Pernille Blume svømmer sig i EM-semifinale i hurtigste tid

Pernille Blume og Signe Bro kom videre fra de indledende heats i 100 meter fri ved EM i svømning i Glasgow. 

Pernille Blume vandt sit heat i tiden 52, 97 sekunder i 100 meter fri. EPA/PATRICK B. KRAEMER (Foto: © Patrick B. Kraemer)

Pernille Blume og Signe Bro kom videre fra de indledende heats i 100 meter fri ved EM i svømning i Glasgow.

Der var dansk succes i vandet, da der tirsdag formiddag blev afviklet indledende heats i 100 meter fri ved EM i svømning i Glasgow.

Pernille Blume vandt sit heat i tiden 52,97 sekunder og er videre til semifinalerne, der svømmes tirsdag aften.

- Jeg havde det godt i vandet og havde en god fornemmelse. Det var vigtigt for mig at have følelsen af, at jeg har kontrol over det, jeg laver, siger Pernille Blume til DR.

Tiden var hurtigst af samtlige 51 svømmere, der var i aktion i de i alt seks indledende heats. Næstbedste tid blev sat af svenske Sarah Sjöström, der svømmede i 53,45 sekunder. Det var netop Sarah Sjöström, der i finalen i 50 meter fri henviste Pernille Blume til EM-sølv med en margin på en hundrededel af et sekund.

Pernille Blume havde i sit heat i 100 meter fri selskab af blandt andre Julie Kepp Jensen, der endte på syvendepladsen i 55,36 sekunder.

Det rakte samlet til en 19.-plads, hvilket ikke var nok til at gå videre til semifinalerne. Signe Bro bliver den anden dansker i semifinalerne, efter at hun blev nummer to i sit indledende heat. Tiden 54,08 sekunder rakte samlet til en femteplads, og det var desuden ny personlig rekord for den danske svømmer.

- Det betyder rigtig meget for mig. Det bliver en stor oplevelse at skulle svømme semifinale. Og så er det også stort, at jeg slår min personlige rekord. Jeg glæder mig til semifinalen, siger Signe Bro.

Emily Gantriis blev nummer to i sit heat i tiden 56,09 sekunder, så hun samlet sluttede som nummer 28. I mændenes 50 meter bryst sluttede Tobias Bjerg som nummer ni i sit heat i 27,84 sekunder.

Det rakte samlet til en placering som nummer 21 blandt 53 deltagere.