Scroll for at læse

Da Mikkel Kessler som 13-årig første gang træder ind i træningslokalerne i Christianshavns Idræts Klub ved han ikke, hvad han går ind til. For han ved ikke ret meget om boksning.

Han ved ikke, at han er ved at skrive de første linjer i et kapitel på cirka 25 år, hvor boksningen fylder alt. Han ved ikke, at han er på nippet til at forelske sig i den sport, hvor han senere bliver verdensmester. Og han ved ikke, at han med sin indtræden i bokseverdenen langsomt opbygger en regning til sin krop, som han stadig betaler.

- Jeg kom op i træningslokalerne sammen med min mor, og hun spørger Richard Olsen, min gamle træner: ‘Er det sjovt at bokse?’ Jeg glemmer aldrig, hvad han svarede: ‘Det ved jeg ikke, om det er’.

- Jeg kan huske de der ansigter på de boksere, der kiggede på mig. Jeg var helt… puha. Der var en, der hed Steffen, der havde et kæmpe ar under øjet, og jeg tænkte ‘Nej nej nej, hvad er det, jeg har rodet mig ud i’.

Mikkel Kessler er i dag langt fra et ringvrag, men indtrykkene fra den første dag er sigende for den brutalitet og fysiske belastning, som uløseligt hænger sammen med sporten.

- Det har jo været mit liv... Det har været blod, sved og tårer... De hårde kampe, hvor du er kommet helt ud i yderbanen. Du skal hele tiden presse dig selv og prøve at blive bedre.

Det er ikke muligheden for at få og give tæsk, som Mikkel Kessler falder for i boksningen. Der er noget andet på spil, og der går ikke ret længe, før han har svært ved at holde sig fra træningslokalerne.

- Jeg sad i klassen og tænkte: Skal vi ikke snart til boksetræning? Der var et eller andet, som jeg gjorde, at jeg var helt vildt tændt af den her sport.

- Der blev råbt ad en. Hvis du kom for sent, fik du 20 armbøjninger. Så skulle man tælle højt inde i midten foran alle dem, der var i træningslokalerne. Der var en disciplin i det, som jeg måske ikke har haft derhjemme. Så det var nok det, der tiltrak mig.

Og Mikkel Kesslers træningsiver fører i første omgang til en flot amatørkarriere, inden han som 19-årig tager hul på sit professionelle liv. Det betyder et farvel til de store og ekstra polstrede handsker og hjelmen, som kun hører til i amatørrækkerne.

- Jeg havde været i nogle rigtig hårde kampe som amatør, men det er bare ikke det samme.

Jeg har været rystet flere gange, hvor jeg lige pludselig fik et slag og ud af ingenting begyndte at tænke på et eller andet PlayStation-spil. Men så er det fordi man bliver ramt, at ens tanker flyver.
Mikkel Kessler

Før sin første professionelle kamp er én af Mikkel Kesslers klubkammerater ude i en opslidende dyst. Spande med is og blod bliver slæbt igennem det lokale, hvor Kessler selv varmer op.

- Der tænker jeg: Hvad er det, jeg har sagt ja til? Hvad er det jeg skal ind til? Hvad er det, der foregår? Det er første gang, at jeg har kunnet mærke, at den her sport er brutal.

- Du skal være forberedt helt ned til fingerneglene. Der blev jeg bevidst om, at hvis jeg skal passe på mig selv, og jeg gerne vil vinde, så skal jeg være seriøs.

- Da kampen var færdig, gik jeg op til min egen kamp og vandt efter halvandet minut, så jeg var rigtig glad. Men efter det har jeg været ude i nogle hårde kampe og fået nogle på tuden, som man skulle overvinde.

- Jeg har været rystet flere gange, hvor jeg lige pludselig fik et slag og ud af ingenting begyndte at tænke på et eller andet PlayStation-spil. Men så er det, fordi man bliver ramt, at ens tanker flyver. Det gælder om at holde fokus, lige meget hvad der sker.

- Jeg har to gange gået tolv hårde omgange mod Carl Froch, hvor jeg efterfølgende har prøvet at tisse blod, fordi jeg har fået nyreslag. Men uanset hvor ramt eller mærket du er, er det lige meget, hvis du har vundet kampen.

Kun tre gange må Mikkel Kessler forlade ringen som taber.

I 2007 mod Joe Calzaghe, i 2009 mod Andre Ward og i 2013 mod Carl Froch.

Men selvom dansk boksnings største stjerne trækker sig sejrrigt ud af langt størstedelen af sine opgør, er der stadig et fysisk efterslæb. De store kampe, den ekstreme sparring og den benhårde daglige træning har slidt på kroppen.

Allerede som amatør fik Mikkel Kessler problemer med hænderne. Først måtte den ene håndrodsknogle opereres. Så den anden.

Han har titaniumplader i hænderne for at holde sammen på knogler og ledbånd.

Et led på langefingeren er blevet opereret og sat fast igen.
Begge albuer er blevet opereret.
Han har haft to diskusprolapser.
Og nå ja, så døjer han også med slidgigt.

- Jeg kan godt mærke, at kroppen er slidt, når jeg står op om morgen. Jeg skal lige vågne - jeg skal lige op. Jeg har jo ikke rigtig noget at sammenligne med: Hvis ikke jeg havde bokset, var det så det samme? Men jeg kan godt mærke, at jeg selvfølgelig har nogle skavanker, og der er nogle ting, som jeg ikke skal gøre. Jeg kan ikke bare gå ud og hoppe og springe, som nogle af kammeraterne kan på min alder.

Der var en disciplin i det, som jeg måske ikke har haft derhjemme. Så det var nok det, der tiltrak mig.
mikkel Kessler

Han ved godt, at han skal holde sig i skindet, hvis vennerne tager afsted for at spille paddle-tennis. Og han kender også frygten for, at ryggen skal få et forkert vrid under en tur i vandrutsjebanen med én af ungerne.

Men for Mikkel Kessler ligger det fjernt at bede om medlidenhed. Han er renset for selvynk, har et godt liv og formåede efter eget udsagn at sige et rettidigt farvel til livet som bokser.

- Det kunne være meget værre, og jeg skal ikke klage. Man skal have nogle folk omkring sig, der kan sige: ‘Prøv at høre her - ikke mere boksning’. Hvis du bliver ved, kan du næsten ikke tage sko på, når du bliver gammel. For du slider dig selv fuldstændig op. Det er ligesom en murer, der arbejder alt for meget. Der kommer også et tidspunkt, hvor han er slidt op.

Trods omfanget af mange af skaderne er Mikkel Kessler afklaret. Han er afklaret med, at de er en konsekvens af boksningen, afklaret med at nye skader kan opstå og afklaret med sin nye rolle som iværksætter, personlig træner og foredragsholder for bare at nævne et par af de seneste titler i eksbokserens portefølje.

- Hvis du spørger, om det har været prisen værd, så har det været alt værd. Når du står deroppe i bokseringen med armene over hovedet og er verdensmester, så kan du ikke ønske mere.

- Du ville nærmest give din højre arm for det, og det er måske en ting, man kun kan beskrive, hvis man har prøvet. Det har været en lang og hård vej i hele mit liv. Pludselig har du et bælte, så to, så tre, og du er med til at fylde Millennium Stadium i Cardiff med 60.000 mennesker og 20.000 på hjemmebane i Parken.

Hvis du spørger, om det har været prisen værd, så har det været alt værd. Når du står deroppe i bokseringen med armene over hovedet og er verdensmester, så kan du ikke ønske mere.
mikkel Kessler

Og skulle én af Mikkel Kesslers tre børn engang få den samme idé som deres far; at det der boksning da kunne være meget sjovt, vil boksepensionisten tage en længere snak med dem om, hvad prisen for en hel boksekarriere er.

Fortælle dem, hvor hård sporten er, og hvad der kræves af indsats i træning og kamp.

Han ville ikke forbyde dem at starte til boksning.

- Men jeg ville nok også tænke, at jeg har taget nok slag for familien.

Credit


Interview, tekst og tilrettelæggelse: Peter Kobbersmed

Foto og video: Andreas Sahl

Grafik: Maria Eriksen Volthers

Videoredigering: Anders Ekström og Jens Albæk Aarup

Redaktør: Ulrik Andersen