Hun var ansigtet på håndboldkvindernes triumfer i 1990’erne.

Den gæve, smilende og hårdtskydende back, som trådte sine barnesko i Hadsten, var anfører, da VM-guldet blev sikret i 1997.

Det var også Anne Dorthe Tanderups sidste optræden i de rød-hvide farver. Forud for slutrunden pådrog hun sig en meniskskade i det ene knæ.

Derfor var gode råd dyre, og hun besluttede sig for at gøre noget, hun i dag har svært ved at acceptere. I tre måneder op til VM fik hun gigtmedicin for at tage smerterne og hævelsen, og indtaget fortsatte også under slutrunden.

Undervejs i forløbet glemte hun en dag at tage en morgen- og en aftenpille. Forglemmelsen betød så store smerter, at hun ikke kunne træne.

- Da lover jeg mig selv, at når vi er ovre VM, så vil jeg aldrig nogensinde sætte min fod på en bane, hvis jeg skulle spise smertestillende piller. Det tænkte jeg egentlig heller ikke blev noget problem.

- Da vi så er færdig med VM, spiller jeg en enkelt kamp i Champions League med Viborg, og siden da har jeg ikke spillet en kamp.

I otte måneder prøvede hun efterfølgende at blive kampklar igen. Men i sommeren 1998 havde hun ligeså ondt i knæet, som hun havde haft året forinden.

- Derfor sagde jeg til mig selv, at nu var det slut. Jeg ville ikke mere.

De alvorlige knæskader bliver desværre ligeså symptomatiske for Anne Dorthe Tanderups karriere som hendes kraftfulde og dominerende spil.

I sin aktive karriere fik hun både hjernerystelser og en brækket næse, og meniskskaden før VM i venstre knæ var også alvorlig, men det var tre episoder med ødelagt korsbånd i højre knæ og en mangelfuld behandling, som tvang hende til et alt for tidligt karrierestop som 26-årig.

Skader som hun i dag som 47-årig stadig mærker konsekvenserne af.

Den første gang, Anne Dorthe Tanderup blev alvorligt skadet, var ved ungdoms-VM i 1991. Hun missede de sidste kampe af turneringen, men skadens omfang blev ikke undersøgt, før hun rejste til den østrigske storklub Hypobank sammen med den daværende landstræner Ole Eliasen.

I den første træning i sin nye klub bliver ondt værre for Anne Dorthe Tanderup. Hun vrider rundt og sprænger korsbåndet. Seks måneders pause.

I 1995 var hun med i TV2-programmet “Stjernetræf”, hvor hun skulle dyste mod andre danske atleter. Anne Dorthe Tanderup falder, lander uheldigt, og korsbåndet er ødelagt igen.

- Det var ni måneder inden OL. Jeg kan huske, at det eneste jeg tænkte var: ‘Det er bare ikke sandt.’ Jeg vidste jo, at det var det, der var sket, og jeg vidste også godt, hvor lang tid det tog sidst at komme ovenpå igen. Så nu blev det en kamp om at komme tilbage og blive klar til OL i 1996.

Selvom hun naturligvis holdt pauser, genoptrænede og fik hjælp af sundhedsstabe på klub- og landsholdsplan, var skadesforløbene set i bagklogskabens lys ikke optimale.

- Det er ikke hver gang, jeg har været klar, men jeg har villet det. Det har helt sikkert haft nogle konsekvenser, men fordi vi var de første kvindelige udøvere på det her plan, vidste vi ikke meget om, hvor vigtigt det var at holde en pause. Når man havde en skade, så blev den overhørt. Nu ved jeg godt, at der sikkert sidder nogle ledere derude, som ikke er enig med mig. Men det blev overhørt, fordi ingen vidste, hvad konsekvensen var.

- Jeg har også haft en skulderskade, hvor jeg ikke kunne løfte mælkekartonen om morgenen, men alligevel spillede jeg om aftenen. Selv i dag sidder der mange sportsudøvere med samme problem. Man fortsætter, fordi man gerne vil havde den her fornemmelse af at være med og være en del af fællesskabet. Men særligt også på grund af den måde du ser og definerer dig selv.

- Hvis ikke jeg var håndboldspilleren Anne Dorthe, hvem var jeg så? Jeg havde et enkelt VM, hvor jeg ikke var med, fordi jeg var skadet. Det var forfærdeligt at sidde udenfor. Jeg tror, at langt de fleste sportsfolk har et drive i sig og en lyst til at være med på holdet, og derfor ignorerer de deres skader.

I dag volder det højre knæ stadig problemer for Anne Dorthe Tanderup. Hun lever et godt og ikke mindst sundt liv i Schweiz sammen med ægtemanden Bjarne Riis.

Hun kan løbe, men ikke langt. Hun kan godt stå på ski, men kun hver tredje dag.

- Jeg kan heller ikke spille bold med mine børn. Bjarne siger nogle gange, at jeg burde gå ud og vise dem, hvordan man gør. Men hvis jeg gør det, får jeg problemer efterfølgende.

- For fire år siden blev jeg opereret igen, og kirurgen sagde, at jeg var den perfekte kandidat til at få et nyt knæ. Det kommer bare ikke til at ske. Jeg er ikke gammel nok til at skulle have et nyt knæ, og jeg lever fint med det, fordi jeg ved hvordan jeg skal leve.

Med foredrag og bøger om kost og sundhed forsøger Anne Dorthe Tanderup i dag selv at videregive noget af den viden, hun selv savnede som aktiv.

Hun anerkender, at ekspertisen i dag er langt større, når det gælder skadesforebyggelse og restitution, og ærgrelsen over sit tidlige exit på grund af skader, gjorde bruddet til sporten, hun elskede, hårdere, end det måske var nødvendigt.

- Det var et hurtigt farvel, og måske også lidt for hurtigt. Når jeg kigger tilbage nu, synes jeg også, at det var en meget dårlig afsked, jeg havde. Efterfølgende har mange fortalt mig, at jeg, efter mit exit, aldrig mere omtalte mig selv som håndboldspiller.

- Vi flyttede til Italien, og dernede vidste ingen, hvad jeg havde lavet tidligere. I deres øjne var jeg Bjarne Riis’ kone. Først efter jeg nu har fået det bearbejdet, har jeg fået lysten til igen at fortælle, hvad det er, jeg har lavet tidligere. Jeg er blevet stolt af det igen, og jeg føler, at det er en tid, som har været med til at skabe mig, som den jeg er.

- Der er mange, der spørger mig, om jeg fortryder, at jeg ikke stoppede før. Ja og nej, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare. At jeg har lavet det, jeg har gjort, har været med til at skabe den person, jeg er i dag. Så hvis jeg efter min første skade i Østrig tog hjem og havde valgt ikke at være med mere, hvor havde jeg så været den dag i dag?

Se hele temaet her