Tusindvis af løbere har brugt måneder på at træne sig op til Copenhagen Marathon i morgen, så det er virkelig ærgerligt at lave en lille bommert, der kan ødelægge hele oplevelsen.
Claus Hechmann driver Hechmann Running og har ansvaret for elitetræningen i løbeklubben Sparta, og her er hans tips til, hvordan du undgår de mest almindelige fejl på løbsdagen.
1. Løb ikke i helt nyt udstyr
Løb i sko og tøj, som du kender godt. Det er ikke en god idé at bruge nyt udstyr på løbsdagen, da du ikke har testet, om det gnaver, sidder dårligt og lignende.
2. Pak ikke løbetasken i sidste øjeblik
Det giver ro og hjælper på nerverne, hvis du allerede aftenen inden løbet har pakket tasken med løbesko, trøje med løbsnummeret på og resten af udstyret. Så risikerer du heller ikke at glemme noget vigtigt på vej ud af døren.
Hvis du flyver til maratonløbet, så pak som minimum løbeskoene i håndbagagen, så du har dem, hvis bagagen bliver forsinket. Løbetøj kan lettere erstattes end sko.
3. Spis morgenmad i god tid
Det er ubehageligt at løbe med for meget mad i maven, så spis dit sidste måltid senest tre timer før løbet.
4. Drik ikke for meget lige før start
Du skal være i væskebalance omkring halvanden time inden start. Det vil sige, at din urin skal være klar.
Den sidste time op til løbet skal du kun drikke meget let, maksimalt 50-100 ml. På den måde har du ikke for meget væske i maven, når løbet starter.
5. Undgå slidsår
Det er ikke rart at løbe mange kilometer med slidsår, og det kan man nemt få under et maraton ved armhuler, brystvorter og inderlår.
Smør derfor områderne ind med vaseline før løbet. Nogen bruger tape på brystvorterne i stedet.
6. Tag en plastiksæk på før start
Hvis det er køligt eller blæser op til starten, så kommer mange til at tage for meget tøj på, og de får det for varmt under løbet.
Tag derfor en stor plastiksæk eller gammel slidt trøje med. Det kan du tage på, så du ikke fryser inden løbet, og så bare smide det fra lige før start.
7. Lav ikke for meget opvarmning
Du kommer til at få brug for al din energi under løbet, så lad være med at brænde det af før starten.
Som opvarmning er det fint at nøjes med gåturen hen til start eller at jogge i roligt tempo i få minutter.
8. Start ikke i for højt tempo
Mange bliver grebet af stemningen og kommer til at lægge ud i et for højt tempo for derefter at gå helt kolde til sidst i løbet.
Husk, at den første halvdel af et maraton skal føles let, så hold dig til dit planlagte tempo, selv om du føler, at du har overskud til at løbe hurtigere i den første halvdel af løbet.
9. Drik væske ved alle depoter
Nogen lader være med at drikke væske ved de første depoter, fordi de ikke føler sig udmattede eller tørstige.
Men du bør drikke omkring 250 ml væske ved alle depoter. Det svarer til lidt mere, end hvad der typisk er i en enkelt plastikkop ved et depot.