Heidi Struve på otte år har igen fået nej til at være med i teatergruppens nye forestilling. Hun er for lille, siger de.

Men hun var jo også for lille til at starte i Vesterbro Ungdomsgård til at begynde med, og det fik hun lov til alligevel. Så hun bliver ved med at spørge om lov.

En dag får hun alligevel stukket en sang i hånden.

Connie Skovvart, den ene af teatergruppens to voksne, synes Heidi skal have chancen. For når man virkelig giver udtryk for, at man gerne vil være med, så skal man også have lov.

Derfor skriver hun en ekstra rolle ind i forestillingen.

Sådan ender Heidi i Vesterbro Ungdomsgårds teatergruppe med rollen som den lille skilsmisse-baggårdskat. Og inden længe synger hele Danmark med på 'Kattejammer rock' med Heidi som forsanger.

Dette er historien om, hvordan en flok børn og unge fra arbejderhjemmene på Vesterbro sang sig ind i hjerterne på danskerne for 40 år siden. Og om rundkredspædagogikkens møde med berømmelse, hitlister, avisforsider og autografhungrende fans.

I hjertet af Vesterbro i København ligger Vesterbro Ungdomsgård.

I 1970’erne er den det naturlige samlingssted for kvartets unge, der i høj grad kommer fra arbejderhjem. Vesterbro er et tætbebygget arbejderkvarter i 70’erne, og mange opfatter det som et slumområde.

Boligkarrerne består af forhuse og op til flere baggårdshuse, der står helt tæt for at få mest muligt ud af pladsen. Lejlighederne er små og mørke. Saneringen er dårlig, varmt vand i lejlighederne er ikke en selvfølge, og hvis man skal ringe til nogen, foregår det som regel fra telefonboksen nede på hjørnet.

Heidi Struve vokser op på Gasværksvej med Istedgade som nabo. Efter forældrenes skilsmisse bor hun sammen med sin mor og to søskende, og faren ser hun ikke særlig meget til.

Pengene er ikke store i Heidis barndomshjem, så moderen har tre forskellige jobs for at tjene penge til husholdningen.

- Det kan lyde ufatteligt i dag, men det var ret normalt dengang. Især på Vesterbro. Så der var ikke noget med, at man følte sig ’stakkels’, fortæller Heidi Struve.

I Vesterbro Ungdomsgård er der plads til alle, og alle skal have oplevelsen af at være en del af noget – hvad end det er sport, teater, sløjd eller keramik. Pædagogerne er ofte ikke uddannede pædagoger, men i stedet voksne, der er gode til det håndværk, de underviser i.

Da Heidi Struve starter i teatergruppen ledes den af Bo Schiøler og Connie Skovvart. Bo er digter og laver musik, mens Connie mest beskæftiger sig med teater og bevægelse.

Øvelserne foregår altid ude på gulvet. Børn og voksne sidder i rundkreds og laver personlighedsøvelser med hinanden. Lærer at give og modtage ros og kritik. De laver stemme- og kropsøvelser og lærer at lave afspænding og meditation.

For Connie og Bo er det vigtigt, at børnene får noget personligt med fra teaterarbejdet. De giver dem roller, der kan udfordre dem. Rykke i dem. Få dem til at vokse som mennesker.

På samme tid er teaterarbejdet et kollektivt projekt. Alle har lige meget ret til at være der, og selvom nogle får soloer og hovedroller, er de ikke bedre end de andre.

I 1976 indspiller de pladen ’Kattejammer rock’. Sangene på pladen kommer fra seks af teatergruppens forestillinger – blandt andet ’Her i vores gård’, som handler om livet på Vesterbro, og ’De røde sokker’, som handler om ligestilling og forholdet mellem kønnene.

De indspiller den i Polydor-studiet i København, der er et professionelt lydstudie, hvor flere dansktopstjerner indspiller deres sange. Selv Kim Larsen har været forbi og indspille.

De 30 børn fra Vesterbro Ungdomsgård er i studiet over en uges tid. Indspiller på skift. Nogle har meget ventetid, når de venter på at skulle synge kor, andre har travlt med at indspille både solosange og korstykker.

Sangteksterne tager udgangspunkt i Vesterbro-børnenes eget liv og samfundet omkring dem.

’Kattejammer rock’ er den anden plade, som Vesterbro Ungdomsgård indspiller. Forgængeren ’Vi lever på Vesterbro’ udkom i 1974 uden den store opmærksomhed. I første omgang ser det ud til, at ’Kattejammer rock’ skal lide samme skæbne som forgængeren.

Der er ingen, der lægger mærke til, at en flok børn og unge fra Vesterbro har indspillet endnu en plade, og eftermiddagene i ungdomsgården fortsætter i samme vante gang.

Men så en dag bliver de inviteret i tv-studiet hos Danmarks Radio.

Det betyder, at der en aften i midten af 1976 toner en syngende, ni-årig Heidi Struve frem på tv-skærmen hjemme i stuerne hos danskerne.

Hun er iført et sort kattekostume med påsat hale og med påtegnede knurhår, og bag hende sidder en flok børn og unge og synger med på omkvædet. Hvæ, hvæs, riv, riv, riv.

Fra den ene dag til den anden bliver børnene fra Vesterbro Ungdomsgård danmarksstjerner, og hele Danmark synger med på ’Kattejammer rock’.

Som ugerne går stryger pladen ind på hitlisterne, og børnene fra Vesterbro Ungdomsgård deler topplaceringer med navne som Gasolin’, Shu-bi-dua og Elvis Presley.

Heidi vågner ofte til lyden af sig selv synge omkvædet i radioen, og børnene fra teatergruppen på Vesterbro Ungdomsgård kan se og læse om sig selv i aviser og ugeblade. De er på idolsiderne i ungdomsbladene, og alle børnene lærer lige pludselig at skrive autografer.

Jo mere populære børnene bliver, jo vigtigere bliver det for både Connie Skovvart og Bo Schiøler at understrege, at ingen er bedre end andre.

For selvom avisoverskrifterne fortæller stjernehistorier og dyrker børnene som barnestjerner, så er Vesterbro Ungdomsgård ikke et sted, hvor man laver stjerner. Alle er lige meget værd.

Når medlemmerne af teatergruppen bliver bedt om at skrive autografer, skal de altid bede om en autograf den anden vej også.

- Man blev ofte mødt af en lettere forvirret reaktion. Altså, folk forstod jo ikke helt, hvorfor vi bad dem om en autograf, fortæller Heidi Struve.

Men selvom Connie Skovvart og Bo Schiøler gør hvad de kan for at holde fokus på det kollektive og demokratiske grundlag, der ligger bag teatergruppen, bliver det med både medierne og fanskarernes store opmærksomhed svært at fortsætte helt som før.

For selvom alle er lige i teatergruppen på Vesterbro Ungdomsgård, er der stadig nogle, der udenfor ungdomsgården oplever mere opmærksomhed end andre.

En af dem er Michael Rasmussen, der går under navnet Zig Zag.

Han kan ofte se billeder af sig selv i ugebladene, og da Vesterbro Ungdomsgård er på toppen, får han sin egen brevkasse i ungdomsbladet 'Sabrina', hvor han svarer på breve, spørgsmål og andre forespørgsler fra læsere og fans.

Da Vesterbro Ungdomsgård i 1977 udgiver efterfølgeren til ’Kattejammer rock’, bliver begivenheden dækket massivt af både tv, aviser og ugeblade.

Der bliver lavet tv-reportage fra teatergruppens øvelokale, for alle vil have et indblik i den magi, de synes at skabe dér midt på den københavnske stenbro.

Pladerne ’Kattejammer rock’ og efterfølgeren ’Hjerteblod’ sælger over al forventning. I 1978 modtager ’Kattejammer rock’ platin for 100.000 solgte plader, mens 'Hjerteblod' modtager guld for 50.000 solgte plader.

Men den store opmærksomhed omkring Vesterbro Ungdomsgård er ikke kun fest og leg.

Med ’Kattejammer rock’ som et nærmest fast indslag i morgenradioen bliver Heidi Struve ofte mødt af drillerier i skolegården.

- Jeg fik tit at vide, at jeg ikke skulle tro, at jeg var noget særligt, bare fordi jeg blev spillet i radioen, fortæller hun.

På Vesterbro ved de fleste, hvem hinanden er, så når nogen fra kvarteret pludselig optræder i tv, radio og avisspalter, går det ikke ubemærket hen.

Der er efterspørgsel på koncerter med teatergruppen fra hele landet. Man vil have dem i tv, og teatergruppen får flere besøg fra Danmarks Radio, der laver reportager fra ungdomsgården.

Med populariteten står Vesterbro Ungdomsgårds teatergruppe ved en skillevej med stjernestatus og turneer på den ene side og hverdagsliv på Vesterbro på den anden.

Connie Skovvart fortæller, at hun i denne periode må stå hårdt på mantraet om, at ungdomsgården ikke laver stjerner, og at teatergruppen ikke skal være et talentværksted.

- Efterfølgende er man blevet gjort opmærksom på, at der var lidt uenigheder blandt de voksne. Men det var ikke noget, jeg lagde mærke til, fortæller Heidi Struve.

Efter et par år med stor opmærksomhed omkring Vesterbro Ungdomsgård, teatergruppen og dens pladeudgivelser forlader Connie Skovvart ungdomsgården i slutningen af 1970’erne.

Den sidste plade, hun er med til at lave, hedder 'Kartoffelfolket'. En plade, som behandler emnet om de nye danskere, der er kommet til landet som flygtninge og gæstearbejdere.

Med Connies egne ord var det tid til, at hun skulle videre til noget nyt – og for hende var koncerter og forestillinger ikke grunden til, at hun arbejdede med børn og teater.

Heidi Struve husker ikke hendes afgang som noget, nogen gjorde noget ud af. En dag var hun der, og næste dag var hun der ikke.

Teatergruppen fortsætter med at lave forestillinger, og frem til i dag har de udgivet over 30 plader. Men ingen af pladerne har solgt lige så godt som ’Kattejammer rock’, der i dag er solgt i 150.000 eksemplarer.

Heidi fortsætter i teatergruppen endnu et par år. Da hun i begyndelsen af 1980’erne er blevet 15 år, virker det naturligt for hende at stoppe.

Ligesom de andre, der var med i teatergruppen i tiden omkring ’Kattejammer rock’, er hun blevet det ældre og kommet videre i tilværelsen. Der skal ske noget nyt.

Nogle af de gamle medlemmer fra teatergruppen fortsætter med at spille musik eller afsøger andre grene af musikbranchen, men de fleste finder andre veje at gå.

Vesterbro Ungdomsgård eksisterer stadig og ligger lige der i hjertet af Vesterbro den dag i dag.

Nu fungerer den dog som de fleste andre fritidsklubber med kvoter og kommunegrænser, der bestemmer, hvilke børn der må komme, og arbejderkvarteret er erstattet af ejerlejligheder med en kvadratmeterpris på omkring 40.000 kroner.

Selvom det i år er 40 år siden, ’Kattejammerrock’ udkom og fik hele Danmark til at synge med, følger sangen stadig Heidi – også selvom hun ikke skilter med det.