Der SKAL en sejr til, for at Danmark kan nå kvartfinalen: 'Det kræver, at Tjekkiet skal spille en skidt kamp'

Det kvindelige danske ishockeylandshold møder Tjekkiet i holdets tredje kamp ved OL.

Det kommer til at kræve en kanon kamp af det danske landshold, hvis drømmen om kvartfinalen stadig skal være i live efter kampen mod Tjekkiet. (Foto: © Brian snyder, Ritzau Scanpix)

De danske landsholdsspillere behøver ikke den store kugleramme for at regne ud, hvad det kræver, hvis de stadig vil være i spil til en OL-kvartfinale.

Alt andet end en sejr i mandagens opgør mod Tjekkiet betyder, at videre avancement fra gruppen ikke længere er muligt.

Meget tyder dog på, at de danske spillere kommer på hårdt arbejde mod Tjekkiet. Ikke nok med at selvtilliden er i bund efter nederlag i de to første OL-kampe, så er dagens modstander nemlig en yderst kompetent en af slagsen.

- Tjekkerne er det stærkeste hold i gruppen og vil være kæmpe favoritter i kampen, lyder det fra Marie Linander Henriksen, som er DR Sportens ekspertkommentator under OL.

- Hvis Danmark skal skabe overraskelse, kræver det, at Tjekkiet skal spille en skidt kamp, og Danmark skal have marginalerne på sin side.

Det er især den danske koncentration, som skal højnes, hvis kvartfinalen forsat skal være i spil. De to første OL-kampe har budt på en del danske fejl, og det er der ifølge Marie Linander Henriksen bare ikke plads til på dette niveau.

Se hvordan det gik, da Danmark mødte Kina i videoen herunder:

Det første opgør mod Kina lignede længe en kamp, som skulle afgøres i overtid, men en fejl fra danskerne et minut før tid forærede kineserne de tre point.

I OL-turneringens andet opgør mod Japan var der bare klasseforskel på de to hold, og det resulterede i en japansk 6-2 sejr.

- Danmark har spillet lidt for udisciplineret i egen zone, og det skal der laves om på mod Tjekkiet. Danskerne kommer til at være presset i store dele af kampen, så det handler om at holde hovedet koldt, spille simpelt og sørge for at holde tjekkerne ude langs banderne, hvor de ikke er så farlige, lyder det fra Marie Linander Henriksen.

Selvom danskerne taber, har de allerede vundet

Skulle det blive til dansk nederlag mod Tjekkiet og dermed også et farvel til kvartfinalen, er det dog langt fra det samme, som at OL har været en skuffelse for det danske landshold.

For godt nok var drømmen en plads blandt de otte bedste, men skulle det glippe, så har OL-deltagelsen ikke været spildt. Alle kampene har nemlig, ifølge Marie Linander Henriksen, været sejre for det danske landshold. Og det kommer de sidste to kampe ved OL også til at blive.

- De kampe, de har spillet, har givet vigtige lærepenge til fremtiden. Det sker ikke så tit, at Danmark møder de her topnationer, så selvom der rent sportslig ikke skulle være noget at spille om i den sidste kamp mod Sverige, så vil det give uvurderlig erfaring til de danske spillere.

Se hvordan det gik, da Danmark mødte Japan i videoen herunder:

Det danske landshold har haft en forrygende periode det seneste år. Først blev det til deltagelse ved A-VM for første gang nogensinde, da landsholdet spillede med blandt verdens ti bedste nationer ved VM-turneringen i august 2021.

Derefter leverede landsholdet endnu en historisk præstation, da de kvalificerede sig til OL for første gang, efter sejre over store nationer som Østrig og ikke mindst Tyskland i OL-kvalifikationen tilbage i november.

Og den forholdsvis hurtige rejse mod den sjovere ende af verdensranglisten spiller også en stor rolle i præstationerne på isen til dette OL.

Det er nemlig ikke hverdag for de danske spillere at deltage i turneringer, hvor alt det omkring sporten fylder så meget.

- Man skal huske på, at de danske spillere ikke er vant til at spille sådanne store turneringer. Medier, interviews, artikler om spillerne og masser af folk hjemme foran tv-skærmen, som pludselig har en holdning til det danske landshold. Det hele er bare helt nyt for de fleste af de danske spillere, og det tager tid at vænne sig til.

Og det er bare med at skrabe så meget erfaring i at spille mod de store nationer sammen, som man overhovedet kan.

For allerede til august er Danmark vært, når verdens bedste kvindelige ishockeylandshold endnu engang tørner sammen.

På isen i Herning og Frederikshavn skal det nemlig afgøres, hvem der kan kalde sig verdensmester i ishockey 2022.

Danmark møder Tjekkiet i skæbnekampen mandsg klokken 09.30. Du kan se kampen på DRTV og DR1.