- Jo tak, jeg har haft det bedre, lyder den kontante udmelding fra Ulrik Pihl, da han tager telefonen til en snak her efter, at ’ Gift ved første blik’ har afsløret, at han og Ane kun skulle være gift i en uges tid.
Det har været en hård tid, forklarer han videre – rigtig hård endda.
- Det var en rutsjebanetur af dimensioner. Husk på, vi var blevet gift en uge forinden, og så skulle vi pludselig sidde med en psykolog, der skulle rede trådene ud for os. Jeg havde nok regnet med, at vi ved den lejlighed skulle have nogle værktøjer, så vi kunne komme videre – men undervejs i samtalen følte jeg faktisk mere og mere, at der var en anden dagsorden, som jeg ikke rigtig var en del af, forklarer Ulrik.
Følte sig misforstået
Allerede dengang følte han sig både meget ulykkelig og meget misforstået:
- Jeg følte faktisk, at beslutningen var truffet allerede hos psykologen Annemarie, og at jeg var den eneste, der havde interesse i, at vi skulle fortsætte eksperimentet. Og det blev jeg egentlig kun bekræftet i, da vi nogle få dage senere var til en snak med præsten Michael Brautsch.
Da Ulrik kørte hjem fra samtalen med Michael Brautsch og Ane, havde han det rigtig dårligt:
- Jeg havde det forfærdeligt, der var jo tusinde tanker, der løb gennem mit hoved. Så jeg var ked af det, frustreret over udgangen, og så følte jeg mig totalt misforstået, forklarer Ulrik videre.
- Jeg har oplevet et par gange nu, at folk stopper mig på gaden og siger…er det ikke dig den sure fra ’Gift ved første blik’?...og så må jeg jo sige, at jo jeg ér ham – men at jeg ikke føler, at jeg er specielt sur eller tvær. Men jeg føler, jeg er blevet fremstillet som en gammel sur mand, og det gør mig ked af det.
En svær periode
Så det har været en lang og svær periode for Ulrik, og da han ikke måtte sige noget til andre, så længe programmerne endnu ikke var sendt, så har han søgt mere ind i sig selv og har kun kunnet finde en form for lindring ved sine mange løb.
- Folk tror jo, at jeg er sådan en, der slider kvinder op, hurtigere end jeg slider løbesko op – men sådan er jeg ikke. Det vil alle, der kender mig, jo også kunne bevidne. Men jeg føler nok, at det er det billede, man får af mig, og det er ikke særligt nuanceret.
Ulrik har ikke fortrudt sin medvirken i programmet, han synes på mange måder, det har været en lærerig proces.
- Jeg har forsøgt at kontakte Ane efterfølgende, for jeg ville jo gerne tale med hende om alt det, der er sket – men hun havde ikke lyst eller overskud til at tale om det. Det er jeg selvfølgelig ked af, for det ville jeg ellers gerne.
En dag ad gangen
Ulrik Pihl har faktisk frygtet den aften, hvor programmet om hans og Anes brud endelig blev sendt. Han er ikke lettet over, at nu er det overstået, og at han nu kan begynde at tale med andre om det.
- Jeg har ikke været i stand til at tænke frem. Jeg kan ikke se det positive i det, for jeg tror ikke, at programmet gør noget godt for mig. Tværtimod, og så føler jeg nok, at jeg vil få brug for at tale med nogen om det og få oplevelserne bearbejdet…så som jeg har det lige nu, så tager jeg en dag ad gangen.