Her vil Sverige holde Eurovision i 2016

SVT har hverken kontaktet Gøteborg eller Malmø, men skal have haft uformelle samtaler med Stockholm om næste års Eurovision. Det skriver det svenske formiddagsblad, Expressen.

Der er allerede fuld gang i spekulationerne om, hvor næste års Eurovision skal afholdes. Ifølge det svenske formiddagsblad Expressen er Tele2 Arena i Stockholm et godt bud.

Knap er Eurovision Song Contest 2015 overstået, før spekulationerne om næste års udgave af verdens største musikkonkurrence er i fuld gang.

Bliver det mon Malmø, Stockholm, Gøteborg – eller en helt fjerde by – der får æren af at afholde Eurovision 2016?

Det er der tilsyneladende allerede ved at komme en afklaring på, bare få dage efter Måns Zelmerlöw hev endnu en Eurovision-sejr hjem til Sverige. Det skriver det svenske dagblad, Expressen.

Lørdag 23. maj vandt Sverige Eurovision for sjette gang. Det var 28-årige Måns Zelmerlöw, der med sangen 'Heroes' sikrede den svenske sejr. (Foto: © Thomas Hanses, EBU)

Stockholm ligger lunest i svinget

SVT skal efter sigende have haft de første uformelle samtaler med hovedstaden, Stockholm, mens hverken Gøteborg eller Malmø er blevet kontaktet.

- Vi har haft uformelle samtaler med SVT for at se på interessen, fortæller Olle Zetterberg til Expressen.

Zetterberg er repræsentant for Stockholm Business Region, som holder byens møder med SVT.

Eurovision i Tele2 Arena?

Og ifølge Expressen har SVT ikke blot blikket stift rettet mod næste års værtsby, men har også udset sig den arena, hvori man helst vil afholde verdens største musikkonkurrence i 2016.

Ifølge Expressens oplysninger vil man helst have, at næste års Eurovision skal have til huse Tele2 Arena i Stockholm; en multifunktionel arena, der har plads til 30.000 publikummer ved fodboldkampe og op til 40.000 ved koncerter.

Sidst Sverige var Eurovision-værter var i 2013. Her blev konkurrencen afholdt i Malmø Arena, i den skånske hovedby.