Jeg føler meget tit, at jeg er anderledes end de andre.
Jeg kommer fra et lidt hårdt hjem. Mig og min mor har det skidegodt i dag, men det var ikke det letteste, da jeg var yngre, for vi har begge to ADHD.
I en alder af 11 år tog jeg en beslutning, der var så stor, at ingen på den alder burde være nødt til det. Jeg besluttede, at jeg ville flytte fra min mor for at bo hos min mormor.
Når andre kom hjem fra folkeskolen tog andre hjem til mor og far, hvor jeg kun havde den ene, og jeg kunne komme hjem til et kæmpe skænderi. Det kunne også være godt, men man vidste aldrig. Det svingede meget for både mig og min mor, inden vi fik medicin. Så jeg kunne føle mig meget anderledes.
Jeg går ikke i skole nu, men har i stedet valgt at fokusere fuldt ud på min musik.
Når klokken er omkring 12, får jeg en trist følelse. Jeg står nærmest op klokken halv 12, mens de andre er i fuld gang i skolen. Jeg tjekker Snapchat og Facebook og kan se dem i frikvartererne eller i timen, hvor de har det sjovt og er sammen.
Måske laver de lektier, men de er i det mindste sammen. Der er jeg hjemme og sidder måske bare og kigger ud af vinduet. Det er rimelig trist.
Jeg føler, jeg går glip af det sammenhold, man kan få ved at være i de grupper, man er i på en skole. Det går jeg glip af, og jeg går glip af at få de venner, man får ved at starte på en ny skole eller uddannelse.
Min vennekreds er ikke ligefrem den største. Dem jeg har er dog også ægte venner, men det er ikke mange. Vi snakker seks eller syv stykker. Ikke mere end det i hvert fald.
Hvis de andre unge og mine venner tager i byen og inviterer mig, siger jeg ofte nej, fordi jeg fokuserer på musikken, fordi jeg ikke føler, jeg har tid til pauser, og så er der nogle personer, jeg prøver at undgå. Det er for at passe på mig selv. Men så får jeg den der ensomhedsfølelse, fordi man på sociale medier kan følge med i, hvor sjovt de har haft det.
Jeg har jo glæden ved at lave musik, men det er der mange, som ikke rigtig forstår. Så mens alle de andre er ude og hygge sig, så sidder du derhjemme og knokler helt alene i din egen verden. Det er ikke altid en sjov følelse. Men på den tid jeg var til fest, kunne jeg måske have brudt igennem.
Et eller andet sted ville jeg gøre alt for at få venner, og jeg får også at vide, at hvis jeg nu tog med i byen eller til andre sociale ting, ville jeg møde nye mennesker. Det er også rigtigt nok, men det kan jeg bare ikke med mig selv.
Jeg ved ikke, om man kan kalde det angst for at møde nye mennesker. Der skete kriminelle ting, der er ting i forhold til min barndom, og så er der musikken. Det er mange ting, som visse folk ikke kan relatere til.
Det er ikke sådan, at folk ikke må have haft en fortid, fordi vi kommer alle forskellige steder fra. Det skal man ikke dømmes for.
Men jeg søger nogle venner, der ikke er kriminelle, fordi jeg prøver at redde mig selv og komme væk fra det, jeg har været i. Og der kan jeg godt blive nervøs, for hvad nu hvis nye mennesker, jeg møder, hører om, hvad jeg har lavet? For der er skete ting, der ikke er så fede.
Jeg savner, da jeg var mindre, hvor der var der venner. Før musikken, tilbage i folkeskoletiden, var der folk. Jeg fortryder ikke at lave musik. Det gør jeg ved gud ikke. Men tiden før jeg rodede mig ud i nogle dårlige ting, og jeg kunne komme i skole, og der var venner og sammenhold. Den savner jeg.