Top 5: Real Madrid-stjerne topper liste over EM's bedste

Gareth Bale topper DR Sportens liste over slutrundens bedste spillere.

(© Scanpix)

Ved EM-slutrunden i Frankrig er vi fremme ved knockoutkampene og det er tid til at gøre status.

Det har vi så bedt tre af vores klogeste fodboldhoveder om.

En dynamisk trio bestående af kommentatorerne Andreas Kraul og Henrik Liniger samt redaktør Marco de los Reyes kommer derfor med deres bud på turneringens fem bedste spillere hidtil.

5. Dimitri Payet, Frankrig

Andreas Kraul: Afsindigt afgørende for værterne. Turdet tag fat i bolden. Turdet tage ansvaret – og scoret målene.

Marco de los Reyes: Var den store stjerne i åbningskampen, scorede igen i den næste, og da han blev skiftet ind i den tredje, hamrede han bolden på overliggeren. Hans karriere topper her under slutrunden.

4. Ivan Perisic, Kroatien

Henrik Liniger: Han er gennembrudstærk og er med i næsten alt, hvad Kroatien skaber af farlige situationer.

Marco de los Reyes: Normalt er det Luka Modric og Ivan Rakitic og til dels Mario Mandzukic, der er de store offensive stjerner hos Kroatien. Nu har holdet fået en mere fra øverste hylde, hvilket gør Kroatien til et stærkt bud på en kommende finalist.

3. Toni Kroos, Tyskland

Andreas Kraul: Han får det at slå et snorlige sideskift til at ligne det mest naturlige i verden og er vel oppe på sammenlagt en enkelt fejlaflevering. I tre kampe!

Henrik Liniger: Har han lavet en fejlaflevering endnu?

Marco de los Reyes: Er den begavede balancespiller på den tyske midtbane. Har haft høj klasse i alle kampe indtil nu – mangler blot en scoring.

2. Andres Iniesta

Andreas Kraul: Ikke så lysende i den sidste puljekamp, men til gengæld i særklasse de to første kampe og blandt slutrundens bedste spillere hører han med helt i top.

Henrik Liniger: Helt i top efter to kampe, og trods en bleg indsats mod Kroatien stadig blandt de bedste.

Marco de los Reyes: Selv om han var forholdsvis anonym i kampen mod Kroatien, var hans niveau så fantastisk højt i de to første kampe, at han i mine øjne fortsat er blandt EM's bedste spiller indtil nu.

1. Gareth Bale

Andreas Kraul: Store spillere kan bære hele hold frem, og herligt befriet for stjernenykker har Bale strålet som individualist, men også holdspiller og leder for Wales’ overraskende gruppevindere.

Henrik Liniger: En stor stjerne tager arbejdshandskerne på og vinder for et lille land - respekt.

Marco de los Reyes: Han har scoret i alle tre kampe og har på flere planer enorm betydning for det walisiske mandskab, der ligner et særdeles godt bud på en kvartfinalist.