Hver tredje sover for lidt

Tre ud af ti sover mindre end de 7-8 timer, som søvnforskerne anbefaler. Det kan både giver problemer i dagligdagen og alvorlige sygdomme på længere sigt.

Stress er ofte skyld i, at vi får sovet for lidt. Det gør en tredjedel af os.

Årsagerne kan være mange: travlhed, stress, skrigende børn eller intensivt tv-kiggeri, men resultatet er det samme: hver tredje af os får sovet for lidt.

Præcis hvor meget søvn, man har brug for, er individuelt, men søvnforskerne er enige om, at der skal et sted mellem syv og otte timer søvn til, for at et gennemsnitligt voksent menneske fungerer godt.

Og det får en tredjedel af os altså ikke, viser en måling, som Epinion har lavet for DR Nyheder.

På kort sigt betyder det mangel på overskud i dagligdagen. Men på lang sigt kan mangel på søvn medføre alvorlige helbredsproblemer.

- Vi bruger ikke kun søvnen til at blive klar til dagen, fortæller Alice Clark, der er søvnforsker ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

- Der er også en masse af kroppen funktioner, der bliver restitueret, når vi sover. Det gælder både immunforsvaret, stofskiftet og hjertekarsystemet.

Hjertetilfælde, diabetes og forhøjet kolesterol

En række sygdomme optræder hyppigere hos mennesker, der sover for lidt. Det gælder både hjertekarsygdomme, hjertetilfælde, diabetes og forhøjet blodtryk og kolesteroltal.

- Man kan se en øget forekomst af de her sygdomme hos folk, der får for lidt søvn, sige Alice Clark.

Hun vurderer også, at det har store samfundsmæssige konsekvenser, når en så stor del af danskerne kun sover 5-6 timer hver nat.

- Det er virkelig et hyppigt problem i den danske befolkning. Og det kan føre til en masse kroniske lidelse, der påvirker ikke blot den enkelte, men samfundet som helhed.

Stress og dårlig søvn hænger sammen

De, der sover for lidt, fordi de ikke kan sove, døjer ofte med stress i en eller anden grad.

- Der er selvfølgelig rigtig mange årsager til det, når vi ikke kan sove. Men stress er tæt forbundet med dårlig søvn. Man ser typisk, at folk har nogle bekymringer som, de ligger og tænker på, der gør, at de ikke kan sove, siger Alice Clark.

Den forklaring nikker Torben Jager Petersen, der er psykolog og indehaver af søvnklikikken ScanSleep, genkendende til.

- Dem, vi ser flest af, er folk, der er højt ydende og perfektionistiske. På et eller andet tidspunkt ryger søvnen, og så kommer stressen, siger Torben Jager Petersen.

Det er en ond cirkel, for stress giver også dårligere søvn.