Drop snakken om sundhed, og giv i stedet manden en udfordring. Så gider han begynde at spise grønsager og træne.
Sådan lyder opskriften fra Jacob Søndergaard, der lever af at træne andre mænd.
Han skal i den nye tv-serie 'Rigtige Mænd' få gjort fem halvfede håndværker-mænd så fit, at de på et halvt år kan gå fra nul motion og fastfood til at kunne gennemføre en Xterra - svømme 1500 meter i havet, cykle 30 kilometer på mountainbike og slutte af med 10 kilometer terrænløb.
- Mænd generelt kan lide en udfordring, hvis de skal rykke sig. De gider ikke træne og spise grøntsager for sundhedens skyld, siger Jacob Søndergaard.
- Men hvis de kan komme til at løbe hurtigere eller fungere bedre seksuelt, så gider de godt lægge livsstilen om.
Rigtige mænd vil have handling
Jacob arbejder til daglig med mænd fra erhvervslivet – typisk på lederposter. De er meget modtagelige for videnskabelige forklaringer om, hvad grønsager for eksempel gør godt for dine celler.
- Målgruppen i 'Rigtige Mænd' er håndværkere, der typisk ikke er fascinerede af viden og en masse ord. De foretrækker handling, og derfor viser jeg dem meget hurtigt, hvordan de forskellige ting virker på deres egen krop, siger Jacob Søndergaard.
- Vi laver for eksempel en øvelse, hvor de bevæger hovedet super langsomt fra side til side i 30 sekunder, og så opdager de, at det er, som om nakken har fået flere gear.
Mange mænd mærker ikke deres krop
Jacob Søndergaard bruger bevidst ord som ”maskinen”, ”motoren” og ”gear”, fordi mange mænd ikke er vant til at mærke deres egen krop.
- Mange håndværkere må tage smertestillende midler for at klare at gå på job. De er trænet i at ignorere deres krop og de smerter, de har. Jeg ved, at mine øvelser er smertestillende, men først må jeg lære dem at mærke deres egen krop: Hvor gør det mest ondt lige nu?
- Så laver vi nogle øvelser for skulderen for eksempel, og pludselig siger de: Hov, det er sgu meget bedre nu!
De skal lave mandekalender
I første afsnit af serien ”Rigtige Mænd” følger vi de fem håndværkere, der hader træning og grønsager.
Vi ser, hvordan de håndterer at blive udfordret på deres krop og mandighed, når de for eksempel skal posere for fotografen til en mandekalender.
Serien har premiere onsdag aften klokken 20.30 på DR1.