Nøgleordet er ’sjov’ for EM-finaleklar ung dansk svømmeholdkap

Den ældste svømmer på den danske holdkap på fire gange 200 meter fri er 20 år. Tirsdag svømmede holdet sig i EM-finalen.

Det var helt uden forventninger, at den danske holdkap på fire gange 200 meter fri hoppede i bassinet ved EM i svømning.

Med en gennemsnitsalder på sølle 19 år var danskerne et af de yngste ved EM, men Laura Glerup Jensen, Emily Gantriis, Maria Grandt og Helena Rosendahl Bach overraskede og svømmede sig tirsdag formiddag videre til finalen.

- Det var så fedt – vi kan ikke forstå det. Det er slet ikke gået op for os. Vi havde ikke regnet med det, slet ikke, sagde pigerne nærmest i munden på hinanden til DR efter semifinalen.

Danskerne svømmede i en tid, der lød på otte minutter fire sekunder og 63 hundrededele, hvilket var sjettebedste tid i semifinalen.

Vil have det sjovt og give max gas

Ved EM i Glasgow er der stor fokus på flere af de andre danske svømmere som Pernille Blume og Rikke Møller, og i skyggen af de store stjerner havde de unge piger besluttet at gå ud og svømme frit og have det sjovt.

Det samme vil de gøre i finalen, der svømmes tirsdag aften kl. 18.49.

- Vi skal bare gå ind og have det sjovt, specielt når vi er så nye, som vi er. Det bliver vores første finale sammen, og vi skal bare give den max gas.

I finalen risikerer en af de fire piger at blive skiftet ud med Signe Bro, som normalt er en del af holdkappen.

Signe Bro skal dog også svømme semifinale på 100 meter fri individuelt, og derfor er det tvivlsomt, om hun også har kræfter til at stille op på holdkappen.