Formanden i Dansk Ride Forbund, Dan Boyter, er lørdag blevet væltet på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde.
Det skriver Dan Boyter på Dansk Ride Forbunds hjemmeside.
- Deltagerne på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde har i dag afgjort, at der ikke er tillid til, at jeg skal fortsætte som formand for Dansk Ride Forbund.
- Det er en demokratisk beslutning, som jeg selvfølgelig anerkender fuldt ud – selvom det ikke var det scenarie, jeg havde ønsket, skriver Dan Boyter.
Den nye formand hedder Kimi Gerd Nielsen og blev valgt uden modkandidater. Kimi Gerd Nielsen er tidligere elitesportschef i Dansk Ride Forbund, og hun skal sidde på posten frem til minimum det ordinære repræsentantskabsmøde i 2025.
Lørdagens ekstraordinære repræsentantskabsmøde kommer efter en turbulent tid i Dans Ride Forbund, hvor den ene møgsag har overtaget den anden.
Senest i midten af september, hvor Dan Boyter selv var ude og fortælle, at der i bestyrelsen var mistillid til ham som formand.
Efterfølgende gik fire bestyrelsesmedlemmer til Etisk Komité under Danmarks Idræts Forbund, efter anklager om 'egenrådig ledelse' og 'personlig chikane', og i slutningen af november kom Etisk Komité med kritik af både Dan Boyter og de fire bestyrelsesmedlemmer.
Forlader posten med blandede følelser
Afstemningen om mistillid til Dan Boyter på lørdagens ekstraordinære repræsentantskabsmøde sendte et klart budskab fra de danske rideklubber, som havde én stemme for hver 50 medlemmer.
Afstemningen endte med:
- •
375 for mistillid
- •
160 imod mistillid
- •
18 blanke
Dan Boyter, som har været formand siden begyldensen af april i år, forlader formandsposten med blandede følelser, forklarer han selv.
- På den ene side har jeg mange visioner for ridesporten, som jeg havde glædet mig til at arbejde med, men som ikke nåede at blive indfriet.
- På den anden side er det også en lettelse for mig - og en vigtig beslutning for forbundet - at være nået frem til denne afklaring.
- Jeg er kun et menneske, og de seneste måneder med konflikter og hårde beskyldninger har været meget hårde for mig personligt at være i, skriver den afgående formand.
Posten som formand for Dansk Ride Forbund besiddes nu af Kimi Gerd Nielsen. Som den eneste opstillede kandidat blev hun valgt, og er nu formand frem til det ordinære repræsentantskabsmøde i 2025.
Kimi Gerd Nielsen har tidligere været elitesportschef i Dansk Ride Forbund.