Canadas kvinder kommer fra en anden planet: 'De bliver et voldsomt bekendtskab for de andre nationer'

Canada har vundet de to første kampe i kvindernes ishockeyturnering med sammenlagt 23-2.

(Foto: © David W Cerny, Ritzau Scanpix)

Hvis du havde sat dig godt til rette i lænestolen med forventningen om en jævnbyrdig ishockeykamp, da de forsvarende olympiske sølvvindere fra Canada skulle møde OL-bronzevinderne fra Finland, blev du slemt skuffet.

11-1 stod der på måltavlen, da kampen var forbi, og canadierne manifesterede dermed, at de er blandt verdens absolut bedste ishockeynationer på kvindesiden. Og måske understregede de også, at det er Canada og alle de andre til OL.

Nederlaget var Finlands næststørste nogensinde, mens Canada nu har scoret 23 mål i de to første kampe. Det er på trods af, at de har mødt Finland og Schweiz, som blev henholdsvis nummer tre og fem ved det seneste OL.

Bevares, USA vandt OL for fire år siden, men er kommet noget mindre overbevisende fra start til OL, hvor det kun er blevet til en sejr på 5-2 over Finland og 5-0 over russerne.

Derfor virker Canada med afstand til at være den stærkeste nation ved kvindernes ishockeyturnering i Beijing, og de har allerede nu sat kursen direkte mod den ottende OL-finale i træk.

Det har blandt andet fået Tjekkiets landstræner, Tomas Pacina, til at sige, at han i øjeblikket ser Canada spille ’ishockey fra en anden planet’.Undskyld, Finland..

  • Finland blev most 1-11 af Canada. (Foto: © JONATHAN ERNST, Ritzau Scanpix)
  • Ifølge en finsk hockeyekspert er der ekstremt langt op til Canadas niveau. Ikke kun for Finland, men for alle andre end USA. (Foto: © JONATHAN ERNST, Ritzau Scanpix)
  • Canada har med 23 mål scoret flest gange ved vinter-OL. (Foto: © JONATHAN ERNST, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Men hvordan kan det egentlig være, at Canada er så meget bedre end alle de andre?

Det er der flere årsager til, fortæller DR Sportens ishockeyekspert under OL, Kirstine Eberhardt.

- Canada er en kæmpe ishockeynation med mange spiller, og der er ikke rigtig nogle andre lande, der er oppe i samme gear, forklarer hun.

- Samtidig er der så mange spillere, at de let kan arrangere turneringer hele vejen op gennem ungdomsrækkerne, så de bliver matchet og dermed udvikler sig.

Et nederlag, der gjorde ondt

I Finland var de godt klar over, at der var niveauforskel på det finske og canadiske hold. Men at differencen endte med at være så voldsom var faktrisk ikke overraskende, fortæller Ismo Lehkonen til DR Sporten.

Han er ishockeykommentator på den finske public service-station YLE. Ismo Lehkonen har fulgt canadiernes træning, og nordamerikanerne er på et andet niveau end resten af konkurrenterne.

- Hvis det skal være rigtigt, spåede jeg faktisk et nederlagt på 1-11, da jeg snakkede med vores TV-hold, siger han og griner.

- Canada er så langt foran de europæiske hold. Teknisk og fysisk er de bare anderledes, og det er svært at vinde over dem som hold. Selv USA får problemer med at slå dem.

I videoen herunder kan du se et sammendrag af Canadas storsejr over Finland:

Ismo Lehkonen mener, at de finske ishockeyspillere kan lære meget af Canada, hvis de vil tættere på guldfavoritterne i fremtiden. Men det kommer til at kræve alle fire år, der er til rådighed før det næste vinter-OL i Milano og Cortina d'Ampezzo i 2026.

Og det er meget svært at forestille sig, at canadierne ikke rejser hjem fra kvindernes ishockeyturnering med minimum en sølvmedalje, siger Kirstine Eberhardt.

- Men den fart de har i øjeblikket, bliver de et voldsomt bekendskab for de andre nationer.

- Og det er så givet, som det næsten kan være, at Canada får medaljer.

Canada møder de russiske ishockeykvinder mandag klokken 05.10. Du kan se kampen på DRTV.