To danske finale-skuffelser og Blume i mærkværdigt EM-exit

De danske svømme-favoritter havde en skuffende tirsdag i de afgørende heats ved EM i Glasgow.

Pernille Blume bragede afsted på de første 50 meter, men stivnede fuldstændig på de sidste 50 meter. (Foto: © Patrick B. Kraemer)

De store danske svømmenavne Pernille Blume, Mie Ø. Nielsen og Rikke Møller Pedersen havde en skuffende tirsdag ved EM i Glasgow.

Særligt Pernille Blumes skuffende sjetteplads i semifinalen i 100 meter fri var ligeså overraskende, som løbet var mærkværdigt.

Pernille Blume bragede afsted, som jagtede hun en supertid på de første 50 meter. Hun førte klart, foretog så en overfladevending, tabte tid, og det hele endte med, at hun gik glip af finalepladsen.

- Jeg ville gerne svømme hurtigt. Jeg ville gerne slå hånden i væggen og se, hvad der ville ske på de første 50 meter. Det var en beslutning, jeg selv tog.

- Jeg blev bare træt. Så kan man ikke gøre så meget. Nogle ting skal man bare prøve af. Det var det her, jeg besluttede mig for, sagde Pernille Blume efterfølgende til TV2 Sport.

I stedet blev der en finaleplads til Signe Bro, der i samme semifinale sluttede på fjerdepladsen i tiden 54,27 sekunder.

Tidligere på aftenen var Mie Ø. Nielsen i finalen i 100 meter rygsvømning, men det gik heller ikke efter planen.

Danskeren havde sat næsen op efter en medalje, og med den næstbedste tid i Europa i år, var det også et realistisk mål.

Mie Ø. Nielsen svømmede i tiden 59,93 sekunder, og det rakte til en sjetteplads i finalen, hvor russiske Anastasiia Fesikova vandt EM-guld.

Georgia Davies fra Storbritannien snuppede sølvmedalje foran italienske Carlotta Zofkova, som tog sig af bronzemedaljen.

- Det var overhovedet ikke godt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg havde håbet, at jeg kunne svømme hurtigere, men det kunne min krop ikke i dag, sagde Mie Ø. Nielsen efter finalen til TV2 Sport.

Også Rikke Møller Pedersen jagtede en EM-medalje ved mesterskabet i Glasgow, men danskeren kunne ikke levere metal på sin favoritdisciplin.

I finalen i 200 meter brystsvømning sluttede Rikke Møller Pedersen på femtepladsen i tiden 2 minutter og 24,73 sekunder.

Guldmedaljen blev vundet af russiske Yuliya Efimova, der brugte 2 minutter og 21,31 sekunder på at vinde guldet. Spanske Jessica Vall Montero fik sølv i tiden 2 minutter og 23,02 sekunder, mens Molly Renshaw tog sig af bronzemedaljen.

Selv om det ikke blev til en medalje, så var Rikke Møller Pedersen ikke slået helt ud bag efter.

- Jeg fik ikke disponeret mine kræfter, som jeg havde håbet på. Efter 100 meter tænkte jeg, det er helt okay, og så fik jeg det ikke ud.

- Jeg følte, jeg havde et overskud, som jeg tager med mig videre. Det havde jeg ikke regnet med, sagde Rikke Møller Pedersen efterfølgende til TV2 Sport.

I kvindernes 4 x 200 meter fri svømmede det danske hold sig til en syvende plads i finalen.