Efter Eurovision-flop: Nu vil Simon Cowell redde Storbritanniens ære

Efter endnu en flop-placering i årets Eurovision-finale, lufter talentshow-dommer Simon Cowell tanken om at stå i spidsen for at finde Storbritanniens næste Grand Prix-repræsentant.

Får Simon Cowell (billedet) en finger med i spillet, når Storbritannien skal vælge deres næste Eurovision-repræsentant? Noget kunne tyde på det. (© 2011 Getty Images)

Vi kender ham normalt som den kølige, afmålte og ind i mellem decideret lede dommer på talentprogrammer som Britain’s Got Talent, American Idol og britisk X Factor.

Nu skal det britiske svar på Thomas Blachman – talentshow-dommer og mediemogul Simon Cowell – måske være med til at finde næste års Eurovsion-bidrag for Storbritannien...

”Ville elske at overtage tøjlerne”

Efter landets flop-placering i årets finale (landet endte som nummer 24 ud af 27 med bare 5 point), har Cowell i hvert fald luftet tanken om at overtage landets Eurovision-udvælgelsesproces:

- Det er 100 procent sikkert, at jeg ville elske at overtage tøjlerne til Eurovision. Jeg har tænkt over det, siger Cowell til britiske The Mirror og fortsætter:

- Tanken om at overtage det et års tid, og prøve at få nogen – et ubeskrevet blad – til at repræsentere Storbritannien; det ville jeg elske!

Det var duoen Electro Velvet, der inkasserede en lidet flatterende 24. plads (i en finale med 27 lande) til Storbritannien i dette års Eurovision. (© EBU)

Intet at tabe

Og den karismatiske dommer har da også regnet den godt ud. Der vil nemlig være alt at vinde, hvis Cowell rent faktisk ender med at skulle stå i spidsen for udvælgelsen af Storbritanniens næste Eurovision-bidrag.

Det sidste årti er Storbritannien kun havnet indenfor finalens top 10 én enkelt gang. Til gengæld har man inkasseret to sidstepladser og en næstsidsteplads i samme periode.

- Jeg tror ikke, der ville være meget at tabe. Jeg tror, det ville være rigtig sjovt, slutter Cowell.

De foreløbige datoer for Eurovision Song Contest 2016 er 10., 12. og 14. maj.