Vores bud: De går videre til EM-kvartfinalerne

Tre af vores klogeste fodboldhoveder giver dig deres bud på, hvem der går videre.

Lørdag, søndag og mandag spilles 1/8-finalerne.

Efter to dagens pause går det løs igen ved EM i weekenden, hvor 1/8-finalerne spilles.

Vores panel med kommentatorerne Andreas Kraul og Henrik Liniger samt redaktør Marco de los Reyes giver her deres bud på, hvordan de otte kampe slutter.

De er ret enige - dog ikke om opgørerne mellem Italien-Spanien & Kroatien-Portugal. Spilletidspunkterne finder du her.

Marco de los Reyes Polen er det bedste hold og har endnu ikke engang spillet op til sit bedste. Især fordi Robert Lewandowski ikke er kommet på måltavlen. Kan ligne en kedelig kamp, som Polen vinder 1-0. Men straffesparkskonkurrencen lurer.

Henrik Liniger Polen går videre. Det er to solide hold, men Polen har mere kvalitet.

Andreas Kraul Den tætteste 1/8-finale styrkemæssigt - beggge mandskaber er svære at slå, så den kan gå i forlænget og måske endda straffe. Polen har en potentiel matchfinder mere end Schweiz, så jeg tror på, at Polen går videre.

Marco de los Reyes Wales er storfavorit, men kampen kan godt blive et fighteropgør, hvor kun Gareth Bale og Aaron Ramsey får det til at tippe til walisisk side, så de vinder 1-0.

Henrik Liniger Wales er bedre end Nordirland. Legen stopper ved 3-1, og Will Grigg kommer ind i 78' minut.

Andreas Kraul Al respekt for Nordirland, hjertet og "Will Griggs on fire", men det er klart det dårligste hold, jeg har kommenteret ved slutrunden. Der tror jeg altså, at Wales går sikkert videre.

Marco de los Reyes Kroatien har været bedst, men kampen kan sagtens blive meget jævnbyrdig. Meget afhænger af, om Ronaldo har medvind. Har han det, kan det blive et brag – eventuelt 3-2 til kroaterne.

Henrik Liniger Den her går i straffe, og Ronaldo tager det sidste og sender Portugal videre.

Andreas Kraul Den er svær. Kampen burde hedde Kroatien mod "Cristiano og nogle venner." Kroaterne har været godt spillende, og Portgual er så afhængige af Cristiano Ronaldo, at jeg tror, Kroatien slår dem i ordinær tid.

Marco de los Reyes Les Bleus har endnu ikke været oppe i højeste gear. Men kampen mod Irland – det svageste hold i 1/8-finalerne – er en god anledning til det. Paul Pogba må komme på måltavlen, og så vinder Frankrig 2-0.

Henrik Liniger "Skal vi tro på jer?", spørger France Football. Ja, siger jeg, der er uforløst potentiale, som kommer ud nu.

Andreas Kraul Den vinder Frankrig klart - ja, selv om de ikke har for vane at vinde klart. Men Irland var heldige med at møde et italiensk hold, der ikke virkede interesserede i at vinde. Så det er en god parring for Frankring.

Marco de los Reyes Tyskerne tabte inden EM 1-3 til slovakkerne, men sådan går det ikke denne gang. Tyskland har et langt bedre hold, og nu bør målene komme – også fra Thomas Müller. Jeg tipper 3-0.

Henrik Liniger Tyskland går videre; 2-0 uden at svede

Andreas Kraul Det er en lidt farlig parring for tyskerne. Det slovakiske hold kan potentielt godt være giftigt, men mon ikke, at tyskerne er så godt organiseret, at de nok skal gå videre - om end ikke brage igennem.

Marco de los Reyes Belgierne har alt at tabe og derfor tør måske ikke at udfolde hele deres offensiv med det samme. Men de har under alle omstændigheder klart det bedste hold. Men vinder måske kun 1-0.

Henrik Liniger Belgien fedter en 1-0 hjem mod Ungarn, som ikke får rettet flere skud af ind i mål.

Andreas Kraul Det er jo Ungarn, der står som puljevinder, men Belgien har overbevist i de seneste kampe. Deres 2. halvleg mod Irland var rigtig god, og der blev lukket godt af. Selv om Ungarn er en super overraskelse, tror jeg alligevel, at Belgien går videre.

Marco de los Reyes To af de bedste hold indtil nu, men Spanien har et langt bedre hold og bør vinde. Måske med 2-1 efter forlænget spilletid.

Henrik Liniger Spanien vinder i forlænget spilletid efter en tæt og målfattig kamp.

Andreas Kraul Den bliver jo vild nok. Det ligner et opgør, der går i forlænget spilletid. Jeg tror, de azurblå tager den og smider de dobbelt-forsvarende mestre ud. Bare på sådan generel italiensk turneringsmentalitet. Turneringen har ligget godt til dem.

Marco de los Reyes England kan godt få problemer mod et hårdt arbejdende islandsk forsvar. Men en engelsk sejr skal nok komme i hus. En god kamp for Wayne Rooney – England vinder 2-0.

Henrik Liniger Jeg kan godt lide hypen og historien, men jeg synes faktisk ikke, Island er så gode. Sikker engelsk sejr.

Andreas Kraul Den er slet ikke nem for England. Men Island har været lidt heldige og spillet med de samme spillere hele tiden, fordi de har været presset. Så de kan godt få problemer med at holde defensive mod englænderne. England vil komme til mange chancer, og jeg tror altså, de har spillerne til at afgøre det.

Rammer vores kommentatorer plet? Kom med dine bud i afstemningen herunder.