Spis sundt og undgå kræft

Du kan forebygge kræft med sund mad. Det lover ny kogebog fra forskere i Kræftens Bekæmpelse.

(© JP/Politikens Forlag)

I denne uge udkommer kogebogen ”Det gode helbred - spis sundt og forebyg kræft”.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, at man kan spise sig uden om en kræftsygdom. Men forfatterne Anne Tjønneland og Anja Olsen står inde for påstanden.

De er begge ansat i Kræftens Bekæmpelse, og bogen er skrevet på baggrund af erfaringerne fra en stor befolkningsundersøgelse, som organisationen har foretaget gennem de sidste 25 år.

Kost har afgørende betydning for kræft

Professor Anne Tjønneland mener, at der er god grund til at sætte fokus på, hvordan man forebygger kræft.

Den seneste prognose fra Kræftens Bekæmpelse forudser nemlig, at der vil komme 26 procent flere kræftdiagnoser fra 2011 til 2025.

- Den rigtige kost har afgørende betydning for alle former for kræft, når vi taler om forebyggelse, siger hun til radioprogrammet Sundhed på P1.

- Men det er især livsstilssygdomme som brystkræft, prostata- og tarmkræft, som kosten har direkte indflydelse på. Det er sygdomme, som man kan være genetisk disponeret for, men vi har forskningsresultater, som viser, at en sund og varieret kost kan forhindre, at man udvikler kræft.

Tre gode råd, der forebygger kræft

  • Undgå at overspise. Vi spiser generelt for meget, og det udgør alene en alvorlig sundhedsrisiko for ikke bare udvikling af kræft, men også af livsstilssygdomme som Diabetes 2 og Hjertekarsygdomme.

  • Drop den daglige vitaminpille og andre kosttilskud. Det er i bedste fald uden betydning for ens sundhed. I værste fald skadelig. Visse former for kosttilskud kan faktisk fremme udvikling af kræft. Man kan ikke tage enkeltelementer ud af fødevarer og opnå de samme resultater, som de indeholder. Det er den symbiose, som de indgår i, der giver effekten.

  • Spis fuldkornsbrød. Seniorforsker Anja Olsen har gennem et forskningsprojekt påvist, at fuldkornsrugbrød har en markant hæmmende virkning på udviklingen af kræftceller. Det er de såkaldte lignaner, der har en forebyggende effekt. Også fuldkornsbrød af andre kornsorter har en positiv virkning.