så det var en blanding af alle de følelser, jeg havde på det tidspunkt.

Ane har ikke fortrudt sin deltagelse i programmet.

- Jeg synes, jeg har lært meget om mig selv, jeg er blevet stærkere. Og jeg har nok lært at åbne min mund og sige fra og at kende mine egne grænser, forklarer hun videre.

Hvad folk tænker

Før hun tilmeldte sig programmet var hun egentlig ikke bekymret for, hvad folk eventuelt skulle sige om hende efterfølgende. I dag kan hun godt spekulere lidt over, hvordan folk – og måske især kommende dates - vil tænke om hende:

- Jeg havde nok ikke forventet det med, at folk ville genkende mig og åbenlyst spørge, om det ikke er mig, der er med i programmet, det er lidt grænseoverskridende. Men jeg håber ikke, at de mænd, jeg møder fremover vil tænke negativt om mig af den grund.

Ane har glædet sig til at spændingen blev udløst, så det ikke længere var en hemmelighed, at hun og Ulrik ikke længere er sammen.

- Jeg har ikke fortrudt, at jeg deltog – hvis jeg spoler tilbage, så kan jeg godt tænke, at vi nok ikke skulle have været så hurtige med det intime. Det kan jeg godt tænke, at det er lidt øv, men ellers synes jeg selv, at jeg er kommet styrket igennem, forklarer Ane-Marie Fleischer Larsen, der ikke har set Ulrik siden de brød forholdet – hun føjer til, at hun ikke har følt behov for at se ham.

Fri på markedet

Til gengæld er hun nu fri til at gå på datingmarkedet igen.

- Jeg har ikke mødt nogen ny mand, for jeg har heller ikke måtte være på nogen datingsider i denne her periode. Vi har jo været nødt til at holde lav profil, så på den led er det også en lettelse, og jeg har glædet mig til, at programmet blev vist, så jeg kunne komme videre, forklarer Ane.