Jeg har altid forbundet forelskelse med noget stort, smertefuldt, vildt, ulykkeligt og passioneret. Hvor det er helt ude i hampen. Hvor man nærmest vil dø for følelserne.
Nu er jeg på vej ind i et forhold, der er helt anderledes. Det er første gang, jeg ser en person så meget og så intenst. Det er gensidigt, ærligt og nemt, hvilket er underligt, for det har jeg aldrig prøvet før.
Vi går på samme gymnasium og havde kendt hinanden et stykke tid, inden vi tilfældigvis kom til at tale længe sammen til en fest. Så var vi lidt sammen, men så snakkede vi ikke sammen i et stykke tid efter.
Det er ofte sådan, at man er lidt sammen og synes, de er søde, og så render man rundt til alle mulige ting for at møde dem igen. Man stresser sygt meget over det, men så når man endelig mødes, tør man alligevel ikke tale med dem, og så bliver det noget fucking åndssvagt noget.
Det magtede jeg ikke, så den her gang gik jeg over til hende i et frikvarter og var bare ærlig. Jeg sagde, det var hyggeligt sidst, og at jeg syntes, at hun var nice. Det var hun enig i, og så begyndte vi bare at ses som venner, var vi lidt sammen igen og nu har vi set hinanden virkelig meget i lidt over en måned. Vi er vel lidt kærester uden at kalde os det.
Så noget har så meget at gøre med timing. Det passede vildt godt, fordi jeg havde været igennem en længere periode, hvor jeg ikke rigtig havde været sammen med nogen. De forhold jeg havde over sommeren, var meget så noget med bare at gøre det for at gøre det. Det skulle være sjovt og vildt, men man er bare helt tom bagefter.
Den sidste gang jeg gjorde det, tænkte jeg, at det skulle jeg ikke mere. Jeg skulle ikke være sammen med nogen, før jeg kunne mærke, at der var noget. Og det kan jeg mærke nu.
Jeg havde også talt en masse med mine veninder om det med at tage den første kontakt, og hvorfor det er så skræmmende at spørge en, om de har lyst til at drikke en øl. Det er bare så flovt, hvis det er en person, man har kysset med. Det er så bart. Det er så let at se igennem. Jeg synes, det er flovt at vise, at jeg godt vil dem. For så er man ikke så cool. Men det er jo cool at have styrken til at stå ved sin sårbarhed. Risikoen er bare ofte for stor.
Derfor er jeg også stolt over, at jeg turde tage kontakt den her gang. Og så er det skræmmende at finde ud af, hvor nemt det er. Hvor har man dog misset meget og rendt rundt til tusinder events og fester for at prøve at få fat i folk i stedet for bare at tage den direkte kontakt og skrive, 'hey, skal vi ikke ses?'.
En forelskelse kan være en besættelse, og det er den oftest, når den er ulykkelig. Når den er det, er man ikke i tvivl om, at man er forelsket, fordi man hele tiden søger den, og fordi den ikke er gensidig. Når forelskelsen er stabil og gensidig, som den er nu, er der tvivl, fordi jeg hele tiden skal finde ud af, hvordan jeg har det.
Forelskelsen er der, og det er fantastisk, men også skræmmende, fordi man kan blive usikker på, om man vil det. Sådan er det aldrig, hvis det ikke er gensidigt. Så ved man altid, hvad ens mål er.
Når en forelskelse er en besættelse, lever den næsten kun i fantasien. Man er jo syg i hovedet, helt ukontrolleret og vildt passioneret, men det er også meget uvirkeligt. Den idé man har om personen lever meget i ens hoved og bygger på små ting, man har oplevet med dem, som man så er faldet pladask for.
Den her stabile kærlighed man oplever, når man står over for hinanden og rent faktisk lærer hinanden at kende, er meget mere virkelig. Men det er også her tvivlen kommer, fordi man er to ligeværdige individer, der lærer hinanden at kende, og der vil både være ting, man kan lide ved personen, og ting man ikke er så vild med.
De to forelskelser er meget forskellige. Den her eksisterer faktisk, og man kan dyrke og udforske den, mens den anden er helt vild. Man ville jo hoppe ud foran en bus for den, fri til personen lige nu og her og give dem en million, hvis det var det, der skulle til.
De er begge helt legitime, men den stabile kærlighed har jeg bare ikke så meget erfaring med. Fortiden er fyldt med ulykkelig kærlighed.
Jeg nyder det her forhold, men når man har oplevet smerten og ved, at den er virkelig, så er man også velvidende om, at man kommer til at opleve den igen. Man pansrer sig imod den, for man har lært, hvad der kommer efter kærlighed. Den slutter på et tidspunkt. Specielt i den her alder. Om den så varer i to uger eller to år.
Smerte er på mange måder en større følelse end glæde. Glæde er helt vild dejlig, varm og stabil, men sorg og smerte er meget mere altomfavnende følelser. Det er en bølge, der kan sluge og drukne en, tage en i alle retninger. Den er nu og her. Den er besættende, altædende og overraskende.
Smerte er forfærdelig, men er samtidig også en vildt stor oplevelse, og jeg tror, det er derfor man ubevidst søger den. At have mistet det som var det vigtigste for en. Man deler ikke smerten med andre. Det er kun en selv og smerten.
Der kommer sikkert også til at være smerte i det her forhold på et tidspunkt. Hvis det går i stykker eller en kommer til at såre den anden. Det er heldigvis ikke sket endnu, men det er også først, når man mærker smerten og bliver ked af det, at man mærker, det er noget, man gerne vil. You only know, when you let her go.