En god nats søvn kan øge hjertesundheden sammen med en sund livsstil viser ny forskning.
I et studie med over 14,000 hollændere, kiggede forskerne på fire positive livstilsfaktorer - motion, sund kost, moderat alkoholindtag og ingen rygning. Forskerne observerede, at de fire livstilsfaktorer bevirkede 57 procent lavere risiko for hjertesygdom og 67 procent lavere risiko for hjertedød.
Når forsøgspersoner samtidig fik tilstrækkeligt med søvn, dvs. minimum otte timer, reduceredes risikoen yderligere med otte procent til 65 procent for at få en hjertekarsygdom og yderligere med 16 procent til 83 procent mindre risiko for død.
Lev længere
- Der er foretaget mange undersøgelser, som viser at hvis man sørger for at få sovet, spiser sundt og dyrker motion, så lever man længere. Og det er jo egentlig ikke overraskende, siger Hjerteforeningens forskningschef, professor Gorm Boje Jensen, og han fortsætter:
- Men med denne undersøgelse kan man fastslå, at søvn har en væsentlig betydning, når det drejer sig om akut sygdom. I undersøgelsen er der jo tale om raske mennesker, der ved at leve sundt på alle områder reducerer risikoen for at få en blodprop.
Gå ikke i panik
- Forskningsprojektet viser netop, at en kombination af en god nats søvn med andre livsstilsfaktorer kan reducere risikoen for hjertesygdom og død. Folk med søvnproblemer skal dog ikke gå i panik - forskningen dokumenterer ikke, at søvnløse nætter giver hjertesygdom, siger Gorm Boje Jensen og føjer til, at der alligevel er god grund til at tillægge sig en sund søvnhygiejne:
- Hvis du har problemer med at falde i søvn så undgå koffein fra for eksempel kaffe og tunge måltider tæt på sengetid, og lad være med at arbejde eller beskæftige dig med andre gøremål, der kan gøre dig oprørt lige før sengetid. Skulle søvnløsheden være et problem, så tal med din læge råder Gorm Boje Jensen.