Skilsmisser og splittede familier er efterhånden blevet hverdagskost. Med op mod 20.000 skilsmisser om året og dermed tusinder af delebørn i kølvandet, så er skilsmisser efterhånden ved at være normen, hvor det for ikke mange år siden var omvendt.
Men er vi af den grund blevet bedre til at tackle skilsmisser til vores børns bedste?
- Jeg tror ikke, vi skal ikke bilde os selv ind, at fordi flere og flere bliver skilt, så bliver vi også bedre til at blive skilt. Der er stærke følelser i klemme, når mennesker bliver skilt, og vi er samtidig i en tid, hvor der er meget fokus på den enkelte – på mine behov, mine værdier og mine grænser, forklarer psykoterapeut Martin Østergaard.
- Og når det så drejer sig om vores børn, det vigtigste for os forældre, så kommer der for alvor rigtigt store følelser i klemme, så går vi i krig og kan hurtigt komme op i det røde felt - så næææh, jeg tror egentlig ikke, at vi er blevet klogere.
Det går ud over børnene
At blive skilt er et livsvilkår for mange, og i den periode, der følger efter et brud, må man nok som det første anerkende, at her kan man altså blive mere eller mindre hysterisk.
- Jeg har selv prøvet det, hvor jeg engang stod og råbte og skreg ad min eks i 20 minutter på en gade. Det var ikke så smart, det kan jeg da godt se nu – men dengang kunne jeg ikke se det. Det var meget italiensk. Man kan godt bilde sig ind, at man er voksen, og skilsmissen skal ikke gå ud over børnene – men det gør det, erkend det og drop ambitionerne om, at det ikke må gå ud over dem, for det gør det.
De fleste vil sikkert ikke erkende det, men man kan som voksen med meget fokus på sig selv og sine egne behov godt komme til at opføre sig meget barnligt efter en skilsmisse, mener Martin Østergaard.
- Jeg kan huske, da mine forældre blev skilt, da jeg var ni år, der blev jeg meget ked af det, fordi min far var flyttet, og jeg ikke så ham. Min mor forsøgte at overtale ham til at komme på besøg, men han ville ikke – det var barnligt, kan man sige, at han havde mere fokus på sig selv end at have fokus på det barn, der var kommet i klemme – altså mig.
Sol og vind skal deles lige
Men alle, der har prøvet det, ved, hvor svært det kan være at dele sol og vind lige – og i sin egen primitive kamp kan det være svært at give slip. Og det er ikke altid, at man kan se, hvad der er den bedste løsning.
- Med min ældste datter havde min ekskone og jeg lavet en ordning, hvor vores datter, når hun var hos sin mor i nogle sammenhængende dage, alligevel skulle komme og være hos mig en enkelt dag – og omvendt. Jeg har tænkt på siden, at det nok havde været bedre, at hun havde fået lov til at være hos os hver især i nogle længere forløb – men dengang kunne jeg nok ikke se, at det var hendes behov.
Gav afkald på børnene
- Til gengæld har jeg selv givet afkald. Da mine to drenges mor mod min vilje ville flytte til Jylland med dem, da de var små – røg jeg op i det røde felt. Det var et kæmpe slag, jeg følte jo, at mine børn blev taget fra mig. Det kørte helt op – jeg havde en advokat, og hun havde en advokat – men på et tidspunkt sagde min advokat til mig, at jeg skulle give op!
- Det ville blive for voldsomt et slagsmål, så advokaten sagde til mig, at jeg skulle lade dem flytte – og i stedet tage til Jylland på besøg og engagere mig i det liv, de fik derovre, og så var de hos mig hver anden weekend. Det gjorde jeg så, selvom det gjorde ondt, og det er stadig kilde til stor smerte, at mine drenge ikke er en del af min hverdag, men jeg gjorde det dengang af hensyn til børnene.
Det positive tilbageblik
Så buddet fra Martin Østergaard er, at man både skal æde nogle kameler, men også erkende, at man kan blive som et stort barn – der både skal tackle barnet i sig selv og sine egne børn, når man pludselig i et forhold bliver hinandens fjender.
- Til gengæld tror jeg efter en tid, at man kan arbejde på de gode relationer igen. Jeg kommunikerer fint med begge mine eks-koner i dag.
- Mine forældre blev med tiden også gode til at kommunikere. Efter noget tid indførte de, at vi – mine forældre og os to brødre – skulle være sammen til højtider – til påske, jul og fødselsdage – og når jeg tænker tilbage på det i dag, så er det en stor glæde for mig. Da jeg var barn, husker jeg det som en god følelse, at de to, der var årsagen til, at jeg hang sammen indeni – bestræbte sig på at holde kontakten og være positive omkring os som børn.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1145862372130952