GRAFIK Her bor færrest børn sammen med både mor og far

Kernefamilien har de sværeste kår på Sjælland, men det er også her, den kommune, hvor flest børn bor sammen med begge deres forældre, findes.

(Foto: © Grafik: Morten Fogde Christensen, DR Nyheder)

Omkring 350.000 danske børn har forældre, der ikke kan finde ud af at leve sammen. Og som derfor er blevet skilt eller er gået fra hinanden.

Selvom der også kan være andre årsager, som for eksempel dødsfald, er de mange skilsmisser en af de primære årsager til, at en stor del af de danske børn ikke vokser op i en kernefamilie - det vil sige med begge forældre under samme tag.

På landsplan bor lige omkring hvert fjerde barn udenfor en kernefamilie. Helt præcist bor 72,7 procent sammen med både mor og far. Det viser tal fra Danmarks Statistik fra 2015.

Der er forskel på, hvor i landet flest børn bor i en kernefamilie, og hvor flest vokser op uden begge deres forældre.

Her bor fire ud af fem med begge forældre

Helt i top på listen over, hvor flest børn bor sammen med begge deres forældre, ligger den lille ø Christiansø.

Her bor der dog blot 24 børn, og man kan derfor tale om, hvorvidt det er repræsentativt, at 87,5 procent af de børn bor sammen med begge deres forældre.

Den nordsjællandske kommune Allerød har også en stor del af kernefamilier. Her er det faktisk fire ud af fem børn, der vokser op sammen med begge deres forældre.

På de næste pladser finder man vestjyske Lemvig kommune og østjyske Skanderborg.

Her bor en tredjedel udenfor kernefamilien

Kigger man i den anden ende af statistikken, har kernefamilien de største udfordringer i en række kommuner i Region Sjælland.

På Lolland bor mere end en tredjedel af børnene ikke sammen med begge deres forældre.

På de følgende pladser kommer de fire sjællandske kommuner Vordingborg, Kalundborg, Odsherred og Guldborgsund.

I alle de fire kommuner er det også mere end en tredjedel, der ikke har begge sine forældre under samme tag.

Se top ti over kommuner med flest børn i kernefamilier og top ti over færrest børn i kernefamilier i grafikken øverst i artiklen her.