Jeg er altid gået meget op i skolen, og det har været vigtigt for mig at klare mig godt.
Pigerne i klassen gik også meget op skolen. Så det har været naturligt for mig at finde et fælleskab med dem. Og det har jeg ligesom holdt fast i, også da jeg gik i gymnasiet og på universitet. Så jeg har mest været en del af pigegrupper.
Da jeg var 17 år og gik i 2.g i gymnasiet sprang jeg ud som homoseksuel. Det var ikke sådan, at jeg vågnede op en morgen og tænkte: Nu er jeg homoseksuel.
Jeg kyssede både med piger på efterskolen og i gymnasiet, men det gav ikke det samme sug i maven som at kysse med fyre.
Jeg kommer fra en by lidt uden for Kolding. I folkeskolen blev jeg kaldt Homo-Anders og Bøsse-Anders, uden jeg overhovedet vidste, at jeg var det. Mange af fyrene i folkeskolen var uvidende omkring homoseksualitet.
Når man stod i omklædningsrummet, var frygten hos drengene, at jeg tændte på alle fyre. Fik stiv pik og gjorde ting og sager, der ville være upassende for alle. Det er en fordom, at alle homoseksuelle fyre tænder på alle mænd. Det passer jo ikke.
Jeg tror, at det er vigtigt at have venner, man kan spejle sig i. Og jeg tror, at jeg i højere grad kan spejle mig i andre fyres problemstillinger.
Det kunne være om sex, hvordan man skal se ud og hvordan jeg skal gebærde mig i samfundet som mand.
Jeg har altid følt mig lidt anderledes, fordi jeg var en fyr i pigegrupperne. Jeg føler mig unormal.
Det kunne være vildt fedt at få venner, hvor seksualiteten ikke er afgørende. Men at man er venner, fordi man er fyr og laver det, man nu laver, uden at seksualitet og kærlighed skal fylde helt vildt meget.
At der er en forskel i, at han tænder på piger, og jeg tænder på fyre, men at vi kan tale om nogle mere generelle ting, der rører sig i vores liv.
Når jeg møder andre fyre, går det som regel rigtig godt til at starte med. Af natur spørger jeg meget ind til, hvem de er. Særligt når jeg ikke kender dem.
Jeg har oplevet, at fyre, når jeg bare er venskabelig over for dem, tænker: Åh nej, lægger han an på mig? Han er jo homoseksuel.
Så sent som i weekenden fik jeg at vide, at en fyr, jeg havde snakket med, var vildt bange for, at jeg havde lagt at på ham. Når han sagde noget sjovt, gav jeg ham i dunk i ryggen, og jeg spurgte ind til ham, men jeg var bare venskabelig.
Fordommen gør, at jeg også kan mærke, at jeg møder fyre med den frygt siddende i mig. At de misforstår mig. Så jeg pakker mig lidt ind og tænker over ikke at røre så meget ved dem eller ikke være lige så åben.
Når de heteroseksuelle fyre tror, at jeg lægger an på dem, siger de det ikke direkte til mig. Så er det som oftest en af deres venner, der siger det til en af mine veninder, der siger det til mig. Det er lidt sårende. Den der mangel på direkte kontakt, fordi jeg åbenbart bliver et eller andet farligt eller mystisk, fordi jeg er homoseksuel.
Jeg har spillet håndbold meget af min ungdom. I weekenden havde jeg inviteret to fyre ud for at se en håndboldkamp. Jeg syntes, at det var vildt hyggeligt, og det fornemmede jeg også, at de syntes. Men da vi tog hjem, kom der ikke rigtig den her snak om, om vi skulle gøre det igen. Og så kommer jeg i tvivl, om det rent faktisk var hyggeligt. Så siver den bare lidt ud.
Jeg vil også rigtig gerne have homoseksuelle fyre som venner. Vi ville kunne spejle os i hinandens historier. Vi har været igennem det samme med at springe ud, og det har ofte været noget ret stort i ens liv.
Vi ville kunne udveksle erfaringer og tale om de problematikker, vi møder i hverdagen. For det er ikke altid lige let at være homoseksuel.
I Kolding var der ikke så mange homoseksuelle fyre at vælge imellem. Man mødtes og fandt ud af, om der var forholdspotentiale, havde måske sex, og så sprang man vennestadiet over.
Men fordi jeg i Kolding sprang vennestadiet over, har jeg ikke rigtig lært det der med at skelne mellem venskabelige og mere flirtende signaler. Der kommer jeg meget i tvivl og trækker mig.
Så jeg er faktisk også selv i tvivl om de signaler, som andre homoseksuelle fyre sender til mig. Jeg tager mig selv i stadig at se forholdspotentiale i stedet for at skabe tætte venner.
Jeg har en homoseksuel fyr som nabo på kollegiet, som jeg gerne vil være ven med. Jeg synes faktisk, at vi allerede er fine venner. Men jeg er rigtig meget i tvivl om, hvordan han opfatter mine signaler.
Jeg har ikke før oplevet, at der var en mellemting mellem at knalde eller overhovedet ikke at snakke sammen. Vi kan tale om alt mellem himmel og jord, men når det kommer til kærligheden, og hvad der sker der, kan vi ikke rigtig tale om det.
Jeg kan godt tale om mit, men når jeg så spørger ind til ham, så lukker han af. Det er sket et par gange, og jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at tale om, hvad der sker i mit kærlighedsliv. For jeg kan mærke på ham, at han synes, at det er underligt.
Jeg kan rigtig godt lide ham som ven og sætter pris på, at vi kan være naboer på kollegiet. Men jeg har en del gange oplevet, at når jeg har opbygget et venskab, så er den lige pludseligt kommet, at ”jeg synes faktisk, du er lidt sød". Den kommer snigende. At han gerne vil knalde eller ses på en anden måde. Den ligger i baghovedet. Hvad nu hvis den kommer på et eller andet tidspunkt?
Jeg tror da, det er blevet bedre nu end for 15 år siden med fordommene om homoseksuelle mænd, der tænder på alle fyre. Men jeg tror også, det hjælper at tale højt om det. Så heteroseksuelle fyre også bliver gjort opmærksom på, at det er ret svært.
Og så håber jeg, der er nogle derude, som tænker, at de ikke er alene.