Jeg har altid været dygtig i skolen. Jeg laver mine ting og vil gerne have gode resultater.
Jeg er ikke 12-tals pige. Jeg er mere 10-tals pigen på vej mod 12-tallet. Derfor havde jeg også masser af muligheder, da jeg skulle vælge studie.
Efter gymnasiet arbejdede jeg og var på højskole. Det var ikke fordi, jeg følte mig presset til at skulle studere, men jeg følte, at nu havde jeg haft mit fjumreår. Det var også, hvad mine forældre tænkte. Det var en selvfølge. Jeg havde slet ikke overvejet, at et fjumreår mere kunne være en mulighed.
14 dage inden fristen for at søge på videregående uddannelser tænkte jeg, når ja jeg skal jo finde ud af det.
I gymnasietiden var vi en gruppe, der havde fundet radiograf-uddannelsen sammen og tænkte, den kunne være spændende.
Jeg tror, jeg valgte den, fordi det var den, jeg vidste mest om og havde sat mig mest ind i. Men jeg valgte den som min førsteprioritet, inden jeg havde tænkt mig rigtigt om.
Jeg har læst til radiograf i et år. I den tid har jeg været i praktik to gange. En gang på Glostrup hospital og en gang på Køge sygehus. Det er i meget tiden i praktik, der har gjort, at jeg føler, det ikke er det rigtige studie for mig.
Timerne på skolen er fine, og jeg kan godt lide at læse om faget. Men jeg føler mig utryg ved at være på afdelingen, og jeg føler mig ikke tilpas i uniformen. Jeg har ikke kunnet leve op til de forventninger, der er.
Når man er på røntgenafdelingen, er der et flow af patienter, og personalet udfører deres arbejde. Som studerende skal man sige, jeg vil lave næste undersøgelse.
Nogle gange har de næsten skullet skubbe mig ud i det, og sidst på dagen har de sagt, at jeg blev nødt til at komme ind i kampen.
Jeg prøvede alt det, jeg kunne, men havde svært ved det. Især når jeg ikke syntes, det var rart at være der og følte, at det var det forkerte sted for mig.
Hvis jeg allerede har de tanker nu, bliver det et langt arbejdsliv. Det er ikke personalets skyld. Det er min.
Da jeg fortalte det til min mor, sagde hun: ”Du er jo god til mennesker, Tanja.” Ja, men måske er jeg bare ikke god til patienter.
Hvor skulle jeg have vist det fra, før jeg prøvede det? Jeg fortryder ikke, jeg er startet, men jeg kan godt føle, at jeg har spildt et år af mit liv.
Det har været rigtig svært at dele de her tanker. Især over for mine forældre og min familie. Det har altid været så nemt med mig. Jeg har bare lavet mine ting. Jeg har altid følt mig lidt begavet. Uden at lyde arrogant. Det har ligget indforstået, at jeg skulle blive til noget.
Min mor er ernæringsassistent på et socialt psykiatrisk bosted. Nogle vil nok kalde det køkkendame. Min far er it-konsulent for forskellige kunder. Jeg har altid haft det sådan, at jeg ikke skulle være som mine forældre.
Jeg har været rigtig bange for at skuffe dem. Det har taget mig lang tid at fortælle dem om mine tanker, fordi de ikke skal bekymre sig unødvendigt.
Jeg har ikke haft en færdig plan for, hvad der skulle ske, hvis jeg droppede ud. Det skulle på plads, før jeg fortalte dem om det. Jeg har brugt venner og veninder i stedet, fordi jeg tror, de kan forstå det bedre end mine forældre.
Jeg fortalte, at jeg tænker på at droppe ud af studiet til min mor og far i weekenden. De blev ret overraskede og min mor sagde, ”jamen du tager da en uddannelse ikke?” Jo selvfølgeligt gør jeg det.
Efter lidt sure opstød endte vi med at have en god dialog om det, og de sagde begge, at det jo i sidste ende er mit valg og mit liv.
Det var helt vildt rart at få det ud. Det har fyldt så meget hos mig, og det var underligt, at de ikke kendte til det. Det er rart at have dem med i overvejelserne. Resten af familien ved det stadig ikke. Jeg kan ikke helt overskue at mine bedsteforældre også skal vide det.
Nu er planen, at jeg fortsætter på studiet indtil sommer. Så dropper jeg ud, søger nyt studie og starter på det til september.
Jeg har fundet ud af, at idræt fylder meget i mit liv og altid har gjort det. Jeg har altid dyrket meget gymnastik, og jeg er gymnastisktræner for børn tre gange om ugen og træner selv ved siden af.
Jeg gik på idrætsefterskole i Viborg, og mange af mine venner læser idræt. Jeg tror, jeg har været lidt misundelig, fordi de har lavet det, de synes er fedt.
Men en bachelor i idræt er også sådan lidt, hvad så nu? Så kan jeg stå om tre år og ikke vide, hvilken vej jeg skal gå. Skal man læse en kandidat eller skal man for eksempel blive idrætslærer på et gymnasium. Det kan åbne mange døre, men det er svært at finde ud af, hvilken dør man skal bruge. Men den tid den sorg.
Det er nogle store valg, fordi uddannelse er så stor en del af ens liv. Man vil så gerne gøre og vælge det rigtige.
Idræt er det fede for mig, men det er også et sats, når man vælger ens interesse som levevej. Men det interesserer mig, det er det, jeg kan lide, og det er det, jeg skal satse på.