Lørdag 23. maj skrev Måns Zelmerlöw sig ind i Grand Prix-historien som Sveriges sjette vinder af verdens største musikkonkurrence.
Zelmerlöws ’Heroes’ fik hele 12 af de legandariske douze points – de maksimale 12 point – i løbet af finaleaftenen, men allerede nu er den svenske darling i fuld gang med at omkalfatre den blot én uge gamle Eurovision-sejr til stor kommerciel succes.
Således er ’Heroes’ netop debuteret som nummer 11 på den officielle britiske singlehitliste; og det er noget af en bedrift i det ellers notorisk forskrækkede Storbritannien.
Går Måns i Loreens fodspor?
Sidste års vinder, Conchita Wurst og ’Rise Like a Phoenix’, måtte således tage til takke med en 17. plads på samme liste, mens Danmarks Emmelie og ’Only Teardrops’ havde en 15. plads som bedste placering på hitlisten i 2013.
Tysklands Lena og ’Satellite’ kom i 2010 aldrig højere end en 30. plads, mens vinderen fra 2011, Aserbajdsjans ’Running Scared’ kun opnåede en placering som nummer 69 på listen.
Måns Zelmerlöw oplever derimod større succes hos briterne.
Ja, måske er han så småt ved at gå i fodsporene på den forrige svenske Eurovision-vinder, Loreen og monsterhittet ’Euphoria’, der inkasserede en flot 3. plads på samme liste i 2012?
Udover 11. pladsen i Storbritannien, indtager 'Heroes' i øjeblikket top 10-placeringer i 10 europæiske lande - herunder 1. pladsen i Sverige, Schweiz og Island.