En EM-slutrunde i fodbold er næsten lige så stor en begivenhed som en VM-slutrunde. Og sportsligt set vejer den måske endda lidt mere. Fordi man ikke ”døjer” med halvsvage nationer fra Asien, Nordamerika og Oceanien.
Men på ét punkt halter EM langt efter. Det europæiske mesterskab har nemlig langt mindre sjæl end verdensmesterskabet.
Det skyldes først og fremmest det faktum, at VM-slutrunderne har 30 år mere på bagen. EM – dengang blot kaldet Nations Cup – blev officielt først sat i gang med den første kvalifikationskamp i 1958, og to år senere blev den første slutrunde spillet.
De første fem slutrunder, frem til og med 1976, havde med blot fire deltagere desuden ikke den store tyngde, og derfor satte de heller ikke de store aftryk.
*****
Når jeg snakker om sjæl, snakker jeg især om de særlige historiske træk, ofte nærmeste mytologiske træk, der kendetegner en eller flere slutrunder.
Det bedste eksempel er Brasiliens indtog på VM-scenen i 1958 med spillere som Pelé og Garrincha i spidsen. Det år vandt Brasilien for første gang VM, og siden har brasiliansk fodbold mere end noget andet i fodboldens verden haft en særlig magi, som altid vil trække tråde tilbage til Pelés tid.
På den måde er der en masse små og store fortællinger, som igen og igen er med til at give nye VM-slutrunder en merværdi.
Europa Cuppen for mesterhold, som blot er tre år ældre end EM, har også langt mere sjæl. En stor del skyldes, at Real Madrid med sine fem triumfer i træk i de første fem år af turneringens levetid allerede dér gav turneringen en særlig rygrad.
*****
Det er sjovt at tænke på, at franskmanden Henri Delaunay helt tilbage i 1927, hvor han var generalsekretær i det franske fodbold-forbund, foreslog en EM-turnering. Det var der ikke opbakning til, og det ærgrer mig faktisk. Det havde givet EM-historien et langt stærkere fundament, flere små og store fortællinger samt ikke mindst noget mere sjæl.
Jeg har leget med tanken om, at den første EM-slutrunde allerede blev spillet i 1928, og samtidig har jeg tilladt mig at ”lade” alle de bedste europæiske lande være med fra start. Det er blevet til nedenstående bud på, hvordan top 4 var endt fra 1928 til 1956.
EM 19281. Italien 2. Østrig 3. Spanien 4. Skotland
Flere lande havde haft en chance for at stryge til tops. Men italienerne beviste i kampen om det første centraleuropæiske mesterskab, der blev spillet om fra 1927 til 1930, og som de vandt, at de havde et af Europas bedste landshold det år. Fem gange frem til 1960 blev der spillet om det mesterskab; Italien vandt to gange, Østrig, Ungarn og Tjekkoslovakiet hver en gang.
EM 19321. Østrig 2. England 3. Italien 4. Ungarn
Østrigs landshold i begyndelsen af 1930erne blev kaldt for Wunderteam. Anført af Matthias Sindelar, alle tiders bedste østrigske spiller, var der i et par år tale om kontinentets stærkeste landshold, og det havde været storfavorit til at vinde det år.
EM 19361. Italien 2. Tjekkoslovakiet 3. Østrig 4. Skotland
Italien vandt VM i både 1934 og 1938 samt OL i 1936. Så der er ingen tvivl om, at Italien midt i 1930erne med Giuseppe Meazza som den største profil havde Europas stærkeste landshold.
EM 19481. England 2. Sverige 3. Jugoslavien 4. Ungarn
England har skuffet ved mange slutrunder og gjorde det også ved VM i 1950 i Brasilien. Men spiller for spiller – de største var Stanley Matthews, Tom Finney og Tommy Lawton - havde England her lige efter krigen haft det bedste hold og dermed store chancer for at vinde.
EM 19521. Ungarn 2. Jugoslavien 3. England 4. Spanien
De ”magiske magyarer” med Ferenc Puskas som den største af mange stjerner udgjorde i begyndelsen af 1950erne et af verdens bedste landshold nogensinde, og det var en sensation, at ungarerne tabte 2-3 til Vesttyskland i VM-finalen i 1954.
EM 19561. Vesttyskland 2. Sovjet 3. Østrig 4. Jugoslavien
Flere hold kunne være strøget til tops. Vesttysklands verdensmestre fra 1954 og Sovjet, der vandt OL 1956, havde begge været værdige europamestre.
*****
Det er jo slet ikke til at vide
, hvordan det ville være gået. Men alene det at se mit bud giver forhåbentlig et meget godt indtryk, hvordan seks ekstra slutrunde ville have forandret EM-historien.
Østrig havde med en EM-titel og yderligere et par top 4-placeringer eksempelvis haft status som en større fodboldnation, end tilfældet er nu. Og selv et par fjerdepladser havde i høj grad gavnet Skotlands status. Og så er der alle de spillere, der pludselig havde været langt mere kendte.
Jeg tvivler dog på, at Danmark havde markeret sig frem til 1956. Der er ellers ingen tvivl om, at de spillere, der var med til at vinde OL-bronze, i 1948, kunne have udgjort et mandskab, der sagtens kunne have vundet medalje i både 1952 og 1956.
Men DBU tillod ikke udlandsprofessionelle at deltage på landsholdet før 1971, og så nyttede det jo i denne sammenhæng ikke så meget, at eksempelvis John Hansen, Carl Aage Præst og Karl Aage Hansen i 1950erne var store profiler i Juventus.
Har du et bud på, hvordan EM var gået fra 1928 til 1956, eller blot en kommentar, så skriv den herunder!