Alle tiders EM-slutrunder: EM i Frankrig kan ende i bunden

DR Sportens Marco de los Reyes rangerer de foregående 14 EM-slutrunder i historien.

I denne bedste kamp indtil nu ved EM-slutrunden i Frankrig vandt Kroatien 2-1 over Spanien. Her ses spanieren Gerard Pique (til venstre) i duel med Nikola Kalinic. (Foto: © MEHDI FEDOUACH, Scanpix)

Den nuværende slutrunde er allerede blevet debatteret en del. Ikke mindst det udvidede antal deltagende lande har været til diskussion.

I manges øjne har det været meget charmerende, at man har stiftet beskendskab med mindre fodboldnationer, og dem hører jeg bestemt til. Alle de små fodboldnationer - bortset fra Albanien - er tilmed gået videre til 1/8-finalerne. Overraskelser, som altid vil være en del fortællingen om dette års slutrunde.

Til gengæld er der ikke scoret ret mange mål. Snittet er efter gruppespillet på 1,92 mål pr. kamp, og ender snittet deromkring, vil det være den gennemsnitligt set målfattigste slutrunde siden 1980.

Hvor god en slutrunde er som helhed afhænger både af overraskelser og antallet af mål, men i høj grad også af spillet på banen, og det er især gode spillere og gode kampe, der skaber gode slutrunder.

Thomas Müller (i hvidt) i kamp med Aaron Hughes og Craig Cathcart fra Nordirland har endnu ikke scoret ved EM. Samlet har Tyskland også kun scoret tre mål i Frankrig. (Foto: © Charles platiau, Scanpix)

Her ligger EM i Frankrig heller ikke ret højt sammenlignet med de tidligere slutrunder i EM-historien. Den endelige dom vil jeg først komme med, når den slutrunden er forbi.

Herunder kan du se, hvordan jeg rangerer alle slutrunder - den første blev afviklet i 1960. Og kommer der ikke en del gode kampe de kommende uger, så får sommerens slutrunde svært ved at komme i top 10.

Men jeg håber naturligvis, at der venter os en masse underholdene og dramatiske kampe samt ikke mindst mange flotte mål.

I bunden af siden kan du skrive, hvad du har af forventninger?

1. EM 2000 i Holland og Belgien Fremragende slutrunde med mange gode hold, adskillige gode kampe, højt niveau og flere store stjerner med Luis Figo og Zinedine Zidane i spidsen. Italien var tilmed ved at ende som en overraskende vinder, men tabte en spændende slutkamp til de regerende verdensmestre. Finale: Frankrig-Italien 2-1 (efter Golden Goal)

Frankrigs Zinedine Zidane i kamp mod Italiens Fabaio Cannavaro i finalen i 2000. (Foto: © Lars Møller, Scanpix)

2. EM i 1976 i Jugoslavien

Den sidste lille slutrunde, altså med blot fire hold. Til gengæld blev der scoret mange mål i dem alle, og de kom tilmed alle ud i forlænget spilletid. Tjekkoslovakiet, der var uden de helt store stjerner, endte som en overraskende vinder efter den første straffesparkskonkurrence ved et EM eller VM. Antonin Panenka sikrede Tjekkoslovakiet sejren med sin berømte scoring, hvor han sparkede dybt i bolden og snød Sepp Maier, der var sprunget til den ene side. Finale: Tjekkoslovakiet-Vesttyskland 5-3 (efter straffesparkskonkurrence, den ordinære kamp endte 2-2).

3. EM i 1984 i Frankrig Michel Platini stod med ni mål i fem kampe for den største individuelle EM-præstation nogensinde. Derudover en meget underholdende slutrunde med meget flot og offensivt spil. Danmark nåede semifinalerne og medvirkede i høj grad til både god underholdning, spænding og høj kvalitet. Blandt andet med 3-2-sejren over Belgien i gruppespillet. Finale: Frankrig-Spanien 2-0

4. EM 1988 i Vesttyskland En rigtig god slutrunde med flere gode hold, Irland som den store overraskelse (var tæt på at nå semifinalerne) og nogle meget store profiler. De største var hollænderne Ruud Gullit, Frank Rijkaard og ikke mindst Marco Van Basten, der på en helflugter scorede EM-historiens bedste mål i finalen. Finale: Holland-Sovjet 2-0

Anfører Iker Casillas og hans spanske holdkammerater fejrer EM-triumfen i 2008. (Foto: © Daniel dal Zennaro, Scanpix)

5. EM i 2008 i Schweiz og Østrig Meget underholdende slutrunde med mange fine kampe og gode hold. De fleste af dem var desværre kun gode i få kampe. Portugal og Holland lagde begge flot ud, men røg ud i kvartfinalerne, hvor russerne pludselig lignede kommende europamestre. De blev i semifinalen så slået af Spanien, der med profiler som Xavi, Iker Casillas og brasiliansk-fødte Marcos Senna helt fortjent snuppede titlen. Finale: Spanien-Tyskland 1-0

6. EM 2012 i Polen og Ukraine Den begyndte glimrende, og niveaumæssigt mindede den meget om slutrunden for fire år siden. Men efter gruppespillet dalede både niveau og underholdning et hak. Heldigvis kom så Italiens gode præstation i semifinalen samt Spaniens opvisning - efter en jævnbyrdig start - i finalen. Finale: Spanien-Italien 4-0

Mario Balotelli fejrer en af sine scoringer i semifinalen ved EM 2012, hvor Italien slog Tyskland 2-1. (© Scanpix)

7. EM i 1972 i Belgien Egentlig ikke nogen stor slutrunde. Men Vesttyskland havde med Günther Netzer, Franz Beckenbauer og Gerd Müller EM-historiens stærkeste mandskab, og deres præstationer i først semifinalen mod værtsnationen (2-1) og specielt i finalen huskes stadig af mange. Finale: Vesttyskland-Sovjet 3-0

8.EM i 1996 i England Det begyndte godt. Flere gode hold var med, men turneringen – den første med 16 hold – mistede pusten undervejs, og Tyskland vandt med et hold, der ikke var noget specielt. England havde derimod et af sine bedste landshold nogensinde, men tabte til tyskerne i semifinalen efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Finale: Tyskland-Tjekkiet 2-1 (efter Golden Goal)

9. EM i 1992 i Sverige I Danmark huskes slutrunden som et eventyr. Men den sidste turnering med otte hold var præget af flere kampe, hvor spillet enten var dårligt eller defensivt. I det indledende gruppespil var Holland det bedste og mest underholdende hold, men Oranje tabte til Danmark i semifinalerne efter 2-2 i den ordinære spilletid og straffesparkskonkurrence. Finale: Danmark-Tyskland 2-0

Ved EM i 1992 vandt Danmark over Frankrig, Holland og Tyskland i de tre sidste kampe. (Foto: © Palle hedemann, Scanpix)

10. EM i 1968 i Italien Det var første gang, at alle de bedste hold deltog i EM-kvalifikationen, og det var fire gode hold, der var med i semifinalerne (slutrunden). Men det endte lidt spøjst - især fordi Italien slog Sovjet i den ene semifinale efter forlænget spilletid og møntkast (straffesparkskonkurrence blev endnu ikke benyttet). I den anden tabte Englands regerende verdensmestre med 0-1 til Jugoslavien, der havde Dragan Dazjic som den store stjerne. Og finalen blev først afgjort efter to kampe. Finale: Italien-Jugoslavien 2-0 (Det var en helt ny finale, den første var endt 1-1.)

Traianos Dellas, der her jubler sammen med Costas Katsouranis, efter sin scoring til 1-0 mod Tjekkiet i semifinalen i 2004 - kampens eneste mål. (Foto: © GIAMPIERO SPOSITO, Scanpix)

11. EM i 2004 i Portugal Grækenland var en sjov overraskelse, men grækernes spil var ikke ret sjovt at se på. Primært vandt de også turneringen, fordi flere af de store hold skuffede undervejs. Tjekkiet havde ellers et hold, der kvalitetsmæssigt kunne være blevet et mindeværdigt mesterhold, men efter en god indledning leverede tjekkerne en middelmådig indsats i semifinalen mod Grækenland, der også her vandt 1-0. Finale: Grækenland-Portugal 1-0

12. EM i 1964 i Spanien Vesttyskland var blandt de få lande, der endnu ikke gad være med. Danmark blev nummer fire efter en yderst heldig lodtrækning, der bød på Malta, Albanien og Luxembourg i knald eller fald-runderne. Men i slutrunden havde danskerne ikke det store at byde på. Finalen mellem det kommunistiske Sovjet og det fascistiske Spanien huskes nok mere for de politiske undertoner end for selve spillet. Finale: Spanien-Sovjet 2-1

Ole Madsen blev topscorer i kvalifikationen til slutrunden i 1964 med 11 mål. (Foto: © ukendt, Scanpix)

13. EM i 1980 Italien Vesttyskland med profiler som Hansi Müller, Bernd Schuster og især Karl Heinz Rummenigge vandt fortjent, men slutrunden, den første med otte hold, var generelt præget af hold, der skuffede, og kedeligt spil. Kampen om tredjepladsen, hvor Tjekkoslovakiet slog Italien efter 1-1 i den ordinære spilletid og 9-8 i straffesparkskonkurrencen, var så gabende kedelig, at kampen om tredjepladsen bagefter helt blev afskaffet ved EM. Finale: Vesttyskland-Belgien 2-1

14. EM i 1960 i Frankrig Kun 17 ud af 31 medlemslande deltog. England, Italien og Vesttyskland var blandt dem, der ikke ønskede at deltage. Derfor havde slutrunden ikke den store status, og det har den heller ikke fået i det historiske lys. Sovjet med Lev Yashin vandt i de store landes fravær fortjent turneringen. Finale: Sovjet-Jugoslavien 2-1 (efter forlænget spilletid)

Har du en kommentar til listen, så skriv herunder!