- Efter styrtet bliver der pludseligt helt stille. Jeg ligger og kigger ned i banen og forsøger at trække vejret. Men det kan jeg ikke. Jeg ser bare slaggen gennem mine briller.

- Jeg forsøger at råbe om hjælp, og det kan jeg heller ikke. Så er det som om, der går nogle minutter, og jeg får sådan et tunnelsyn, som lukker. Og så ser jeg ikke noget før en uge efter, hvor jeg vågner på hospitalet.

Det er svært at forestille sig en mere brutal afslutning på en sportskarriere.

Erik Gundersen - én af sin generations mest folkekære speedwaykørere og indehaver af hele 17 verdensmesterskaber - skulle i 1989 køre sin sidste sæson i England, før han som 30-årig skulle rejse hjem til Danmark og et nyt liv med konen Helle.

Og 1989 bliver da også Erik Gundersens sidste sæson som aktiv. Men afslutningen bliver skæbnesvanger.

Den 17. september 1989 - for præcis 30 år siden - er han impliceret i et alvorligt styrt under VM-finalen for hold i Bradford.

Alle fire kørere hamrer i jorden, men særligt én af dem betaler en høj pris i jagten på sejren.

- Sport kan være en barsk omgang. Jeg havde jo hele tiden haft den tanke, at jeg kunne stoppe på det tidspunkt, hvor nok er nok og så forhåbentligt komme fra min sport, som jeg elskede så meget, uden en alvorlig skade. Det skete så desværre ikke.

Erik Gundersen brækkede nakken lige under kraniekanten, men overlevede på mirakuløs vis. Da han vågnede fra sit koma en uge efter ulykken, blev han klar over, at hans liv aldrig ville blive det samme.

Han vågnede ved siden af respiratoren og dens konstante pumpen og havde slanger ført ned i halsen.

- Det første jeg ser, det er min kone, Helle.

- Jeg kunne ikke snakke, i og med at jeg havde slanger overalt. Jeg kunne ikke stille et spørgsmål. Hvad er der sket? Hvorfor ligger jeg her? Og der går lang tid, inden jeg kan stille de spørgsmål. Helle prøver at aflæse mine øjne, og det var jo allermest angst og frygt, som var i mine øjne. Men Helle, hun beroliger mig, og forklarer mig, at jeg var udsat for et styrt.

Erik Gundersen undrede sig over den manglende førlighed i kroppen, og en sygeplejerske gør ham opmærksom på de dystre udsigter.

- Hun siger: ‘Hvis du er heldig, skal du være indlagt mellem seks og otte måneder’. Der ramler min verden jo fuldstændig. Der går det op for mig, hvor skadet jeg faktisk var blevet. Det var ligesom, at… jeg tænkte hele tiden, at jeg nok skulle komme op at gå. Og der bliver jeg ligesom mindet om, at det ikke er sikkert. At du kommer op at gå.

Selvom det lykkedes Erik Gundersen at genvinde meget af førligheden under lang indlæggelse og genoptræning, blev ulykken i Bradford et vendepunkt for den mangedobbelte verdensmester.

- Du har fået en second chance på en eller anden måde. Det må du få det bedste ud af. Og det blev en kamp. Jeg havde vundet verdensmesterskaber i det årti, rigtig mange endda. Men det her blev mit livs største kamp.

I dag er 59-årige Erik Gundersen erklæret 70 procent invalid. Og følgerne af ulykken for 30 år siden er mange.

Han kan ikke mærke kulde eller varme fra halsen og ned og må derfor bruge næsetippen for at temperaturbestemme.

Han kan ikke svede. Så når det er varmt, koger han indefra og må køle kroppen manuelt med vand.

Hans højre arm og ben døjer med spasticitet, som bliver særligt slemt om vinteren. Gennem 7 år har han fået botox-indsprøjtninger for at holde spasticiteten nede.

Han har dropfod, hvilket vil sige, at han ikke kan bevæge højre fod opad.
Han skal have hjælp til at komme på toilettet.
Han har fået et nyt knæ som 45-årig.
Han har kirurgisk fået flyttet nervebaner i armen.
Han har i alt 1 meter og 20 centimeter ar på kroppen.

- Der er vi jo indrettet sådan, os mennesker, at vi jo allesammen kæmper. Vi giver ikke op. Der er mange, der siger til mig: ”Jamen, du er også en ’fighter’ af guds nåde.” Ja, det var jeg i sporten, og jeg tog også det med mig ind i mit genoptræningsforløb og måden, jeg tænker på. Jeg prøver hele tiden at forholde mig til min situation. Jeg prøver hele tiden at få det bedste ud af det og så smile til det.

Trods mén og skader i en størrelsesorden, som synes urimelig og uoverstigelig, er Erik Gundersen ikke en bitter mand. Og han peger på særligt to faktorer, som har hjulpet ham gennem årene - også når tungsindet har meldt sig.

Den første er familien. Konen Helle og datteren Nanna, som blev født i 1993.

- Det er jo nok det største, man oplever som menneske at se et nyt lille barn. Det var også med til at hjælpe mig i de traumer, jeg havde. Det var en karruseltur for mig i perioder. Men Nanna var med til at bringe et lys ind, og det, at der var et nyt lille menneske, der skulle tages hånd om, var med til at flytte mig. Det var helt fantastisk.

Og så fremhæver Erik Gundersen sit forhold til speedway, som helt afgørende for hans velbefindende. Sporten, som bogstaveligt talt ødelagde ham, har givet ham et utal af gode oplevelser i sin funktion som træner og talentudvikler. Og det gør den stadig.

- Jeg har mødt en opbakning her i Danmark og fra mennesker omkring mig, som har gjort, at jeg lever i en anden... jeg bruger ordet taknemlighed - for jeg lever i en verden, som gør, at den er både tålelig, men også elskelig. Den er empatisk, kærlig – den har alle facetter, som et liv skal have.

- Jeg er ikke bitter på sporten. Jeg er taknemlig over, at jeg fik lov at opleve at blive verdensmester. Jeg fik lov til at opleve at blive nogle ting, som kun meget få mennesker prøver. Kunne jeg gøre det hele om, tog jeg færgen fra Esbjerg til Harwich igen i morgen.

- Det har været et eventyr, en rejse, som har været unik. Jeg ville ikke køre i Bradford den 17. september 1989. Der ville jeg blive hjemme under dynen lige den dag. Men ellers ville jeg gøre det hele igen.

Se hele temaet her