Lørdag sang og dansede den 28-årige svensker Måns Zelmerlöw sig på imponerende vis til sejren i Eurovision Song Contest 2015 med sangen ’Heroes’, der allerede få dage efter finalen har toppet hitlisterne i 21 lande.
Og Eurovision-vinderen smeder, mens jernet er varmt.
5. juni udkommer Måns Zelmerlöw med sit spritny album ’Perfectly Damaged’.
Dansker står bag 9 ud af 12 sange
En helt central arbejdskraft på det album er den danske sangskriver og producer Søren Mikkelsen.
Mikkelsen står bag hele 9 ud af albummets 12 sange, og har undervejs i forløbet fået et ganske nært forhold til den nyslåede Eurovision-vinder:
- Måns er et fantastisk givende, morsomt og professionelt menneske. Han er ét af de mest professionelle mennesker, jeg nogensinde har arbejdet sammen med og han er total uselvisk, fortæller Søren Mikkelsen til dr.dk/grandprix.
Succesen er allerede sikret
Musikalsk vil det være Eurovision-vindersangen ’Heroes’, der udstikker linjen for albummet:
- ’Perfectly Damaged’ er ligesom lavet udfra Måns’ musikalske ønsker, og forhåbentlig kan den klare sig internationalt. Men det er faktisk ikke noget, jeg har tænkt ret meget over, fortæller Mikkelsen.
- Han (Måns, red.) er jo allerede en kæmpe stor stjerne i Sverige, og det har været fantastisk at lave et album, som allerede har en succesfuld single. Det har ligesom taget presset af os, og vi har haft ro til at lave et helstøbt album vi syntes var fedt, fordi det første hit allerede var der, uddyber Mikkelsen med henvisning til, at Eurovision-vinderen ’Heroes’ er pladens andet nummer.
Måns er i ”utrolig god form”
Selv om Måns Zelmerlöw har haft travlt med Eurovision-forberedelserne sideløbende med album-indspilningen, så har samarbejdet med Mikkelsen ikke lidt under arbejdspresset:
- Albummet har fyldt så meget musikalsk, at jeg egentlig ikke har bemærket Eurovision, fortæller Mikkelsen, der sammen med Jakob Groth har arbejdet i døgndrift i Medley Studiet på at få ’Perfectly Damaged’ klar umiddelbart efter Eurovision.
- Måns er måske kommet et par timer senere... Men han er i utrolig god form rent sangmæssigt. Der er ikke ret mange vokaler, vi har skullet synge mere end tre-fire gange, siger Mikkelsen med tydelig stolthed i stemmen.
’Perfectly Damaged’ udkommer 5. juni.